Læsetid: 2 min.

Hakkende ungdomsroman om (selv)had og seksualitet

I den meget korte form i Gyldendals Spurt-serie kommer Tomas Lagermand Lundmes korte sætninger til kort
Man skulle måske tro, at den korte form i ‘Had mig, elsk mig‘ ville være skræddersyet til en stilistisk minimalist som Tomas Lagermand Lundme, men sætningerne mangler omhu.

Man skulle måske tro, at den korte form i ‘Had mig, elsk mig‘ ville være skræddersyet til en stilistisk minimalist som Tomas Lagermand Lundme, men sætningerne mangler omhu.

Ritzau Scanpix

9. marts 2018

»Store historier. Kort fortalt«. Sådan lyder sloganet for Gyldendals spurt-serie målrettet unge læsere. Og man må sige, at det er dækkende for Tomas Lagermand Lundmes bog Had mig, elsk mig om Bjørn, der har svært ved at forlige sig med, at hans bedste ven er sprunget ud som bøsse, og de tanker og følelser, det sætter gang i hos ham selv.

Bogen har det hele: mobning, gruppepres, seksualitetsafsøgning, kærlighed, had, selvskade og selvhad. Og intet af det virker som usandsynligt indhold i en identitetskriseramt teenagedrengs hverdag, når Tomas Lagermand Lundme fortæller. Han har en udpræget sensibilitet over for ungdommens indre splittelse mellem selvkonstruktion og selvdestruktion.

Bjørn er venner med den imponerende rationelt tænkende Johan, der er sprunget ud som bøsse i en alder af femten år. Bjørn er nærmest rasende over det: Man kan da ikke vide, om det holder!? mener han. Det siger han til Johan, og bag hans ryg får han afløb over for hadet mod Johans erklærede seksualitet, der selvfølgelig er had til hans egen manglende evne til at erklære noget som helst. Det er en hård, men sympatisk fortælling om at acceptere sig selv.

Man skulle måske tro, at den korte form ville være skræddersyet til en stilistisk minimalist som Tomas Lagermand Lundme, men sætningerne mangler omhu. De består ofte af et enkelt ord, og man kunne argumentere for, at det giver god mening i en serie »store historier, kort fortalt«. Men korte sætninger er ikke i sig selv læsevenlige, hvis det handler om at læse en historie og ikke bare sætninger.

Måske er der ikke bare et stilistisk valg, men en tematisk pointe bag de mange korte sætninger. Det er der jo ofte. På et tidspunkt skriver Tomas Lagermand Lundme, at ordene falder ud af Bjørns mund som klodser, og måske er det en måde at forme sproget på, så det virker svært at tale: For Bjørn bliver sætningerne små hårde kantede klodser, der kun kan komme ud i stød. Det er i så fald en fin tanke og sikkert meget dækkende for teenagedrenges møde med et øget formuleringskrav i en tid, hvor deres kroppe er i konstant eksplosionsfare.

Skrivestilen er meget populær i danske bøger for unge og større børn i disse år, og det kan gøres elegant, som Tomas Lagermand Lundme selv demonstrerer det i den vellykkede Når man forveksler kærlighed med en saks. Men i dette tilfælde giver sætninger som »Gråden afslører altid alting. Vandet. Tårerne.« en redundans som virker konstrueret.

Første halvdel af bogen er en hakkende læseoplevelse. Først hen mod slutningen, hvor Bjørn begynder at nærme sig Johan og dermed sig selv, holder sætningerne op med at kræve opmærksomheden, og Bjørn og Johan får den, de fortjener.

Tomas Lagermand Lundme: ’Had mig, elsk mig’. Gyldendal, 120 sider, 180 kroner.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu