Anmeldelse
Læsetid: 2 min.

Dramatisk liedkoncert i Mogens Dahl Koncertsal

Den østrigske baryton Florian Boesch er én af de få store repræsentanter for den tyske kunstsang. Søndag aften fik han nok af det digitale pres
Kultur
20. marts 2018

Søndag aften bød på ren Schubert-liedkoncertprogram i Mogens Dahl Koncertsal.

Den østrigske baryton Florian Boesch og den brittiske pianist Roger Vignoles var de prominente gæster med et imponerende program af både kendte og mindre kendte sange. Den første afdeling var domineret af temaet om det vandrende menneske med Goethes harpespillersange fra romanen Wilhelm Meister som indskud, og anden afdeling bevægede sig rundt i blandet tankegods og sluttede med seks Heinrich Heine-sange fra cyklen Schwanengesang.

Jeg kan umiddelbart få svedige hænder ved tanken om den maratonpræstation, en sådan koncert er.

Den ene side er den fysiske del: at kunne disponere stemme og fysisk parathed til så langt et program; og den anden mere svimlende side er at kunne poesi til halvanden time udenad. Det er mange ord, der ovenikøbet skal komme på de rigtige tidspunkter og på de rigtige toner, og der er ingen sufflør – bare et publikum, der sidder med alle teksterne og kan læse, om du synger rigtigt eller forkert.

Smuk stemme, dramatisk kunstner

Boesch viste sig også ikke at være helt rolig, og det gik ret hurtigt galt.

Efter de første to sange skulle publikum vende blad i deres hæfte, og i sådan en lille koncertsal kan sådan en bladrende lyd nærmest synes henrettende.

I tredje sang begyndte det at kikse, og i fjerde stoppede han koncerten. Distraktion fra fotograf og pres fra radiooptagelse og en generel følelse af at blive ufrivilligt foreviget fik skylden og Boesch forsvandt backstage. Efter lidt pinlig tid gik diplomaten Vignoles ud til ham, og kort efter kom Boesch tilbage og undskyldte med, at den moderne tendens til, at alting kommer på Youtube, har ødelagt meget for den moderne musiker.

Boesch fortsatte fra »where I screwed up in the first place«, nu med renset sind og samlet fokus. Med Vignoles’ pædagogiske og klippefaste akkompagnement, der fulgte Boesch i alt, hvad han lavede, fik Boesch demonstreret sin stemmes fantastiske adræthed. Boesch har en kraftfuld dybde, en let adgang til en smuk højde og en formåen til at svippe over i en slags una corda-stemme, en stemme på den halve kraft, poetisk, slank og med hele dybdens vildskab tæmmet i sig.

Fortolkningerne derimod synes at begrænse sig til teatralsk indlevelse.

Det er ikke helt sådan, man banker på til Schuberts raffinerede kunst, der nok er dramatisk, men al for fuldendt i sig selv til, at man helt har plads til en kunstners indre verden oveni, og Boesch gjorde det bedst, i de momenter, hvor han stod som en gammel Teiresias med lukkede øjne, blind for både sig selv og publikum.

Det helt ulideligt underskønne mirakel ved Franz Schubert er hans enkelthed: alt er spundet i lys eller mørke, dur og mol veksler uafbrudt og de to er så forbundne, at man føler fryd med sorgen og fortvivlelse med glæden og nydelse ved begge dele.

»Thank you, Roger!« røg det ud af Boesch efter sidste tone. Det vil jeg også sige. Tak, Roger! Og tak Florian for at gennemføre! Tak især Franz! Og tak også Mogens Dahl Koncertsal for at holde sværvægteren liedkoncert i live.

Franz Schubert med Florian Boesch (baryton) og Roger Vignoles (klaver), Mogens Dahl Koncertsal 18. marts

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her