Martin Ringsmose ligner lidt en vagabond. Med filtret, halvlangt hår, fuldskæg, militærstøvler og en mørk T-shirt under de seler, der holder hans sorte bukser oppe, udstråler hans Cyrano en vildskab, som på alle måder når ud over scenekanten. Både fordi han rent fysisk løber ned blandt publikum, og fordi han leverer en overbevisende og intens præstation i titelrollen på Aalborg Teater.
I den russiske instruktør Yuri Butusovs iscenesættelse dekonstrueres Edmond Rostands oprindelige fortælling om Cyrano de Bergerac fra 1897. I P.A. Rosenbergs danske oversættelse, som er blevet bearbejdet og gendigtet af instruktør og ensemble, er stort set alt på vers.
Cyrano duellerer på ord, og han går mod sine egne drømme, da han indvilliger i at skrive den unge Christians kærlighedsbreve til Roxanne, der er Cyranos kusine og store kærlighed. Men ellers er der ikke meget traditionelt over iscenesættelsen af den historie, der tidligere både har været teater, musical og filmatiseret.
Fra allerførste scene er stilen lagt. Bagerst på scenen sidder velklædte mænd og en enkelt kvinde ved en bar. De vender ryggen til. Forrest på scenen ses en stang, der kunne stå klar til en poledanser. Martin Ringsmose træder ind, og fra det øjeblik er det hans Cyrano, der er i fokus.
Med nærmest spastiske dansemoves stjæler han fokus på forscenen. Kasper Daugbergs lyssætning er dramatisk og effektfuld. Cyranos dansende skygge kastes op på bagvæggen, hvor den vrider og vender sig over baren. Men den vender på hovedet – som et kendetegn på forestillingens æstetik.
Ved hver skingert hvin i musikken mimer Martin Ringsmose et skrig. En effektiv understregning af, at i denne forestilling er lydbilledet dominerende. Aske Bergenhammer Hoeg og Lasse Munk Sørensen har anvendt både musik (fra lækker jazzsaxofon til støjende klaverlyde og hvinende guitarstrenge) og lydeffekter fra lyden af vand, der drypper, til dåselatter, som var det hele en sitcom.
Det er meget varieteret og stemningsskabende, men indimellem også så højt, at det er vanskeligt at høre ordene fra scenen.
Ingen illusioner
Meget kendetegnende for forestillingen er også Alexander Shishkins scenografi, som hovedsageligt består af forskellige malede bagstykker, der virker som små kunstværker i sig selv.
Scenografien er med til at underbygge det teatralske, det kunstige. Alle mandlige skuespillere er iført halvmasker med kunstige næser, som mest af alt ligner et slapt lem. Men hvorfor de har dem på, står hen i det uvisse.
Yuri Butusov har tilsyneladende dyrket det gakkede blot for det gakkedes skyld. Der er ikke megen illusion over oplevelsen. Publikum kan se bagscenen. Se skuespillerne og sceneteknikerne gå rundt deromme.
Og de tydelige papkulisser med smukke, men karikerede tegninger sørger – sammen med skuespillernes overdrevne mimik og lettere komiske forsøg på at bevæge sig i slowmotion i flere scener – for at minde publikum om, at det hele blot er teater.
Yuri Butusov har ikke ønsket en klassisk fortælling. Bolette Nørregaard Bangs Roxanne er som en parodi. Smuk og yndig, men også overdramatisk og karikeret står hun i vinduet for at modtage sin elskede Christians kærlighedserklæring. Med nakken bøjet skarpt bagover og den ene håndryg holdt mod panden, som var hun en tragisk heltinde. Fortællingen bliver sort og en anelse surrealistisk, som en roman af japanske Haruki Murakami.
Selv om det indimellem kammer lidt over, så er Cyrano så afgjort seværdig. Især hvis du holder af det lidt mere gakkede eller blot alternative versioner af klassiske fortællinger.
’Cyrano’. Instruktør: Yuri Butusov. Medvirkende: Martin Ringsmose, Bolette Nørregaard Bang, Ferdinand Falsen Hiis, Stanley Bakar, Lars Topp Thomsen, Christian Gade Bjerrum, Sebastian Henry Aagaard-Williams og Jørgen W. Larsen. Scenograf: Alexander Shishkin. Lys: Kasper Daugberg. Lyd: Aske Bergenhammer Hoeg og Lasse Munk Sørensen. Spiller på Aalborg Teater til 17. marts.
