Læsetid: 4 min.

Den globale opvarmning fosser ind ad kældervinduet i vidunderlig metafiktiv billedbog

’Huset på havets bund’ er en vanvittigt god billedbog skrevet og tegnet på bevidsthedsudvidende metagas, der måske kan gøre det uvirkelige virkeligt for os. Tegner Lars Vegas Nielsen er tilbage og har fyldt bogen med spandevis af perspektiver fra sin tilsyneladende bundløse sø af talent
’Huset på havets bund’ er en vanvittigt god billedbog skrevet og tegnet på bevidsthedsudvidende metagas, der måske kan gøre det uvirkelige virkeligt for os. Tegner Lars Vegas Nielsen er tilbage og har fyldt bogen med spandevis af perspektiver fra sin tilsyneladende bundløse sø af talent

Lars Vegas Nielsen

2. marts 2018

Klimaforandringer er så abstrakte i deres proportioner, at de kan føles som en abstraktion i det hele taget. For voldsomt og for uhåndgribeligt til at være virkeligt. Når det regner meget i en periode, og man får vand i kælderen, er lige netop det regnfald ikke nødvendigvis en konsekvens af klimaforandringer, men klimaforandringer er virkelige og skaber virkelige forandringer som for eksempel øget nedbør, oversvømmelser og vand i kældre.

Det er da forvirrende. Og sjældent så konkret og entydigt som den menneskelige hjerne har brug for for at kunne forholde sig til det. Hvor er det, vi som mennesker kan gå hen for at undersøge det abstrakte og tvetydige og dets forbindelse til virkeligheden? Kunsten, fiktionen, selvfølgelig!

Martin Glaz Serup og Lars Vegas Nielsens billedbog Huset på havets bund er et bud. I historien går en pige sammen med sin farfar ned i kælderen, hvor de finder et mærkeligt apparat. Det ligner et fjernsyn, men også et akvarie. Et billede på skærmen viser et hus, der står på havets bund. Der kommer havlyde fra apparatet. Så dukker der to kæmpe skygger op på billedet, et barn og en voksen. »Det ligner dig og mig!« udbryder pigen. Og derfra er grænsen mellem fiktion og virkelighed udflydende, hvis den nogensinde var der. Forfatter og illustrator har sniffet bevidsthedsudvidende metagas, og vi er inviteret med på et trip ind i en undersøgelse af den uvirkelige virkelighed.

Det lyder jo voldsomt, men det er det egentlig ikke. Tekst og illustration bevæger sig lige så roligt som vandet stiger, og det gør historien magisk dragende og åben. Det kan også læses som en undersøgelse af tekst, billede og virkelighed eller af barnets plads i verden eller noget helt tredje. Vandet gør en klimaforandrende læsning oplagt, men fortællingen bliver aldrig insisterende.

Lars Vegas Nielsen

I vand til halsen

I Martin Glaz Serups tekst er skærmen »lidt som et fjernsyn«, billedet derpå »minder« hende om noget. Og de kan »næsten høre havet«. »Vi kan næsten mærke det kolde vand.« Alt er i begyndelsen næsten og nærmest. Skyggerne dukker op på skærmen. »De bliver større, de kommer nærmere. Et barn og en voksen. En pige og en mand. Bliver større, kommer nærmere. Hen imod huset.«

Sproget kommer sivende langsomt, men med en repetition og en sætningskonstruktion, der er en anelse gruopvækkende. Som om sproget får det indsivende vand til at stige så smukt i den kasse, du er fanget i. Du kan blot betragte det, mens det sker. Men det sker så langsomt og bølgerne duver så skønt, at du først går i panik, når du sidder i vand til halsen. Og måske ikke engang da. 

Martin Glaz Serup og Lars Vegas Nielsen (ill.): Huset på havets bund

Lars Vegas Nielsen lader ikke bare sit talent fosse ud over børnelitteraturen. Han serverer det i små afmålte glas med jævne mellemrum, så man til sidst vansmægter. Og når han så endelig dukker op og illustrerer som for eksempel i Martin Glaz Serups Sebastians Monster (2007), Mette Hegnhøjs Møgungen (2010) og nu igen Martin Glaz Serups Huset på havets bund, hugger man hver en dråbe i sig. Kigger på hver en tegning, hvert et perspektiv, hver en detalje, hver en streg (åh, de tykke streger, Lars Vegas Nielsen!) og mærker dybden i dem.

Han kan noget helt særligt. Så snart pigen i historien samler den mærkelige skærm op, begynder vandet at flyde i Lars Vegas Nielsens tegninger. Bølger, vandrør, bobler, dråber, sprøjt i blå nuancer fortæller sin egen historie, om hvordan vandet trænger sig på og ikke længere kan ignoreres. Da endnu en mand dukker op på skærmen og derefter pludselig står i døråbningen til kælderlokalet, sker der noget med pigens kontur. Hun bliver forskudt. Som om der er to af hende, der ikke er helt synkrone, men næsten. Hun er to steder, og det samme sted på én gang. Hun så først manden på skærmen, nu ser hun ham i virkeligheden. Og hendes egen virkelighed bliver flydende.

Det samme sker med boblerne. Konturerne er tydeligt markerede med tyk streg, men de transparente blå farver vil ikke holde sig inden for grænserne. Manden fortæller, at farfar må komme straks. Hans have står under vand! Nu begynder pigen at kigge ud af kældervinduet og ser voksne kæmpe mod vandmasserne. Vandet pibler ind fra vinduets kanter.

Skrig under vand

Pigen hører de voksne tale sammen, men kan ikke høre, hvad de siger. De taler som under vand og ordene flyder sammen og drukner inde i Lars Vegas Nielsens taleboble. På næstsidste side er tekstens point of no return »Farfar, det ligner dig og mig!« blevet til et uhørligt og næsten ulæseligt skrig under vand. Perspektivet i tegningerne vælter rundt. Pigen kigger ud ad vinduet, og vi ser billedet fra skærmen af de to kæmpeskygger, der troner over det lille hus på bunden af havet. Vi ser pigen og ser hende samtidig med hendes øjne. Til sidst kommer kæmpepigens ansigt hen og fylder hele kældervinduet, da hun kigger ind til pigen i kælderen, der nu blot er en udflydende figur af vandfarve. Beskueren bliver det beskuede og omvendt.

Det er svært at komme i tanke om en billedbog eller en bog i det hele taget, der kommer så tæt på klimaforandringers fremprovokering af abstrakte følelser af angst og apati, som føles meget virkelige men samtidig kan afvises som uvirkelige, netop fordi de er abstrakte. Klimaforandringer er noget, der foregår i dit fjernsyn, indtil det begynder at pible ud med vand fra skærmens kant. Bliver dine hænder måske ikke fugtige, mens du læser dette?

Lars Vegas Nielsen

Martin Glaz Serup og Lars Vegas Nielsen (ill.): ’Huset på havets bund’, Gyldendal, 32 sider, 230 kroner.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Jo nu kan selv dansken se lidt af udviklingen.
Men vi har virkeligt givet vores bidrag for at komme frem til den katastrofe der nu udmales.
Vi stod og råbte
”Hvad skal væk? Barsebäck!”
Det hævdes at kulindustrien var bange for konkurrence og finansierede.
Men vi ved at ”De Grønne” stadigvæk opfører sig som ”nyttige idioter”.
Se http://wp.me/p1RKWc-p2