Mig gør det ikke skeptisk, men nysgerrig, når man kan læse på den amerikanske digter CAConrads blog, at »CA for tiden arbejder på et (soma)tisk poetisk ritual med titlen Resurrect Extinct Vibration, som undersøger de virkninger, det vibrationsmæssige fravær af nyligt uddøde arter har på digterens krop og digte.« Ditto når man kan læse i et interview i The Paris Review, at digteren ikke har klippet sit hår siden treårsdagen for den amerikanske invasion af Bagdad i 2006 og kalder det sit »krigshår«.
Til gengæld gør det mig mindre nysgerrig på Conrads ni bøger store forfatterskab, når jeg læser digtene i Franks bog fra 2010, som er den første af digterens bøger, der nu er blevet oversat til dansk.
Det var Franks bog, Conrad (i sine fyrrere) slog igennem med efter at have levet et rimelig råt liv, først som barn i hjertet af Ku Klux Klan-land, hvor hele den hårde familie arbejdede på en kistefabrik, så som homoseksuel gogodanser i Philadelphia under 1980’ernes aidsepidemi.
Digtene i Franks bog følger karakteren og alter egoet Frank: »da Frank blev født/ inspicerede Far den lille pakke/ sygeplejersken gav ham// ’men hvor er min datters fisse?/ min datter har ingen fisse!’// Mor lænede sig frem i sengen/ ’det her er din gyselige søn Kære/ din søn har ingen fisse’« lyder det i bogens første foruroligende digt.
»Far var forvirret// hvad for en var Frank// hvad for en/ femdollarsedlen?« I hvert fald en særling i normaliteten, kønstvetydig og tamponspisende blandt andet.
CAConrad: Franks bog
Velkomponeret kitsch
Surrealist kalder digteren Eileen Myles, som har skrevet bogens efterord, CAConrad. Det virker meget rigtigt, for så vidt som skøre sammenstød, profanerende perversitet, fremmedgørende ubestemmelighed og besjæling af ting er noget, digtene dyrker: »flyvemaskine leverer/ opskrifter til Frank/ i bedstemors/ hoved,« lyder et for eksempel.
»solbriller/ hopper af/ Franks ansigt/ i supermarkeder// springer ind i ovne// ind i trafikken,« et andet.
»Franks tepotte/ ønskede sig øjne// men de/ lækkede tårer/ selvfølgelig// ’jeg advarede dig!’ råber/ Frank ‘jeg advarede dig!’// hver morgen/ fyldes endnu en/ bedrøvet/ kop,« et tredje.
Myles er en sludrende efterordsskribent, men har ret i, at det godt kan imponere – omend Myles mere end mig – »hvordan velkomponeret kitsch kan skabe så stilfærdig en dybde«. Måske også et vink om, at digtene er mindre revolutionerende og mere traditionelt eksistentielle, end de umiddelbart kan virke med deres ofte lidt anstrengte chokeffekter.
Digtene i Franks bog er bedst, når de netop ikke virker anstrengte, men strenge, hårde, okkulte:
»svin siger til Frank/ ’dette hegn holder dig i din verden/ Frank siger til svin/ ’dette hegn holder dig i din verden/ svin siger til Frank/ ’dette hegn holder dig i din verden/ Frank siger til svin/ ’dette hegn holder dig i din verden/ svin siger til Frank/ ’dette hegn holder dig i din verden« for eksempel.
Eller »hver marts/ mister Frank sin vennekreds// han er i baghaven// ansigt i hænder// omgivet af syv/ gulerødder og syv/ majspiber i syv/ vandpytter med/ fjorten øjne/ lavet af/ kul,« som et andet digt lyder. De digte er så meget mærkeligere vendt ind i verden, end dem, der omvendt – og meget amerikansk? – synes optaget af at udtrykke mærkelighed.
Måske er de nyere digte, der udspringer direkte af Conrads rituelle poetik, mere interessante end Franks bog. Eller måske er Conrads liv og rituelle aktiviteter bare en mere interessant kunst end digtene, de resulterer i. »At skabe et digt er vigtigere/ for mig end at have skrevet digte,« skriver Conrad i hvert fald selv i det essay, på vers, med titlen Poetry & Ritual, som man kan google sig frem til, hvis man, som jeg trods alt, stadig er lidt nysgerrig på ’hvad for en’ CAConrad er.
CAConrad: ’Franks bog’. Oversat fra amerikansk af Line Kallmayer. OVO Press. 168 sider, 169 kroner.
