Det startede mest af alt som et personligt selvhjælpsprojekt, da David Byrne med udgangspunkt i Ian Durys gamle rocksang »Reasons to be Cheerful, Part 3« begyndte at samle på »gode grunde til at være i godt humør«.
Det aldrende popgeni var efter eget udsagn led og ked af verdenssituationen, og når han fra tid til anden var blevet bombarderet med tilpas mange dårlige nyheder, kunne det efterlade ham nedtrykt i hele og halve dage. Så han begyndte at lave sit eget lille arkiv af historier fra hele verden om initiativer og udviklinger, der var positive i hans øjne.
Men som det er sket så mange gange før i hans karriere, skulle David Byrnes egen følelse af fremmedgørelse hurtigt udmønte sig i et udadvendt kunstprojekt. Og tidligere på året lancerede han hjemmesiden www.reasonstobecheerful.world, hvor han lagde sine gode nyheder op, og hvor han gav folk på internettet mulighed for at byde ind til projektet.
Hans nye album, American Utopia, det første regulære soloalbum fra hans hånd siden 2004, skal ses som et led i dette tværmediale opløftelsesprojekt. Men igennem albummets ti numre arbejder han ikke med at skabe en utopisk virkelighed proppet med positive stemninger.
I stedet aktiverer han sit eget ubehag og sit eget mærkelige blik på verden. Som når han ser verden igennem en kyllings øjne eller forsøger at forestille sig menneskeheden som en flok hunde i lyset på indsættelsen af en præsident, der omformer virkeligheden til fiktion.
Dette er på mange måder i tråd med den David Byrne, der tilbage i 1970’erne og 80’erne var med til at udvikle new wave-genren med sit band, Talking Heads. For han er om nogen en kunstner, der kan tage verden ind og spytte den ud igen i helt nye former og farver, sådan at hans publikum kan se det hele på ny. Og på American Utopia er det de mærkelige scenarier, der optager det meste af pladsen.
Hver dag er et mirakel
Det er dog i de passager, hvor hans underfundigheder er mest underspillede, og hvor de først og fremmest forløses igennem hans stemme og melodiske sensibilitet, at materialet for alvor får kunstnerisk schwung.
Det sker ikke mindst på omkvædet til »Every Day Is A Miracle«. For efter at han på sangens charmerende, men ikke ligefrem brillante vers, har sunget om en kylling, der forestiller sig et himmerige, hvor det flyder med majs, og hvor Gud er en gammel hanekylling, giver han på omkvædet los for popmusik, der trækker tråde tilbage igennem hans karriere og tilbage til hans storhedstid.
Her aktiverer han den kunstneriske sans, som har ført ham til en særlig plads i musikhistorien. Linjen »you’ve got to sing for your supper«, som er en reference til en gammel Broadway-sang, rammer for eksempel helt rent og vækker mindelser om linjer fra Talking Heads-sange som »This Must Be The Place« og »Once In A Lifetime«.
I denne enkle frase, hvor han tonalt går ned efter at have været oppe på de høje nagler i linjen forinden, spiller det eksistentielle og det popkulturelle sammen og skaber et elegant klimaks, der får fødderne til at lette spjættende fra jorden.
Og alt dette samtidig med at rytmikken og sangens drive lægger sig i en naturlig forlængelse af nogle af de rytmiske scenarier, som David Byrne udviklede med Talking Heads. Om end det her er noget mere renskuret.
Det gode humør
Denne passage er samtidig noget af det tætteste, vi kommer på rendyrket feel good i løbet af American Utopia. For resten af det alsidige albums vedkommende er det nogle ganske anderledes følelser, der fylder. Nummeret »This Is That«, hvor han får hjælp af den eksperimenterende elektroniske musiker Oneohtrix Point Never, er en lille mørk sejlads igennem tilværelsens drypstenshule.
Og de mere festlige indslag, »It’s Not Dark Up Here« og »Everybody’s Coming To My House« – hvor han på sidstnævnte har slået pjalterne sammen med den musikalske troldmand Brian Eno, som han har arbejdet med siden Talking Heads-dagene – har begge deres egne dystre twists.
Der er gode ting herimellem. Men samtidig er det, som om han pladen igennem prøver for hårdt på at leve op til sit eget skæve selv, uden at han samtidig lever op til egne standarder.
Det bliver således en anelse fortegnet, når han opmaler hele scenarier med hunde og præsidenter. Og da mange af sangene samtidig er en anelse entydige i deres sammensætning af følelsesudtryk, kommer de til at mangle de musikalske spændinger, som Talking Heads var så brillante til at fremmane.
Tænk for eksempel på »Once In A Lifetime« fra Remain In Light, hvor de hele nummeret igennem lod en basgang ligge i duel med David Byrnes melodilinjer. Det var musikalsk popkunst af bedste skuffe.
Åbningsnummeret på American Utopia, »I Dance Like This«, er et godt eksempel på denne mangel. I stedet for at lade stemningerne ligge og kæmpe med hinanden lader David Byrne dem afløse hinanden. Sådan at de på tur får lov at fremstå i deres reneste form, hvilket simpelthen ikke giver den samme store musikalske oplevelse.
Samtidig mangler en del af numrene det sidste af den strålende kreativitet, som har gjort David Byrne til en unik stemme på poppens allerskæveste scenegulve. På American Utopia kommer han kun i glimt derind, hvor han får os til at se på verden med helt nye, funklende øjne. Og han skaber kun i glimt rigtig stærke argumenter for, at vi skal være i godt humør. De glimt kommer til gengæld fra en af de helt store lyskastere i popmusikken.
David Byrne: ’American Utopia’ (Nonesuch Records/ Warner Music)
