Anmeldelse
Læsetid: 3 min.

I ’Hotel Europa’ forklarer folk verdenssituationen til hinanden og til tilskuerne – og det virker

Fremragende bosnisk politisk drama og sort komedie om, hvad der er galt på Balkan – og verden. Forvent ingen nemme svar, men masser af knivskarp diskussion og en mærkværdigt euforiserende oplevelse af at få genfortalt, hvad man allerede vidste
Danis Tanovićs ’Hotel Europa’ er et politisk drama, en social fabel, en sort komedie, en ensemble-ballade, hvor det dyre Sarajevo-hotel i filmen er et billede på Europas misére.

Danis Tanovićs ’Hotel Europa’ er et politisk drama, en social fabel, en sort komedie, en ensemble-ballade, hvor det dyre Sarajevo-hotel i filmen er et billede på Europas misére.

Øst for Paradis

Kultur
28. marts 2018

Det bedste ved bosniske Danis Tanovićs Hotel Europa er, at den ikke forsøger at pakke sine diskussioner og tematikker ind. Don’t tell it, show it-doktrinen – altså den om, at man ikke får skuespillerne til at sige det, men at man viser det gennem handling eller billeder – er sat ud af kraft i store dele af filmen. Karaktererne forklarer verdenssituationen til hinanden og til os, tilskuerne – og det virker.

Dog er der også en metaforik på spil, hvilket Tanović heller ikke forsøger at skjule. Tværtimod står det hurtigt klart, at det dyre Sarajevo-hotel i filmen er et billede på Europas misere – eller i hvert fald denne del af Europa, altså Bosnien-Herzegovina og omegn.

På toppen af hotellet sidder pressen og dyrker historiske diskussioner, mens arbejderklassens elendige vilkår ignoreres. Elevatoren ned til underetagerne er endda i stykker. Imens snydes hotellets ansatte for løn, og ledelsen lever kun videre på bankernes nåde.

I kælderen sidder gamblerne og gangsterne og styrer det hele på bedste freudiansk voldelige vis. Det er også dernede, der er en stripklub. Og så er der den socialt engagerede moder i vaskekælderen, der har en datter, som er receptionist og ikke ønsker at organisere sig og strejke. Samt den kærlighedsramte ungersvend, der lister væk fra døren, bag hvilken han kan høre sin udkårne blive sexchikaneret af bossen.

I røven på gæsterne og direktøren

Hotellet er kriseramt, men lige på den ene dag, som filmen foregår, kommer EU-politikernes cirkus forbi. Det ser alle som en chance. De ansatte vil strejke i synet på verdenspressen, gangsterne har hentet de bedste stripdansere, direktøren vil genoplive hotellets storhedstid.

Hotel Europa er et politisk drama, en social fabel, en sort komedie, en ensemble-ballade. Som om Robert Altman havde instrueret Armando Iannuccis radikale omfortolkning af The Shining. Visuelt foregår det ofte i oceaniske bevægelser – ind i restauranten, så den dunklere lounge, gennem den blippende og båttende spillehal, ind bagved, hvor man overvåger hotelgæsterne. Hotellet er en ofte nærmest abstrakt kulisse i uskarpe billeder, og igennem den glider kameraet lige i røven på gæster, ansatte og direktøren for det hele.

Hysterisk dualisme

I Bosnien-Herzegovina venter man stadig på, at sårene fra Balkankrigen heler, og imens undersøges arvævet fra tidligere skader på regionen. Vi følger indspilningen af et live-tv-show på hotellets tag, der markerer 100-årsdagen for mordet på ærkehertug Franz Ferdinand af Østrig og hustruen Sophie i Sarajevo oktober 1914. Den 20-årige Gavrilo Princips snigmord, der blev startskuddet til Første Verdenskrig.

Der er eksperter foran kameraet, der taler om Bosnien-Herzegovinas splittelse mellem at anse Princip som helt og som forbryder og Franz Ferdinand som befrier og som besætter. Det er landets »hysteriske dualisme«, der beskytter det mod ensartet tænkning, som det udlægges. Igen er det Hotel Europas styrke, at den taler klart og direkte om problemerne.

Folkemordet i Srebrenica

Ej heller forsøger filmen at skjule, at en frustreret ungersvend på tv fungerer som en nutidig udgave af Gavrilo Princip. For det er dét, han hedder. Og han har også en pistol.

Han ryger i et ætsende live-skænderi med den skarpe tv-værtinde, og det fortsætter, efter at der er blevet klippet til reklamer. Beskyldningerne imellem dem – på vegne af hver deres nation. Og tavsheden sænker sig først, da han med dyb sarkasme siger: »Se, hvor godt vi taler sammen.«

Er der håb? Well, mens de venter på elevatoren – som ikke virker – så finder de en form for ordløs sympati i en fremragende kejtet, langsom scene.

På et andet niveau flytter en ærværdig mand ind i præsidentsuiten, hvor han øver sig på en tale, der raser mod folkemordet i Srebrenica, hvor serbere under den jugoslaviske borgerkrig henrettede over 8.000 muslimer, fortrinsvis drenge og mænd. Europa er død så mange gange – i verdenskrigene og under Balkankrigene.

»Hvordan kunne det dø så ofte?« spørger manden.

Undertrykkerne er usynlige

Et andet centralt spørgsmål kommer fra nutidens Gavrilo Princip: Hvem ville den oprindelige Gavrilo Princip dræbe i dag? Sig selv, lyder svaret fra studieværten, der ikke tror på menneskelighed.

Men det gør Hotel Europa. på trods af grådighed og kujoneri og vold, så er der en mulighed i modstanden, i fællesskabet. Lige som der også er en form for lettelse i dens signalement af en ny virkelighed, hvor undertrykkerne er usynlige. Ingen ved, hvem der besætter os i dag, som de bliver enige om, bosnieren og serberen, deroppe på hotellets tag.

Jeg tror, at det taler til filmens fordel, at det er mærkværdigt euforiserende at få den erkendelse genfortalt.

’Hotel Europa’ – Instruktion og manuskript: Danis Tanović. Fransk-bosnisk-hercegovinsk (Biografer landet over) 

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her