Jeg har en svaghed for den 88-årige amerikanske dokumentarist Frederick Wisemans film. Hans film varer som regel tre-fire timer, og der er ingen fortæller til at guide én igennem, men hans stil er så ligefrem og ukunstlet, at man nemt og gerne lader sig suge ind i dem.
Gennem årene har han ikke mindst portrætteret en række institutioner ved blot at være tilstede og observere de fysiske omgivelser, de ansatte og dem, der besøger og bruger stederne. I La Danse (2009) følger Wiseman flere balletforestillinger på Operaen i Paris. I At Berkeley (2013) besøger han det californiske universitet. Og i National Gallery (2014) det store, betydningsfulde museum i London.
Wisemans seneste film, Ex Libris – The New York Public Library, fortæller om New Yorks folkebibliotek, hvis hovedafdeling ligger ved Bryant Park på Manhattan. Og ligesom i alle de ovennævnte film er kameraet en flue på væggen på hovedbiblioteket og de forskellige satellitafdelinger rundt om i den store by.
Dybt fascinerende
Vi overværer debatter og foredrag om videnskab vs. religion og slavehandel i 1600-tallet og samtaler med musikere som Elvis Costello og Patti Smith. Og vi lytter med, når bibliotekets informationsmedarbejdere f.eks. bliver bedt om at svare på, om der findes enhjørninger i virkeligheden – det gør der ikke – og når skolebørn får lov til at bruge bibliotekets faciliteter i deres undervisning.
Ingenting forklares, ingen mennesker henvender sig til kameraet for at fortælle et eller andet. I løbet af filmens 197 minutter bliver man blot en del af hverdagen på det store og meget smukke bibliotek.
Har man tålmodighed til det – og det har man – er det en dybt fascinerende og tilfredsstillende film, som tillige får en art politisk dimension og understreger, hvor vigtigt en rolle et folkebibliotek spiller i lokalsamfundet som vidensbank og socialt og kulturelt omdrejningspunkt.
’Ex Libris – The New York Public Library’. Instruktion: Frederick Wiseman. Vises 18. og 25. marts
www.cphdox.dk
