Læsetid: 4 min.

En hjerteskærende evighedsbrandert set indefra

Ole Bornedals film om John Mogensen er fuld af fikse ideer og overtydelige visualiseringer, men også bare gribende, fordi den tager sin hovedpersons lys og mørke lige alvorligt
Rasmus Bjerg som John Mogensen i Ole Bornedals ’Så længe jeg lever’

Rasmus Bjerg som John Mogensen i Ole Bornedals ’Så længe jeg lever’

Foto fra filmen

8. marts 2018

Når Ole Bornedals biopic om John Mogensen er så hjerteskærende, som den er, er det ikke bare, fordi man er vidne til et massivt alkoholmisbrug, der gang på gang gør livet svært for hovedpersonen og hans nærmeste. Det, der lykkes i Så længe jeg lever, er at vise al den lyst, iver, vilje og længsel, der i filmen ligger bag de alkoholdulmede nerver, som John Mogensen i Rasmus Bjergs meget overbevisende skikkelse slæber rundt på. 

Så længe jeg lever præsenterer fra begyndelsen John Mogensen i hans to yderpunkter. Først som vandkæmmet og perfektionistisk drengekorsanger (Harald Kaiser Hermann), der øver, mens de andre drenge leger inden koncerten, og stikker af fra sin mor i raseri over, at de andre drenge ikke tager sangen alvorligt nok.

Herefter som jovialt og hjælpeløst skrummel, der vælter omkuld foran en jukebox på et dunkelt værtshus og hvisker »Oldtimer, jeg er færdig« som sine sidste ord, da bartenderen kommer farende for at hjælpe sin stamkunde.

Hellere lidt for meget 

Det er sigende nok »Tit er jeg glad«som den purunge og endnu uskyldige John Mogensen slider med at få helt perfekt. Sangen indkapsler resten af filmen, der i store træk handler om, at John Mogensen drikker sig så fuld, så fuld for bedre at kunne holde hovedet højt og smile til sit publikum, så ingen skal den bange tåre inden i ham se.

Den lille vrede perfektionist, der rasede over sine korkammeraters uduelighed, følger den voksne John Mogensen gennem hele hans karriere, fra tiden med Four Jacks til gennembruddet som folkekær solist.

Helt bogstaveligt faktisk: Barnet John Mogensen bliver filmen igennem ved med at dukke op med kridhvid skjorte og bebrejdende blik og konfronterer ærligt og nådesløst den voksne udgave af sig selv med hans fejl, mangler og svigt. Det er ikke decideret genialt eksekveret, når John Mogensens indre barn materialiserer sig som ekstern samvittighed på samme måde som Jesper Fårekylling gør det for Pinocchio.

Det er en fiks idé, der hjælper med at skære filmens budskab ud i små overkommelige bidder. Den slags er der mange af i Så længe jeg lever – Ole Bornedal er virkelig ikke ked af at smøre tykt på. Men fordi filmens centrale elementer – Rasmus Bjergs gestaltning af John Mogensen, persongalleriet omkring ham og tidsbilledet – fungerer, går det an med Bornedals ’hellere for meget end for lidt’-tilgang.  

Rollen som John Mogensen er Rasmus Bjergs første filmhovedrolle og ligger genremæssigt et godt stykke fra hans vante komiske og karikerende repertoire, men han er fuldstændig perfekt castet og bærer en stor del af æren for, at filmen er gribende.

Det smørrede grin, man kender fra hans tidligere roller, bliver suppleret af nogle øjne, der fisker efter tilgivelse, når John Mogensen for ingen ved hvilken gang kommer døddrukken hjem til sin kone Ruth (Helle Fagralid), flere dage efter at en turné er slut.   

John Mogensens voksenliv er i filmen spændt ud mellem et familieliv med hans højtelskede og trofaste kone og datteren Minna (Katinka Evers-Jahnsen/Bebiane Ivalo Kreutzmann) og livet som turnerende musiker.

Som i så mange andre film om kendte musikere ser man, hvordan kunstneren griber ud efter sine skriveredskaber og begynder at nedgrifle sangtekster, der senere skal blive legendariske, når det brænder på i livet. Hvis man skal bruge lidt tid på at pudse næsen og tørre øjnene undervejs i filmen, vil jeg anbefale at gøre det i disse scener.   

John Mogensen fotograferet i 1974.

Jens Glargård
Ritzau Scanpix

Ind og ud af zonen

Det er ikke sikkert, Ole Bornedal har været ude på at illustrere den franske psykoanalytiker Jacques Lacans begreb jouissance, som beskriver det at give sig hen til et vildt og diffust begær, der aldrig rigtigt kan blive opfyldt. Det gør han ikke desto mindre, når han viser sin hovedperson tumle rundt på og bag store og små scener.

Det er på en gang lystfyldt og angstpræget for John Mogensen at optræde med sin musik, og kameraføringen formidler grundigt den bajerrelaterede rundtossethed, han går på scenen med. John Mogensen bruger selv udtrykket ’zonen’ om den tilstand, han er i, når han spiller og oplever sig selv som på en gang ekstremt nærværende og slynget uden for tid og rum.

Også denne følelsesmæssige situation bliver anskueliggjort noget så eftertrykkeligt i en vidtløftig scene, der dog ikke formidler det lige så godt som Rasmus Bjergs skuespil.      

Så længe jeg lever er en god film om en perfektionistisk drukkenbolt, der skrev gode sange og levede for hårdt til sit eget og sine nærmestes bedste. Den er også et stykke veliscenesat kulturhistorie, hvor man følger John Mogensens aktier i underholdningsbranchen gå op og ned, mens frisindet griber om sig.

Tit kan historiske personer fremstå revyagtigt komiske på film, men det er ikke tilfældet her. Særligt Caspar Phillipson som Jørn Hjorting og Flemming Enevold som Erhard Jakobsen gør nogle gode figurer, der netop er sjove at se på, fordi de ikke laver fis, men tager figurerne og alt det, de står for, alvorligt.

’Så længe jeg lever’. Manuskript og instruktion: Ole Bornedal. Dansk. Vises i biografer over hele landet. 

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Eva Schwanenflügel
Eva Schwanenflügel anbefalede denne artikel

Kommentarer

"hjerteskærende evighedsbrandert"
Ok, det havde nok også været ret kedeligt for hr. og fru Danmark at se en film som alene fokuserede på musikken, - talentet og om hvordan sangene blev til.
Men guuud hvor havde det været befriende, hvis vi kunne have undgået den sædvanlige: - Se han har sceneskræk, men se igen - Han kan ikke undvære scenen, så se - nu drikker han sig fra sans og samling .... Gaaaab

Eva Schwanenflügel og Randi Christiansen anbefalede denne kommentar
Randi Christiansen

Jo, men nu var alkoholen så væsentlig en del af john mogensens liv, at det nok ikke var muligt t gøre det anderledes thomas

Ole Frank, Karsten Aaen og Eva Schwanenflügel anbefalede denne kommentar

Jeg er faktisk så gammel (bliver 54 år lige om lidt), at jeg kan huske John Mogensen og hans glimrende sange fra min skoletid i 1970erne; jeg kan også, da han døde i 1977. Og meget sigende sagde en af mine meget gode venner fra skoletiden det her, da John Mogensen døde; det kan godt være svært at holde sig fra øllerne, når folk kommer op til en og siger 'du får sgu da lige en øl eller to, hvis du spiller den og den sang' - og så er det jo, at øllerne tager overhånd.

Og jeg husker altså også, fra min skoletid i 1970erne, hvordan de voksne næsten tyst hviskede om John Mogensen og hans sceneskræk og om hvordan havde brug for at drikke sig mod til at gå på scenen. For at levere det perfekte - bange for ikke at levere det perfekte til et lunefuldt publikum. For som Ulla Henningsen i sin glansrolle som Liva Weel sagde til den journalist fra Billed-Bladet, der kom for at interviewe hende (Liva Weel altså):, 'folket er lunefuldt, dets kærlighed til mig kan ophøre, når som helst. Og så kaster de deres kærlighed på en anden (kunster).'

Kigger vi lidt længere frem i tiden, ja så ser vi sådan cirka det samme udspille sig i den svenske troubadour, Bjørn Afzelius' liv og levned: Også han forsvandt i 2-3 dage, nogle gange i 7-8 dage, eller mere, efter en koncert; her drak han også en del, og her var han så også hans kone(r) utro med kvinder - ganske enkelt for at gøre op med det mindreværd, han følte og havde. Og ja, det er måske en kliche, men klicheen er jo startet et sted.....og for mig at se er det meget tydeligt, at netop følsomme mennesker, drenge og piger, har en større risiko for at ende netop der, hvor både John Mogensen og Afzelius gjorde - medmindre de er sig meget bevidste om, at netop dette kan ske...

Kenneth Krabat, Egon Stich, Ole Frank, Hans Aagaard og Mikael Velschow-Rasmussen anbefalede denne kommentar