Stjernenætter, solsikker og den der stemningsfulde caféterrasse med indbydende varme farver under den mørke aftenhimmel …
De fleste af os kender malerierne, fra klassiske kunstmuseer eller venteværelser verden over. Selv om Vincent van Gogh først begyndte at male som 28-årig, nåede han at skabe over 800 malerier inden sin død, blot 37 år gammel i 1890. Kun et enkelt maleri blev solgt, mens han levede, men til gengæld kender vi mange af dem nu, og hans plagede liv – med det afskårne øre – er en legende.
Der er drama i van Goghs skæbne, og man har allerede kunnet møde den rødhårede kunstner flere gange på film. I Vincente Minnelli-klassikeren Lust for Life fra 1956 med Kirk Douglas som van Gogh og Anthony Quinn som Paul Gaugain. Eller i Robert Altmans Vincent og Theo fra 1990 med Tim Roth som den desperate Vincent og Paul Rhys som broren Theo, der forsørger van Gogh, mens han forsøger at få gang i salget af de mange malerier.
Benedict Cumberbatch har spillet van Gogh i den britiske dramadokumentar Painted with Words (som er tilgængelig på Vimeo). Selv Martin Scorsese har givet den som van Gogh i filmen Dreams med fabulerende fortællinger baseret på Akira Kurosawas drømme.
Man kunne blive ved, og derfor har mange af os færdige, filmiske forestillinger om van Goghs liv og levned. Men derfor skal man alligevel gå i biografen og opleve Dorota Kobiela og Hugh Welchmans vanvittigt smukke Loving Vincent, som er en hyldest til van Goghs kunst med fokus på hans penselstrøg frem for hans persona.
Levende tableauer
Loving Vincent har som den første helt igennem håndmalede film fået over 100 kunstnere til at oliemale spillefilmens 65.000 frames. Processen består i først at filme scener med skuespillere og derefter male oven på optagelserne.
Teknisk ligner animationsstilen Richard Linklaters Waking Life og A Scanner Darkly, men i Loving Vincent får helheden et unikt visuelt udtryk ved at tage udgangspunkt i specifikke malerier af van Gogh og hans særlige stil.
Man får en fornemmelse af liv i de tykke penselstrøg, som skaber bevægelse i alt fra ansigter, hår og skæg til skinnet i brostenene på gaden, skyggerne på væggen eller stjernerne på himlen. Filmen bruger konkret 94 malerier til at skabe levende tableauer og dele af 31 andre malerier undervejs.
Der går hurtigt sport i at spotte de kunstneriske forlæg, men der er frem for alt en fascinerende skønhed og taktilitet i penselstrøgenes dans på biograflærredet. Både når der er fuld skrue på farverne i de franske landskaber, og når vi befinder os i mere afdæmpede pastelstemninger.
Svarsøgende samtalestafet
Malerierne er udgangspunktet for filmen, og ud over at have styret billedsiden har de også formet manuskriptprocessen. Historien bevæger sig fra det ene kendte portræt til det andet, så vi oplever de forevigede ansigter blive selvstændige karakterer, fra postbuddet Roulin med det store skæg til lokale landmænd eller landsbytosser.
Ønsket om at bevæge sig fra maleri til maleri og portræt til portræt har ført til en Citizen Kane-agtig fortælling, hvor hver karakter anbefaler at finde flere svar ved at tale med den næste person, og historien således bevæger sig som en opklarende stafet rundt i malerens sidste dage.
I lighed med Maurice Pialats 1991-film med Jacques Dutronc som van Gogh fokuserer Loving Vincent nemlig på tiden lige inden van Goghs død, men her rekonstrueres den gennem de ofte modstridende udsagn og i sort-hvide tilbageblik. Vores hovedperson og dødsdetektiv er postbuddet Roulins’ (Chris O’Dowd) søn Armand (Douglas Booth), som van Gogh udødeliggjorde i en markant gul jakke.
Roulin beder et år efter van Goghs død Armand om at overlevere et brev fra Vincent til broren Theo. Dermed indledes en længere opdagelsesrejse blandt personerne omkring van Gogh for at opklare, hvem der bør have hans brev, da det viser sig, at Theo også er død.
Tale gennem billeder
Armand begiver sig til landsbyen Auvers, hvor van Gogh tilbragte sin sidste tid. Her møder vi bl.a. den charmerende barpige Adeline (Eleanor Tomlinson), van Goghs læge Paul Gauchet (Jerome Flynn) og hans datter Marguerite (Saoirse Ronan), mens vi bevæger os rundt i klassiske scenerier med bådene ved flodbredden eller det susende korn på markerne.
Armands mange møder tegner gradvis et komplekst portræt af van Gogh (spillet af den polske teaterskuespiller Robert Gulaczyk), som selv optræder overraskende lidt og stort set intet siger. Det er måske for at leve op til filmens fremhævede van Gogh-citat fra et brev skrevet blot få uger før hans død om, at man ikke kan tale på andre måder end gennem malerier.
Van Goghs stemme er repræsenteret i billedsiden, mens man på lydsiden hører, hvordan menneskene omkring ham havde vidt forskellige opfattelser af hans person og omstændighederne omkring hans død. Samtidig fornemmer man, at de fleste af dem har egne hemmeligheder, hvad enten det er længslen efter selv at have talent eller tilfredsstillelsen ved at blive set og malet.
Lys er ikke bare lys
Historien kan ikke undgå at fremstå en smule konstrueret i løbet af den kunstrefererende rundtur, men de fleste af skuespillerne får på kort tid skabt seværdige karakterer med en klar identitet under penselstrøgene. Ikke mindst Eleanor Tomlinson stråler i sin lille rolle som en ung pige, der fulgte van Goghs sidste tid fra sidelinjen.
Man bærer over med bristerne i plottet, fordi Loving Vincent helt enkelt er en stilistisk genistreg. Man fornemmer på én og samme tid styrken i de originale malerier og de varierende udtryk blandt de mange forskellige kunstnere, som har arbejdet med at overføre van Goghs særpræg til film.
Armand har forskellige udtryk undervejs, og det er interessant at se, hvordan den dynamiske billedside forandrer sig fra korte, hektiske sekvenser i det parisiske natteliv til de mere statiske samtalescener. Man kan også helt enkelt fortabe sig i, hvordan filmen maler lys. Fra solens stråler over stearinlysenes skær til lygtepælenes gadebelysning. Van Gogh havde sin særlige måde at gøre det på, som filmen leger med fra scene til scene.
Det tog tilsyneladende syv år at realisere det ambitiøse projekt, men Loving Vincent blev til gengæld et imponerende filmisk kunststykke, som vandt prisen for bedste animationsfilm ved European Film Awards og var Oscar-nomineret i år.
’Loving Vincent’. Instruktion: Dorota Kobiela og Hugh Welchman. Manuskript: Dorota Kobiela, Hugh Welchman og Jacek Dehnel. Polen/England. Biografer landet over).
Fem revolutionerende animationsfilm
The Cameraman’s Revenge (1912)
Russisk-polsk-franske Władysław Starewicz brugte insekter og dyr som ’dukker’ i sine banebrydende stop motion-film, dvs. film, hvor man animerer fysiske objekter, dukker eller figurer af modellervoks. Resultatet var intet mindre end utroligt, fuld af liv, detaljer og flot animation. Som f.eks. i The Cameraman’s Revenge, en morsom ægteskabsvignet om en næsehornsbille, hvis kone opdager, at han er hende utro med en smuk guldsmed og natklubsangerinde.
Filmen kan sammen med andre af Władysław Starewicz’ værker ses på YouTube
Snehvide og de syv små dværge (1937)
Walt Disney tog animation alvorligt på en helt anden måde end sine samtidige kolleger, og da han og hans brillante animationsafdeling i 1937 begavede verden med den første håndtegnede spillefilm nogensinde, vakte det genlyd. Filmen, der er baseret på et gammelt, tysk eventyr, nedskrevet af brødrene Grimm, er stadig en fryd for øjnene. Gotisk, dramatisk, musikalsk og sine steder meget morsom.
Filmen kan fås på dvd og Blu-ray eller lejes/købes digitalt
The Great Muppet Caper (1981)
Dukkemageren og instruktøren Jim Hensons dukker, The Muppets, var i forvejen som ingen andre dukker, da de dukkede op i The Muppet Show (1976-81). Men man spærrede alligevel øjnene op, da de i deres anden spillefilm, The Great Muppet Caper, pludselig kunne cykle rundt og synge i en park i London. Det var en brillant scene, hvor Henson og Co. endnu engang overraskede med stor opfindsomhed og energi.
Filmen kan fås på dvd og Blu-ray, og cykelscenen kan ses på YouTube
Toy Story (1995)
I dag, hvor så megen animation bliver til i en computer, er det næsten ikke til at fatte, hvor stor en revolution John Lasseter og Pixars første computeranimerede spillefilm, Toy Story, var, da den havde premiere. Ikke nok med at det var den første af sin slags og en visuel og teknologisk triumf. Den fortalte også en morsom og rørende historie om drengen Andys legetøj, der bliver levende, når ingen kigger.
Filmen kan fås på dvd og Blu-ray eller købes/lejes digitalt
Waltz with Bashir (2008)
Noget så usædvanligt som en selvbiografisk dokumentarfilm om Israels invasion af Libanon i 1982 og massakren på 3.500 civile palæstinensere i to flygtningelejre. Ari Folmans Waltz with Bashir handler om den israelske filmskabers forsøg på i nutiden at finde ud af, hvad der skete dengang – hvor han kun var en ung soldat på 19 år – og måske forsone sig med dem. Det er en på én gang smuk og barsk film om erindring, soning og et land, Israel, der har hukommelsestab, når det kommer til egne ugerninger.
Waltz with Bashir kan fås på dvd og Blu-ray
Cmc
I den grad værd at se.