Anmeldelse
Læsetid: 4 min.

Hvor forfærdeligt og hvor fandens lige meget: Haneke spidder ikke længere, han sukker

Michael Haneke stikker lidt her og lidt der i ’Happy End’, faktisk stikker filmen så mange steder hen, at intet rammer rigtig dybt. Med sin lidt dystre, lidt triste, lidt kolde, lidt sjove, lidt ubehagelige familiefortælling savner man den kuldegysende præcision fra bagkataloget af mesterværker
Michael Haneke stikker lidt her og lidt der i ’Happy End’, faktisk stikker filmen så mange steder hen, at intet rammer rigtig dybt. Med sin lidt dystre, lidt triste, lidt kolde, lidt sjove, lidt ubehagelige familiefortælling savner man den kuldegysende præcision fra bagkataloget af mesterværker

Christian Berger/Les Films du Losange

Kultur
28. marts 2018

Østrigs mægtige filmkonge Michael Haneke er blevet træt. Sådan føles det.

Han vil stadig gerne spidde menneskets grumhed og kulde med sit kameras drilskhed, med sine mørke fortællinger om det dystre gods i sjælen, med udstillinger af borgerskabet, privilegierne, råddenskaben og fortrængningerne under alt det pæne. Men denne gang spreder han sig gevaldigt, som et træt gab med lange strakte arme.

Happy End er historien om et fransk borgerskab i flere familiegenerationer. Vi møder patriarken George (Jean-Louis Trintignant) fra Hanekes guldpalmevindende kærlighedsfilm om sorg og dødshjælp, Amour (2012). Georges hustru er, som vi så i Amour, død efter alt for lang tids sygdom.

George vil også gerne dø, han er træt af alt det pis, træt af sin familie og af sin tiltagende demens. Men han har brug for nogen, der elsker ham nok til at slå ham ihjel. Hans frisør vil ikke. Hans børn vil heller ikke. Han er fanget i et liv tabt for mening. Det er den tilstand, der lægger sig over filmens øvrige historier som en træt og distanceret melankoli.

Sorte hjerter

Georges datter Anne, spillet af verdens dygtigste usympatiske overklasseinkarnation, Isabelle Huppert, styrer nu familiens bygningskonstruktørfirma og bor i forældrenes kæmpekasse af et palæ i Calais. Hendes søn Pierre (Franz Rogowski) skal overtage forretningen, men er et virvar af raseri, uduelighed, ugidelighed og ustyrlig druk på groteske karaokebarer. Hendes overbærenhed og omsorg for ham er en kraftanstrengelse, som hun ikke orker så længe ad gangen. Hun er desperat efter at hjælpe ham. Men kun noget af tiden.

Hendes bror Thomas (Mathieu Kassovitz) forlod sin første hustru og datter for en anden og er nu denne anden kone utro, mens hun går derhjemme og pusler om deres nyfødte. Hans første datter Eve (Fantine Harduin) er under den tunge skygge af moderens depression blevet en desperat tween, ensom og uhyggeligt destruktiv. Hun flytter ind hos sin far, som hun knap kender, og ser lige lukt ind i hans sorte hjerte. Man fornemmer, at Hanekes eneste sympati går ud til gamle George, til atttituden: Hvor forfærdeligt. Og hvor fandens lige meget. Suk.

Genkendelse i foragten

Der er grim utroskab, grumme sociale medier, trist misbrug og forretningsrod håndteret med kapitalismens vilde kynisme i Happy End. Der er også mesterlige øjeblikke. Filmens åbningsscene er krybende ubehagelig – pervers og lurende sadistisk som en scene fra Bennys video (1992) eller Funny Games (2007):

En kvinde udfører sine aftenritualer på badeværelset, skyller ansigt, tørrer ansigt, børster tænder, skyller mund, spytter ud osv. Imens bliver hun filmet med en mobiltelefon fra den anden ende af en lang gang. Den, der filmer, forudsiger med sekunders forspring moderens faste ritualer i en række tekstbeskeder, der akkompagnerer en Snapchatlignende livestreaming. Foragten i genkendelsen er isnende. Det familiære bliver til den utrygge havn. Voyeuren er datteren Eve, viser det sig.

Og så er der en scene, der føles som taget ud af en Ruben Östlund-film: George har sneget sig ud af sit beskyttede palæ og ud i en forstad til Calais. Kameraet betragter ham fra den anden side af vejen, mens han besværet møffer sig frem med hænderne på kørestolens hjul. En flok mørke, unge fyre passerer ham. Til deres overraskelse vifter han dem hen til sig. Vi kan ikke høre stemmer, blot se George trække et dyrt armbundsur af håndledet. De griner forskrækket og ryster på hovedet. I dette samme passerer en hvid mand og forsøger at gribe ind og hjælpe sin racefælle i den formodede antastelse. Voila, Haneke.

Det er en perfekt lille scene om den hvide mands forestilling om den sorte mand: En hvid mand, der i sin senilitet antager, at kan snildt kan bestikke sig til lidt aktiv dødshjælp. Og en anden hvid mand, der automatisk antager, at det er den første hvide mand, der her er ofret. Det er ondt, groft, genkendeligt, sjovt.

Men det meste imellem disse øjeblikke er altså forglemmelige små glimt, hverdagens dramaer og ubehageligheder, en kvalmende påstand om barnets og den gamles særlige bånd – et slags medley over Hanekes tidligere film. Når lægen Thomas har en affære med en klassisk musiker, føles deres sadomasochistiske lidenskab som en hilsen til den desperate masochisme i Pianisten (2001).

Men begæret er i Happy End ikke dybt og grumt. I computerskærmens usmigrende lys taster de deres højdramatiske seksuelle fantasier og grænseløse kærlighedserklæringer frem og tilbage på Messenger og ligner snarere ynkelige, komiske og kropsløse efterlignere af en passion, der burde være skrevet med blod og blæk og smuglet af sted i nattens mulm og læst i stearinlysets skær. Dette er Haneke, der fnyser træt over det moderne begær. 

Så. Han stikker lidt her, stikker lidt der, stikker så mange steder, at intet rammer rigtig dybt. Og med den lidt dystre, lidt triste, lidt kolde, lidt sjove, lidt ubehagelige familiefortælling gøres det altså ikke med den kuldegysende præcision fra tidligere mesterværker. Haneke snupper i stedet lidt fra bagkatalogets dybe undersøgelser og leverer sin nye kulturpessimistiske diagnose oppefra. Han vil ikke råbe nogen op. Han vil sukke dybt. Sådan føles altså Happy End. Kedeligt nok.

Happy End. Instruktion og manuskript: Michael Haneke. Fransk. Biografer over hele landet.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Poul Erik Riis

Jeg så den nærmest som en komedie.