Anmeldelse
Læsetid: 1 min.

Franz Ferdinand er blevet stivere i hofterne

Selvom de skotske indie-rockere i Franz Ferdinand ikke ligefrem indfanger tidsånden med deres nye album, leverer de en acceptabel omgang elektrorock
Franz Ferdinand; Ældre, men stadig stramme. Der mangler dog lidt i sangsskrivningen.

Franz Ferdinand; Ældre, men stadig stramme. Der mangler dog lidt i sangsskrivningen.

PR-foto

Kultur
2. marts 2018

Da Franz Ferdinand udkom med singlen »Take Me Out« i 2004, fangede de kække skotter lytterne i et løst dansegreb. »Take Me Out« var en rytmisk elastik, der var spændt op til lir, og som Franz Ferdinand hæftede fast lige omkring de unges bæltested.

På deres nye album, Always Ascending, forsøger de at omfavne deres position et par skridt længere op ad aldersstigen. Men den rytmiske elastik er ikke samtidig blevet slappere efter mange års brug, tværtimod faktisk. Gennem samarbejdet med den franske producer Philippe Zdar, som også har produceret navne som Phoenix og Beastie Boys, bliver det på Always Ascending strammere og en god del stivere.

Det betyder, at Always Ascending især er kendetegnet ved nogle bundsolide produktioner. Men selvom Franz Ferdinands charme egentlig trives fint i de kvantiserede miljøer, som de opbygger på de fleste af numrene på Always Ascending, er deres sangskrivning desværre blevet en anelse rusten i sammenføjningerne.

Lyrikken snubler således lidt i sit forsøg på at indfange tiden, mens melodierne ikke er kommet for at please og derfor heller ikke giver en masse liv til værket, hvorfor det hele bliver en anelse stift. Så det havde været yderst klædeligt, om de havde bevaret bare en anelse af fordums tiders rytmiske elastik, når det nu er en af de elastikker, der har bevaret sin spændstighed.

Franz Ferdinand: ’Always Ascending’ (Domino Records/Playground Music)

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her