Harvey Weinstein-anklager Rose McGowan har skrevet en paranoid bog om Hollywood, som ikke er til at afvise

Tv- og filmstjerne Rose McGowan er den onde fe i Hollywood. Hun er den, der ødelægger fester.

Hun har været relativt kendt for sine roller som vild og liderlig bad ass i 1990’er-hittene Doom Generation (1995) og Jawbreakers (1999), for sin genstridige måde at blive myrdet på i gyserklassikeren Scream (1996) og for sin mangeårige rolle i actiondramakomedie-serien Heksene fra Warren Manor (1998-2006).

Senere blev hun kendt for sit forhold til provomusiker Marilyn Manson, iført provokerende ingenting på røde løbere, og for sine livsfarlige hoftesving som exploitation-filmheltinde med et maskingevær som benattrap i ekskæresten Robert Rodriguez’ retrodyrkende Planet Terror (2008).

Siden 2016 er hun blevet sådan rigtig kendt for sin aktivisme og dirrende langefinger til den mandsdominerede filmbranche, hun har været en del af siden teenageårene. Det var hende, der larmede først, og det er stadig hende, der larmer mest.

Det var blandt andet hendes fortælling om at være blevet voldtaget af filmmogul Harvey Weinstein, der først på Twitter i 2016 og siden med hans navns nævnelse i New York Times førte til, at en kæmpehær af kvindelige Hollywoodstjerner stod frem med lignende anklager.

McGowan ødelagde ballet, den gode gamle fest, hvor magtfulde mænd tager, hvad de vil have, hvor kvinder ikke har mod til eller får offentlig mulighed for at sige fra – og hvor Harvey Weinstein var den monstrøse klamhedskonge af disse gode gamle privilegier og systematiserede hemmeligholdelser, tavshedskontrakter (sådan en underskrev og brød hun) og broderskaber. 

Voldtægtsgalla

Kort tid efter ødelagde Rose McGowan så endnu en fest med sin vrede – nu den, hvor Hollywood, klædt i sort og med Time’s Up-nåle i de dyre tekstiler, under Golden Globe hyldede sig selv for det opgør, de hermed mente var blevet taget. For hende var de sorte sørgedragter hykleri. Havde det ikke været for hende og skuespillerinden og instruktøren Asia Argento, der ikke var inviteret med til prisfesten, ville ingen af »disse fancy mennesker, klædt i sort for at ære vores voldtægter, have løftet en finger«, tweetede hun efter showet. Fuck you, Hollywood. Og fuck YOU, Hollywood. 

»Jeg sagde jo, at vi ville komme efter dig«, frydede hun sig forleden i en offentlig selfievideo henvendt til Weinstein – i anledning af hans fødselsdag. 

Al den vrede. Al den forståelige vrede. For McGowan rækker hjernevasken ud over den kult, som hun mener, at Hollywood er, og ned i alle de paller af lort, mænd har hældt over hende hele livet. Det er det, hun har skrevet sin bog Brave om.

Brave er memoirer, der møder et manifest. En slags ’memoirerfest’ og et langskrift om hendes liv som vidne til, offer for og party pooper i patriarkatet. Bogen er tastet hidsigt frem i en fast tro på, at man kan genfortælle sit liv med én klar pointe og ét formål, at alle livets begivenheder kan betragtes som lignelser. Den føles også paranoid – uden at man kan pege på hvorfor. McGowan blev jo rent faktisk overvåget af israelske spioner, der var hyret at Weinstein til at lukke munden på hende – sådan som hun skriver i indledningen. Men det lyder stadig utroligt.

Al verdens dårligdom

Det gør det meste af bogen faktisk: Først bor McGowan med sin far og hans to hustruer i en italiensk landsby i den berygtede kult Children of God. Her får man unge kvinder til at lokke nye medlemmer til med sex. Rose og hendes mange søskende sulter, de går i laset tøj, de sover på plasticmadrasser på det kolde gulv, Rose får niv og slag, når hun ikke vil fortælle, at hun tror på Gud. Faren er en patriark, der nyder de kvindelige medlemmers beundring, og som først flygter fra sekten sammen med den ene af sine hustruer og børnene, da sektens leder introducerer pædofili som led i Guds store plan for de små.

Efter en vild flugt til Amerika og et utal af flytninger fra far til mor til farmor og tilbage igen rundt omkring i landet, bliver McGowans far tiltagende depressiv og gal og begynder at hade kvinder. For ham er hun manifestationen af dem alle. Hun skal sove i et skab.

Hun flytter ind hos sin mor, hvis anden kæreste voldtager sin egen datter, og som kun skåner Roses lillesøster, fordi Rose intuitivt holder ham på afstand. På et tidspunkt bliver Roses fætter slået ihjel i et trafikuheld. I Oregon smider mænd, der hader alle anderledes tænkende mennesker, en colaflaske med spyt, pis og gamle skodder i hovedet på hende.

Hun tager LSD som 13-årig og bliver sendt på stofrehabiliteringscenter af sin lede stedfar. Så flygter hun, lever på gaden, røver sin egen families hjem, lever i kulde og sult, bliver eksotisk, sortklædt clubprinsesse i homomiljøet som 13-årig og overværer et vist-nok-overgreb uden at gøre noget ved det.

Senere ender hun så i armene på en Hollywood rich kid med et stofmisbrug, som skubber hende ud i en spiseforstyrrelse og forsøger at kvæle hende. Så flygter hun til en ny kæreste, som dør i et trafikuheld. Så bliver hun kæreste med hans sørgende bror. Har jeg glemt noget? Sikkert. I hvert fald bliver hun ad omveje og med sin provocharme og emo-stil indiefilmstjerne.

Og så. En dag med et MTV-kamerahold ventende udenfor, går hun til møde med en kendt filmproducer i hans hotelsuite – hun kalder ham i bogen konsekvent ’studio head’ eller ’the monster’. Det er selvfølgelig den oplevelse, Brave særligt er blevet promoveret og solgt på.

Hun tror, at Harvey Weinstein er interesseret i hendes særligt kvikke hoved, men på vej ud skubber han hende ind i et rum med jacuzzi og udfører tvungen oralsex på hende. Voldtægten beskrives i ubehagelige detaljer og med et lige så ubehageligt efterspil.

»Jeg har sagt til ham, at han skulle stoppe med den slags,« skulle en medskuespiller – tilsyneladende Ben Affleck, eftersom de spillede sammen på det tidspunkt – efter sigende have sagt, da hun efterfølgende fortalte ham om oplevelsen.

Hollywood-noia

Generelt har den patriarkalske verden og Hollywood aldrig lydt så helt igennem røvsyg og træls, så ensom, slidsom og grusom som i Rose McGowans fortælling.

Men det er også en svær position, alt dette beskrives fra: Hun skøjter frem og tilbage mellem på den ene side at fortælle

historien om en særligt stærk, særligt intelligent, særligt rebelsk pige, der konstant ser igennem de normer, hun underlægges, som har sit eget udsyn, sin egen kunstneriske tilgang, og på den anden side at fortælle historien om en ung pige, der sagesløst udsættes for al verdens patriarkalsk styrede lort. Som kaster sig ud i stoffer, hjemløshed, psykisk voldelige parforhold, og som bliver og bliver og bliver i den film- og tv-branche, som hun hader så inderligt for dens objektgørelse, som får hende til at hade sin egen krop, som suger al kreativitet og livsvilje ud af hende, som får hende til at manifestere mænds fantasi om kvinden.

Der er et selvbillede, der støder imod den fortælling, hun selv leverer, og netop det bliver forvirrende, fordi hun vil have det hele til at give så meget mening, at hun kan prædike igennem det.

Hjernevask

Og det er så også, og i for høj grad, formålet. Selv på bogomslaget beskrives hun som en »thought leader and agent of change« – aktivistiske begreber – og det er også sådan, bogen føles, som et opgør med hjernevask gennem noget, der i glimt virker til at benytte sig af samme sekteriske hjernevaskmetoder: Alt, hvad du tror, du ved, er løgn. Kun jeg kender sandheden.

Bogen udmunder i et kapitel, »We are brave«, der føles som et bogkapitels udgave af flyers, der deles ud efter et foredrag med ønske om mersalg: Man skal købe hendes nye plade, som hun selv betragter som et lydligt kompendium til bogen, man skal følge hende på Twitter, man skal se hendes film og forstå, at hun er en sand kunstner. Og så videre og så videre. 

Brave er altså ikke et anklageskrift formuleret af en kølig, behageligt afbalanceret stemme, der roligt argumenterende fremlægger og opbygger sin sag. Det er den onde fe, der skræpper og plaprer, som er selvretfærdigt vred, ublu selvpromoverende og som holder sit sprog i en slags bedrevidende datidsform, der gør selvforherligelsen til et slags messiansk eventyr, tag blot biografiens begyndelse (i min oversættelse):

»I en stenlade i den lille italienske landsby Certaldo blev jeg bragt til verden, lyder fortællingen. Der er en amerikansk talemåde, der lyder: ’Luk døren! Blev du født i en lade?’ Jeg har åbenbart aldrig været nødt til at lukke døre, hvis jeg ikke gad. Det har været min ret. Jeg tænker, at nogle gange er en person nok bare forudbestemt til at være mærkelig lige fra fødslen, og at sådan en person er jeg.«

Andre steder føles den generelt paranoid, fordi oplistningen af de forfærdeligheder, hun har været udsat for, fremstår helt absurd lang og er halsbrækkende fortalt.

Men hvad skal man så gøre ved det? Det er paranoia fra en kvinde, som rent faktisk blev overvåget af israelske spioner, som rent faktisk har levet et ubegribeligt tumultarisk liv, og som faktisk blev udsat for et overgreb, der jo viste sig at være ét lille – og grufuldt – eksempel på en svimlende systematisering af noget, der viste sig at være større.

Man kan i det mindste lade hende larme, sige hvad hun vil, tegne et billede af et liv og en verden, der er så grum, at man næsten ikke kan tro det – og så tillade sig at tro på det grundlæggende: at Hollywood har et sygt forhold til kvindekroppen.

Behøver man at læse bogen for at tage hendes pointer til sig  – eksempelvis dem om, at Hollywood skal forny sig selv, at der skal kvinder til magten og bag kameraerne for at ændre på det ødelæggende billede af kvinder, som film sprøjter ud over verdenen? Ikke nødvendigvis. Men måske man kunne snuse til Brave, hvis man er vant til ikke at orke dem, der skræpper op, dem, der ødelægger festen og ikke taler som os andre, dem vi ikke kan relatere til, fordi deres liv lyder for utroligt og alt for meget, og som vi på en måde er trænet til ikke at tage alvorligt. Man skal også – og netop – lytte til onde feer, når nu så mange gerne vil passificere dem ved at kalde dem skøre.

’Brave’. Rose McGowan. HarperOne. 251 sider.