Den femte krimi om Lars Winkler mangler både særpræg og sandsynlighed

To mænd bliver mejet ned med et automatvåben ved Frederiksholm Kanal, hvor innovations- og vækstcentret BLOX skyder op.

Clashet mellem blodig forbrydelse og poleret bygningsfacade anslår allerede et tema: Under dydens tynde overflade (Verdenssundhedsorganisationen, WHO, skal det vise sig) går slemme ting i svang.

Der er mere rutineret politiarbejde ad den slagne vej end kringlet fortælling i Jakob Melanders femte roman om politiassistent Lars Winkler fra afdelingen for personfarlig kriminalitet i København.

Når et kapitel slutter med en bemærkning om, at Lars eller en af hans folk hellere må få talt med Magda i Rødovre, kan man være sikker på, at der i næste kapitels første linje står nogle politifolk på en trappesten i Rødovre med en finger på Magdas dørklokke.

Og bortset fra et jegfortalt spor i romanen, som bringer os til Vietnam, hvor Agent Orange (den gift, som den amerikanske hær spredte over junglen) stadig hænger i luften, så er synsvinkel og hele sprogets rumlen den samme og jævne romanen igennem.

Frem ad intrigens lodne tråde kommer vi alligevel.

Vi er på stripklub, i rockerklubhus, blandt byggematadorer, pensionerede ministre, champagnepiger og et par ngo’er, og det føles hver gang som at træde ind i det samme rum og møde den samme person og høre nogenlunde de samme replikker.

I kredsen af politifolk, romanens faste kollektiv, kan det også være svært at identificere den enkelte. Bortset selvfølgelig fra Lars og Sanne, som er kærester, men på kant med hinanden, fordi Lars har knaldet sin eks, Elena, som i øvrigt er kæreste med Ulrik, som er Lars’ chef.

Den subhistorie er muligvis meget menneskelig og gennemsnitlig for danske arbejdspladser, men jo ikke dødspændende.

Bedst er vel intrigen, hvis man ser bort fra nogle eventyrlige sammenfald (ved sytten tilfældes heldige mellemkomst kan Lars’ datter uden selv at ane det servere sin far nøglen til den inderste lås en aften over gryderne i køkkenet:

»Lars glemte alt om æggene. Det skulle vel ikke være … « Jo, det skulle det!) og den ikke særlig sandsynlige forudsætning for intrigen, at en kemikoncern kan købe »en større portion aktier« i en avis om mandagen og meget diskret standse en kritisk artikelserie om selvsamme koncern om tirsdagen.

Intrigen trækker tråde mellem danske soldaters deltagelse i Vietnamkrigen, heroinsmugling, prostitutionsmiljøet og politikere på de højeste steder mellem 1970’erne og i dag. Det er facadernes blankpudsede lort og sindrigt udtænkt.

Jakob Melander: ’De døde og de ufødte’. People’s Press, 411 sider, 250 kroner.