Læsetid: 4 min.

Depression kan ifølge ny bog ikke kureres med medicin

Johann Hari gør i ny bog op med forestillingen om, at depression skal ses som et symptom på kemiske ubalancer i hjernen, der kan kureres med den rette medicinering. I stedet ser han sygdommen som en reaktion på socialt og psykologisk pres, som det moderne samfund udsætter mennesker for
9. marts 2018

Depression er en af de mest omdiskuterede sygdomme i tiden. Den fylder ikke blot godt op i sundhedsstatistikkerne, men er også emnet i selvhjælpsbøger om mental sundhed samt i en lang række samtidsdiagnoser, hvor især brugen af antidepressiver bliver gjort til en metafor for dybere samfundsmæssige problemer. Det er dette felt, som Johann Haris skriver sig ind i med sin nye bog om depression Lost Connections: Uncovering the Real Causes of Depression and the Unexpected Solutions.

Med udgangspunkt i en række videnskabelige studier fra medicin- og samfundsvidenskaben er Haris ambition at gøre op med ideen om, at depression skal ses som et symptom på kemiske ubalancer i hjernen, der kan kureres med den rette medicinering.

Han mener i stedet, at sygdommen skal ses som en reaktion på et bredere sæt af socialt og psykologisk pres, som det moderne samfund udsætter mennesker for. I lange stræk minder ambitionen om hans sidste bog, Chasing the Scream, om ’war on drugs’, som konkluderede, at stofmisbrug havde rod i psykologiske eller sociale problemer og ikke kunne løses med politi og domstole.

Som stort set alle forfattere, der har kastet sig over emnet, har Hari også selv en historie med depression. Hans personlige fortælling fungerer som ramme og motivation for bogens struktur. Fra Haris start på antidepressiver som teenager, hvor han var lykkelig over at få en diagnose, der kunne forklare hans tilstand. Og til de gentagne tilbagefald i depressive episoder og hans beslutning i 30’erne om at droppe pillerne og prøve alternative tilgange. Haris primære ambition er at aflive ideen om, at depression kan kureres medicinsk og den medfølgende teori om, at årsagen til depression er kemiske ubalancer i hjernen.

For at slå denne pointe fast fører bogen os gennem en række personlige historier samt en gennemgang af et langt katalog af forskningslitteratur – fra traditionelle medicinske studier til folkesundhedsvidenskab og sociologiske studier om ulighed og arbejdsmarkedsforhold. Målet er at beskrive, hvordan fremkomsten af depression hænger så stærkt sammen  med sociale faktorer, at lidelsen ikke kan isoleres til en kemisk ubalance i hjernen. Fattigdom, social usikkerhed, meningsløst arbejde eller mangel på kontakt med andre mennesker er alt sammen faktorer, der gør dig mere tilbøjelig til at blive deprimeret. Og ved at ignorere disse sociale faktorer er det dominerende biomedicinske paradigme ude af stand til at gøre noget ved de grundlæggende årsager til depression.

Hvad der i stedet er brug for, er, hvad han omtaler som en række »ikke-medicinske antidepressiver«. Gennem studier og cases beskriver han, hvordan sociale interventioner – fra gruppeterapi og øget adgang til grøn natur, over en mindre materialistisk livsopfattelse til indførelsen af borgerløn – kan afhjælpe de individuelle og sociale tilstande, der gør folk deprimerede. Den overordnede pointe er her, at det er den moderne livsførelse, med atomisering, ulighed og konkurrence, der gør folk syge, og at en afhjælpning af problemet med depression derfor kræver et opgør med den måde, vi lever på.

Bogens påstande er solidt underbygget af ny forskning, og bogen leverer, trods en flydende og narrativ struktur, en tydelig præsentation af sine kilder og har et solidt noteapparat. Hari, der tidligere i karrieren har gjort sig skyldig i plagiat, har tydeligvis ikke ville anklages for noget.

På trods af disse kvaliteter er der også problemer.

Det første knytter sig til spørgsmålet om antidepressive piller. I denne skyttegravskrig placerer Hari sig tydeligt på modstandersiden, og en stor del af bogen går på at påvise, hvordan piller er ineffektive. Her bevæger han sig imidlertid ud på dybt vand. Han præsenterer et fortegnet billede af en monolitisk konsensus omkring biokemisk depressionsforståelse inden for lægeverdenen. Og han præsenterer ret ukontroversielle opfattelser, såsom at sociale faktorer er medvirkende til at forårsage depression, som kætterske sandheder, der bliver forsøgt undertrykt.

Hari leverer langt hen ad vejen en korrekt kritik af medicinalfirmaernes skævvridning af forskningen og påpeger, at ingen faktisk ved præcist, hvilken mekanisme der gør, at antidepressiver virker. Men problemet er blot, at denne kritik på ingen måder udelukker, at pillerne har en effekt – som en lang række studier har vist, og langt de fleste behandlere mener.

Det faktum, at medicinalindustrien er grådig, og at medicinen ikke løser alle problemer, ville næppe forhindre os i at anvende dokumenteret effektiv medicin, hvis det handlede om maveonde eller ondt i ryggen. På samme måde må det være muligt på én gang at anerkende, at depression har sociale årsager, og samtidig anerkende, at medicin kan være virksomt for den enkelte her og nu. Hvis du lider af en forkrøblende sygdom, kan det være svært at vente med helbredelse, indtil vi har ændret den måde, vi lever og producerer på.

Det andet problem handler om Haris forslag til behandling. Mens de fleste er sympatiske tiltag, såsom at arbejde mindre, fokusere mindre på forbrug eller have mere social kontakt med vores lokalmiljø, er der noget, der rammer forbi. Haris diagnose er, at det især er den ulige, forbrugerorienterede og stressede økonomi, der gør os syge, men han har meget lidt at sige om de økonomiske strukturer, der skaber disse problemer. Langt hovedparten af de problemer Hari påpeger, knytter sig til den neoliberale variant af kapitalismen, som har domineret verden siden 1980’erne. Uden en diskussion af dette og af de problemer, som det skaber for individer eller grupper, der ønsker af stå af ræset for at komme ud af de kredsløb, der skaber depression, kommer alle Haris velmenende forslag til at svæve løst i luften.

Johann Hari: Lost Connections: Uncovering the Real Causes of Depression and the Unexpected Solutions. Bloomsbury Publishing, 336 sider, 17 britiske pund

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Britta Hansen
Britta Hansen anbefalede denne artikel

Kommentarer

christian christensen

Skal antipsykiatrien til at have en revival nu? Depression som den sunde psykes svar på et sygt samfund. Sidste gang den var fremme i 70'erne, anrettede den i alt fald stor skade på syge mennesker, der ikke fik ordentlig behandling, Humørsvingninger har vist også været på banen i noget længere tid end moderniteten. Grundtvig (1783 - 1872) led f.eks. voldsomt af dem i perioder

Britta Hansen

'Antipsykiatrien' skal nødvendigvis have en revival!

Med hundredtusindvis af mennesker i Danmark alene, som indtager antidepressiv medicin, bør emnet vidst være højt prioriteret, så tak for at tage det op, selv om jeg ikke læser meget nyt.

Godt, at Hari fordrer UBI som én af komponenter for et bedre og mindre depressionspræget liv!

Niels Duus Nielsen

Der er da ingen tvivl om, at de kemiske ubalancer, som optræder i forbindelse med depressioner, kan skyldes mange forskellige forhold. Det er vel lidt ligesom hovedpine og hovedpinepiller: Pillerne lindrer smerten, men den kurerer ikke hovedpinen, blot bliver den til at holde ud. Og hvis hovedpinen stadig er der, når virkningen af pillerne ophører, må man jo prøve at finde ud af, hvorfor man har hovedpine.

Depressioner bliver til at holde ud, når man spiser lykkepiller, men de forsvinder ikke. Det vil kræve massive omlægninger af samfundet at fjerne depressionens dybere årsager, så det får vi ikke politikerne til. Arbejdsmarkedets hellige køer er vigtigere end folks helbred.

Så jeg er helt med på en ny galebevægelse, sidst vi havde sådan en, var det sgu sjovt, og det gav værdigheden til mange skæve eksistenser, som indtil da var marginaliserede og under formynderi.

Jeg husker ikke, at den vi havde i halvfjerdserne anrettede skade på folk, det eren myte, de mere forstokkede blandt psykiaterne opfandt - progressive psykiatere tog derimod galebevægelsen til sig og eksperimenterede med alternative behandlingsformer, indtil politikerne lukkede pengekassen i, i forbindelse med nedlægningen af sengepladser til fordel for ambulant behandling.

I modsætning til. hvad Christian Engel påstår, fik galebevægelsen flyttet fokus fra galskab som noget unormalt til galskab som et vilkår.

Folk skal selvfølgelig have deres medicin, hvis de har brug for den, men det er ingen skade til at fokusere på de egentlige årsager til psykisk sygdom. De kemiske ubalancer er blot et symptom. Symptombehandling har sin berettigelse, når symptomerne er meget ubehagelige, jf. eksemplet med hovedpinen, men det bedste er nu engang at finde årsagerne til sygdommene, og så gøre noget ved dem.

Men det koster penge, og og det vil politikerne ikke gå med til, de skal nemlig bruge pengene til skattelettelser for de rige, så op i røven med de syge, de skal bare tage sig sammen og få sig et job.

Depressionen kan skyldes omgivelser i form af opdragelse og lign. Det kan samtidig også have rød i ens egne gerninger, hvorfor de fleste alternative behandlinger ændrer vaner, giver hjælp til at få en bedre verdensanskuelse, mere tid i det grønne og blå osv.

Det går naturligvis ud over medicin industriens klejnere.