To mænd bliver mejet ned med et automatvåben ved Frederiksholm Kanal, hvor innovations- og vækstcentret BLOX skyder op.
Clashet mellem blodig forbrydelse og poleret bygningsfacade anslår allerede et tema: Under dydens tynde overflade (Verdenssundhedsorganisationen, WHO, skal det vise sig) går slemme ting i svang.
Der er mere rutineret politiarbejde ad den slagne vej end kringlet fortælling i Jakob Melanders femte roman om politiassistent Lars Winkler fra afdelingen for personfarlig kriminalitet i København.
Når et kapitel slutter med en bemærkning om, at Lars eller en af hans folk hellere må få talt med Magda i Rødovre, kan man være sikker på, at der i næste kapitels første linje står nogle politifolk på en trappesten i Rødovre med en finger på Magdas dørklokke.
Og bortset fra et jegfortalt spor i romanen, som bringer os til Vietnam, hvor Agent Orange (den gift, som den amerikanske hær spredte over junglen) stadig hænger i luften, så er synsvinkel og hele sprogets rumlen den samme og jævne romanen igennem.
Frem ad intrigens lodne tråde kommer vi alligevel.
Vi er på stripklub, i rockerklubhus, blandt byggematadorer, pensionerede ministre, champagnepiger og et par ngo’er, og det føles hver gang som at træde ind i det samme rum og møde den samme person og høre nogenlunde de samme replikker.
I kredsen af politifolk, romanens faste kollektiv, kan det også være svært at identificere den enkelte. Bortset selvfølgelig fra Lars og Sanne, som er kærester, men på kant med hinanden, fordi Lars har knaldet sin eks, Elena, som i øvrigt er kæreste med Ulrik, som er Lars’ chef.
Den subhistorie er muligvis meget menneskelig og gennemsnitlig for danske arbejdspladser, men jo ikke dødspændende.
Bedst er vel intrigen, hvis man ser bort fra nogle eventyrlige sammenfald (ved sytten tilfældes heldige mellemkomst kan Lars’ datter uden selv at ane det servere sin far nøglen til den inderste lås en aften over gryderne i køkkenet:
»Lars glemte alt om æggene. Det skulle vel ikke være … « Jo, det skulle det!) og den ikke særlig sandsynlige forudsætning for intrigen, at en kemikoncern kan købe »en større portion aktier« i en avis om mandagen og meget diskret standse en kritisk artikelserie om selvsamme koncern om tirsdagen.
Intrigen trækker tråde mellem danske soldaters deltagelse i Vietnamkrigen, heroinsmugling, prostitutionsmiljøet og politikere på de højeste steder mellem 1970’erne og i dag. Det er facadernes blankpudsede lort og sindrigt udtænkt.
Jakob Melander: ’De døde og de ufødte’. People’s Press, 411 sider, 250 kroner.
Krimi 2018
Litteraturen har altid forsøgt at sætte kriminalsager i forbindelse med en dybere samtidsanalyse – for måske er det gåderne, der gør os i stand til at leve i et gennemrationaliseret samfund. Vi sætter fokus på krimien som et pusterum i en verden præget af usikkerhed og frygt for fremtiden, men også på hvordan virkelighedens efterforskere læser krimien, og så anmelder vi 19 krimier – blandt andet ’Rosernes torne’ skrevet af Stephen King i fællesskab med hans søn.
Andre artikler i dette tillæg
Hvilken krimitype er du?
16. marts 2018Er du den moralske læser, der tager afsted for at bakke op om krimiforfattere, der tør tænke ud over døde kvinder på kødkroge, eller går du selv med en ikke så hemmelig drøm om at skrive Danmarks næste kriminalbestseller?Stephen King og hans søn fejrer kvinden i ’Rosernes torne’
16. marts 2018Kvinder falder i søvn og forpupper sig i Stephen og Owen Kings ’Rosernes torne’, en sælsom og underholdende genfortælling af historien om Tornerose og vel nærmest et feministisk kampskrift om forholdet mellem gode kvinder og vrede mænd – og alle dem midt imellemDetektivromanen giver os gåder, vi ved, vi kan forstå
16. marts 2018Forbrydelsen var, at det moderne samfund dræbte mysteriet. Redningen blev, at kriminalromanen gav os gåderne tilbage. Og nu giver de os fortællingen om en verden, hvor vi kan stole på, at vi kan finde ud af, hvem der har gjort det
