Læsetid: 4 min.

»Hvordan føles det at have mødt en, der kender Peter Madsen?«

Radio24syvs podcast om sagen mod Peter Madsen er så forhippet på at gå en anden vej end de øvrige medier, at den stakkels reporter ender med at gå en stor bue uden om alt relevant
Radio24syv kalder podcastserien om ubådssagen for ’Udåden’. Det er upassende fiffigt og truer med at jovialisere en tragedie, mener vores anmelder.

Radio24syv kalder podcastserien om ubådssagen for ’Udåden’. Det er upassende fiffigt og truer med at jovialisere en tragedie, mener vores anmelder.

Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix

23. marts 2018

Radio24syvs reporter Katrine Krøjby står et stykke fra Københavns Byret og iagttager de mange mennesker, som er kommet for at følge sagen mod ubådsbyggeren Peter Madsen, der er tiltalt for mord på den svenske journalist Kim Wall.

Krøjby beskriver i de første minutter af podcasten Udåden synet af de danske og udenlandske journalister og de nysgerrige borgere på afstand. Hun har aldrig set så mange stå der og vente uden for retsbygningen på Gammeltorv før. I stedet for at slutte sig til flokken, der skal overvære det første retsmøde i sagen, vender Krøjby sin opmærksomhed og sin mikrofon mod folk på gaden. Det er helt bevidst, forklarer hun, at hun ikke vil gå i hælene på de andre journalister. Derimod vil hun selv gå ud og tale med folk for at finde ud af, hvad der foregik i ubåden mellem den 10. og 11. august sidste år.

Det vil alle gerne vide. Det er det, de skal forsøge at finde ud af inde i Københavns Byret. Det bliver næppe i Udåden, man får det at vide, at dømme ud fra de første fire afsnit.

I en sag, der dækkes så massivt som sagen mod Peter Madsen, giver det mening for en hurtig og handlekraftig kanal som Radio24syv at se på, hvad man kan gøre anderledes end de øvrige medier. Problemet med Udåden er (ud over det i den her sammenhæng upassende fiffige ordspilsnavn, der truer med at jovialisere en tragedie), at podcasten er så forhippet på at gå sine egne veje, at den styrer i en stor bue udenom alt, der er relevant for at forstå sagen.

Den traditionelle retsreportage er skippet, men det er uklart, hvad der skal træde i dens sted. Første afsnit varer næsten en time og begynder som sagt med, at Krøjby laver en voxpop på Gammeltorv. En bygningsmaler med udsigt til byretten giver hende ret i, at han da har fået en god plads. En ung kvinde skal skynde sig videre på arbejde, men siger, at hun nok vil følge mediernes dækning af retsmødet i løbet af dagen. En 26-årig mand er rejst til København for at overvære sagen. Det er spændende, hvad der drager ham, ligesom det er spændende, hvordan vi andre forholder os til så væmmeligt et begivenhedsforløb og så besynderlig en karakter som Peter Madsen.

Krøjby spørger til den tilrejsendes dagligdag (han er ved at tage 9. klasses eksamen), til hans tatoveringer (der står bl.a. A.C.A.B. – en forkortelse for All Cops Are Bastards), og om hvorvidt han har været kriminel (det har han, men nu prøver han at komme videre med sit liv).

En brunch, der aldrig blev

Måske kunne voxpoppen have været en udmærket vej at gå lidt mere konsekvent ad, nu man ikke vil fortælle det samme som de andre. Man kunne have vendt blikket fra selve den onde handling og bedt et bredt udsnit af mennesker beskrive, hvordan de ser den og hvorfor de følger med i sagen. I stedet vælger Katrine Krøjby dog at opsøge en veninde ved navn Ivy, som i dagene op til mordet på Kim Wall mødte en mand, der kendte Peter Madsen, og som foreslog, at de skulle spise brunch sammen i hans ubåd. Krøjby begrunder interviewet med, at hun jo vil finde ud af, hvad der skete.

Med det formål for øje giver det lige præcis nul mening at tale med en, der hverken har været ombord på ubåden eller mødt Peter Madsen, men bare er blevet kurtiseret af en, der engang hjalp ham med at male den.

Krøjby gør sig umage med at spille rollen som detektiv. Det viser sig, at Ivy i en periode har gået i klasse med Kim Walls bror (et tilfælde? Ja, faktisk). Hun kalder det et »uhyggeligt sammentræf«, at også den mand, Ivy har mødt, prøvede at bruge ubåden som et scoretrick. Ellers er Radio24syvs reporter hurtig til at protestere, når hendes interviewpersoner formaster sig til at gå ud fra, at Peter Madsen er skyldig, selv om han ikke er dømt. 

I de næste tre – noget kortere – afsnit af Udåden nedskalerer Katrine Krøjby sin ambition og sætter sig det mere meningsfulde mål at finde ud af, hvad Peter Madsen er for et menneske. Hun besøger en kvinde ved navn Dorthe, der blev kontaktet af Peter Madsen, der kendte hende fra nogle pornofilm, hun selv havde fortrudt sin medvirken i. Hun syntes, han var for meget, hvorfor hun gled af på en invitation til ubåden.

Restauratøren Ulrik Bing fortæller om sit venskab med Peter Madsen og glider af, når journalisten gør store øjne over at høre om Peter Madsens outrerede sexliv, mens en professionel domina uden forbindelse til Peter Madsen forklarer takt og tone i sm-miljøet. Ikke uinteressant, men langt fra relevant for at forstå, hvad der skete det døgn i august. 

Udåden’ kan høres på diverse podcastapps.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.

Prøv en måned gratis.

Klik her

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Ejvind Larsen
Ejvind Larsen anbefalede denne artikel

Kommentarer

christian christensen

Peter Madsen får såmænd nok en masse veninder, når han har fået sin livstidsdom og er blevet spærret inde. Som med de indsatte på dødsgangene i USA findes der sikkert kvinder, der gerne vil skrive sammen med ham i fængslet, besøge ham og høre om hans liv, følelser, og verdenssyn. Han er jo en spændende og ikke helt almindelig mand. Måske bliver han endda gift med en af dem.

@ Christian Engel,

Jeg tror desværre, at du kan have ret. Anders Behring Breivik fik jo masser at ægteskabstilbud, i starten hvor han sad inde. Og så vidt jeg husker, kom omkring 800 af dem fra Danmark.

Peter Lundin fik også masser af kvindelige bekendte.
Han er endda blevet gift i fængslet 2 gange og fik børn med kone nr. 2.
Der findes virkeligt mange kvinder med et frelsersyndrom.

Mette Poulsen

Hvorfor er det interessant at nogle kvinder finder Peter Madsen fascinerende? Det var der jo også kvinder, som gjorde inden han blev til Manden Med Saven, og han har nok ikke ændret sig nævneværdigt fra den gang til nu.

Thomas Østergaard

Hvordan i alverden er det IKKE mere interessant end en artikel om relevansen af relevansen af en podcast omkring bemeldte savmand,, der i den grad præges af samme dans om den varme grød uden at røre ved den, som podcasten selv?

Mette Poulsen, Peder Bahne og Maria Jensen anbefalede denne kommentar

Der er bare et eller andet tankevækkende ved, at konklusionen på denne grufulde sag bliver, at det er kvinder, der er forskruede.

Mette Poulsen og christian christensen anbefalede denne kommentar

Min udlægning af nærværende artikels udlægning af 24/7s udlægning af undervandsmassakren er vist et led eller to for langt væk fra virkeligheden, så den holder jeg for mig selv.

Mette Poulsen og Marie Jensen -
det er da et interessant fænomen, at mordere - selv de dømt for de mest bestialske forbrydelser - får masser af henvendelser, endda kærlighedserklæringer og frierier fra kvinder, mens det modsatte ikke er tilfældet i ret mange tilfælde.
Så der er altså ret så mange kvinder med et forskruet frelsersyndrom. Det kommer jo for pokker et sted fra - en karrikatur på det (kvindeligt) tilgivende, en karrikeret trang til opofrelse eller hvad ???

Herdis Weins: Jo, men det er også et interessant fænomen, at vi i forbindelse med disse bestialske mandlige forbrydere lige skal mindes om, at der er altså kvinder, der åbenbart tiltrækkes af den slags.
Det er jo sådan med psykopater, at de ofte har en veritabel kult af svage sjæle omkring dem, der ikke kan gennemskue manipulationerne og selvbedraget, og bare godt kan lide at en stærk leder fortæller dem, hvad der gælder. Enhver kan gå ind på Ingeniørens hjemmeside og konstatere ved selvsyn, at det bestemt ikke kun var kvinder, der faldt for Peter Madsens karisma.

Marie Jensen -
der er altså himmelvid forskel på, om man tiltrækkes af en mands tekniske planer og muligheden for at arbejde sammen om noget, man ellers ikke får muligheden for - og så at ville giftes med psykopater og føde deres børn !
Og ligegyldig om man sætter ølse for eller bag, så ER det en kendsgerning, at stjernepsykopater som Peter Lundin og et hav af forbrydere verden over får kærlighedserklæringer og ægteskabstilbud fra kvinder. Kvindelige mordere - og der findes der også nogle bestialske psykopater af slagens blandt dem - får slet, slet , slet ikke samme mængde af kærlighedserklæringer og ægteskabstilbud fra mænd. Der ER en markant kønsforskel her - og det er sgu da interessant.

Herdis Weins (Jeg går ud fra, at det er mig, du henvender dig til, selvom du staver mit navn forkert). Jeg kunne forestille mig, at antallet af kvinder, der begår den type forbrydelse, er så lavt, at det er svært at konkludere noget. Jeg har ikke set nogen konkrete tal på, hvor mange ægteskabstilbud den generelle psykopatiske morder får i fænglet, så det kan jeg ikke udtale mig om.

Jeg synes at et lystmord er en langt mere alvorlig sag end et frelsersyndrom. Derfor forstår jeg ikke behovet for at fremdrage sidstnævnte i denne sag. Medmindre det har noget at gøre med, at det bare må og skal være kvinders skyld på den ene eller den anden måde, når sådan noget sker.

Hvis du checker det nævnte forum ud, vil du opdage, at interessen omkring Madsen ikke udelukkende havde at gøre med tekniske planer og fagligt samarbejde. Det tangerer en decideret førerkult, hvor Madsen havde helt særlige privilegier og kunne tillade sig stort set hvad som helst med henvisning til myten om hans genialitet.

Maria Jensen -
der har været flere udsendelser om fænomenet - bl.a. en fra BBC og en dansk. Jeg har også set en tysk, der kiggede på det lokalt.
Hvordan du får fænomenet vendt til, at " det skal være kvinders skyld" er mig en gåde. Er der nogen , bortset fra fjolset Jens Christian Grøndahl, der har hævdet det ?
Jeg kunne ikke drømme om at bruge tid på at checke det forum, du omtaler, ud - der har været masser af omtaler om, hvordan folk lod sig forføre af manden påståede genialitet.
Men jeg kan forstå på dig, at det er utilgiveligt at gøre opmærksom på, at nogle kvinder har et gevaldigt frelsersyndom.
Hvis du ikke har mødt dem selv i forskellige varianter, er du enten utrolig ung eller lider af selektiv hukommelse. Jeg vil blive ved med at synes, det er et interessant fænomen, fordi det er kvinderollen i sin yderste karikatur.

Maria Jensen -
fra artiklen "Han er simpelthen så beskidt, at man tror, det er løgn" i Politiken 22/3 :
"Tusindvis af danske kvinder har meldt sig ind i facebookgruppen Date en indsat, der blev startet i 2015. I skrivende stund er der næsten 20.000 medlemmer, og der er skam medlemmer, der er der for sjov, men samtidig masser af bad boy-glade-medlemmer, der gerne vil date en mand, der sidder inde."
https://politiken.dk/kultur/filmogtv/art6393907/Derfor-g%C3%B8r-bad-boys...

Thomas Østergaard

Tjah, det er da et interessant psykologisk fænomen på linie med Stockholm-syndromet og andre fænomener hvor man må opgive at lede efter anden logisk forklaring end massepsykologi og evolutionsteori.

Men det er da vigtigt at holde sig for øje, at det statistisk er et meget begrænset antal kvinder som reagerer således, når antallet forekommer stort, og vi i det hele taget bliver delagtiggjort, skyldes det den enorme pressedækning, som affødes af vores morbide nysgerrrighed omkring brud på samfundets basale tabuer samt biologiske fænomener som sex og død (jeg vil undlade "fødsel" i sammenhæng med "morbid").

Denne nysgerrighed forsøger pressen naturligvis at imødekomme fuldt ud, og så får vi diverse perifære oplysninger om tabubryderen, herunder hvor mange ægteskabstilbud han har modtaget, og anmeldelser af, hvor perifære andre medier er i deres søgning efter nye vinkler på sagen.

At nogle kvinder tiltrækkes af "bad boys" og medieeksponerede mænd som Simon Spies, Hugh Hefner og Donald Trump, er næppe et nyt fænomen, men nok mere interessant end det er udbredt.

Mere udbredt, og af nyere dato, og således næppe evolutionært begrundet, er angsten for at blive stigmatiseret på baggrund af et mere eller mindre selvopfattet fællestræk med folk der får negativ medieomtale.
Det så man jo ikke rigtig i gamle dage, da folk kun havde adgang til lokale medier og mund-til-mund metoden - når talen faldt på, at nu havde Grethe igen opført sig løsagtigt, eller slagterens Svend atter været i slagsmål på kroen, var folk jo bare glade for at det ikke var dem folk snakkede om, og at de ikke opførte sig på en måde så de blev genstand for byens sladder.
Efter at medierne er blevet sociale, nationale og globale hyler alle op om, at de bliver stigmatiseret, uanset hvor perifære fællestræk de deler med personer der får negativ omtale (mens de omvendt synes debatten skal holdes "på sporet" når det drejer sig om personer de ikke kan finde fællestræk ved)

Således også her i tråden, hvor det en konstatering af det faktum at kendte voldspsykopater ofte modtager nogle ægteskabstilbud hurtigt kan vendes til en stigmatisering af kvinder generelt som værende tiltrukket af voldspsykopater, og dermed understøttende deres moralske ret til at partere sagesløse kvindelige journalister i neddykket tilstand.

Og ja, i relation til ubåds-sagen er det da en yderst perifær konstatering. Men det er alt her jo. Og konklusionen på sagen var jo ligesom givet på forhånd, også før myndighederne har afgivet dom i den.

Herdis: Det er ikke utilgiveligt at gøre opmærksom på, at nogle kvinder og mænd har et frelsersyndrom, omend lidt banalt. Selvfølgelig er jeg stødt på det mange gange - i mig selv og i andre. Uden codependens, ville der så overhovedet eksistere heteroseksuelle parforhold?

Stadigvæk forstår jeg ikke, hvorfor det skal diskuteres i forbindelse med denne artikel. Jeg synes at det er tankevækkende, at den første, tredie og femte kommentar handler om dette emne, der intet har med sagen at gøre. Hvorfor skal vi lige have det med? Og ja, jeg synes det svagt bliver antydet, at det jo også er disse forrykte kvinder, der opmuntrer og belønner den psykopatiske adfærd, og at det dermed igen-igen er etableret, at alt dårligt i verden kan føres tilbage til kvinders tankeløshed, selv et gennensyret misogynt torturmord.

Det er en skam, at du vægrer dig ved at kaste et blik på det miljø, der omgav Peter Madsen, når du nu interesserer dig for menneskelig adfærd. Det er et skoleeksempel på, hvor galt det kan gå, når den narcissistiske sense of entitlement bliver accepteret af omgivelserne.

På Reddit var der en glødende diskussion i dagene efter Kim Waals død. På det tidspunkt var hun ikke fundet endnu, og en mindre hær af Peter Madsens proselytter forsvarede hårdnakket deres helt, insisterede på, at det hele var et mediestunt, at Peter Madsen havde hjulpet Kim Waal på flugt fra en voldelig kæreste, at det var hendes egen kæreste, der havde myrdet hende og lignende smagfulde teorier. Men den ordveksling, jeg mest hæftede mig ved, var en, der handlede om at Peter Madsen ikke havde haft lygter på sin ubåd. Det er åbenbart lovpligtigt, når man sejler om natten. Men en af hans hangarounds forklarede, at havnemyndighederne så igennem fingre med det, for den slags smålige regler gjaldt kun for normale mennesker, og et så stort geni som Madsen kunne ikke forventes at hænge sig i den slags petitesser.

Det kan måske virke som en ligegyldig detalje i den store tragedie, men når man tænker over det, så er det jo netop denne type tankegang, der i en umoden hjerne uden nogen moralsk proportionssans, giver indtryk af, at man kan tillade sig alt.

De mennesker, der ikke magter indrestyring, har brug for ydre rammer og regler for ikke at skeje ud. Det skal vi have i baghovedet, når Rane Willerslev efterlyser "skøre hjerner, der kan tænke vildt og skabe nybrud inden for forskningen og samfundslivet", når vi håner jantelov og småborgerligt regelrytteri og socialdemokratiske lighedsidealer.

Ikke mindst indenfor kulturlivet, hvor vi i nyere tid har set talrige eksempler på, at genialitet, nytænkning, kreativitet, evnen til at generere penge, reel eller indbildt, bliver brugt som figen blad for grænseoverskridende og nedværdigende opførsel overfor andre mennesker, fordi man føler sig hævet over samfundets normer eller endda over loven.

Thomas Østergaard

@Maria Jensen
Hvem siger at jeg vægrer mig imod det? (hvis det er mig du hentyder til)
Samfundet , herunder især medierne har vist altid hyldet mænd (og kvinder), som under offentlig bevågenhed udfører bedrifter der er farebetonede, banebrydende og svære at udføre - hvis ikke de elementer er til stede, er bedrifterne næppe mange overskrifter værd. Polarforskning, månelanding, overflyvning af Atlanterhavet - den slags.

I PM's tilfælde var det banebrydende vist mest i relation til at lancere Danmark som rumfartsnation, og og det er mit indtryk at hans pressetække oversteg hans ingeniørevner.

Man kan diskutere hvor meget samfundet bør hylde personer der udfører unikke bedrifter, og i hvor høj grad PM var/er en sådan person, men jeg synes nu ikke at folk bør afholde sig fra at gøre det af frygt for at berømmelsen stiger hovedpersonen til hovedet så de skider på samfundets love og normer og "skejer ud" som du kalder det.

At PM's proselytter forsvarede ham mens det endnu var påstand mod påstand om Wall var blevet sat af på Refshaleøen eller ej er vel ikke så mærkeligt - de havde forhåbentlig ikke været hans proselytter hvis de havde haft den mindste mistanke om at han kunne finde på den slags.

Thomas Østergaard, det var ikke dig, jeg henvendte mig til, det var Herdis Weins. Det var underforstået, at de tre indlæg hørte sammen, det skulle jeg måske have præciseret. Informations kommentarfunktion tillader desværre ikke at redigere.

Hvad angår substansen, så har jeg ikke sagt, at man ikke skal hylde unikke personer, Det, jeg advarer imod, er at bøje de alment gældende regler med henvisning til at personen er noget særligt, og derfor hævet over normer og regler. Det er at kaste benzin på storhedsvanviddets bål, og det kan være farligt.

Hvad angår proselytterne, så nøjedes de ikke med at forsvare ham, men fremsatte også grove beskyldninger mod Kim Waals kæreste, og opførte sig generelt påfaldende. Hvis journalisterne har svært ved at finde en passende vinkel på sagen (og det er vist egentlig det, vi diskuterer :-) ), så kunne det være yderst interessant med en beskrivelse af miljøet omkring raketværkstedet, og dynamikkerne omkring, hvordan sådan et miljø opstår og opretholdes.

christian christensen

Jeg fik selvfølgelig ret. Her medio august - fem måneder senere - er han allerede ganske "tæt" på en kvindelig fængselsbetjent i 40'erne og mor til to børn, Hun er blevet fritstillet fra sit job efter en omfattende brevveksling mellem hende og Peter Madsen. Hun vil nu bruge sin nyvundne frihed til at få afklaret sit forhold til ham. Den lille charmetrold!

John S. Hansen

@Christian
Ja, en historie, som giver anledning til at overveje, om der ikke skal en mere grundig mentaltestning til, i forbindelse med ansættelse af kvindelige ansøgere til stillinger som betjent i kriminalforsorgen.

En kvinde som hende der nu er faldet for psykopaten Madsen er jo selv mentalt syg, i et eller andet omfang! At en persom som hende har to børn i sin varetægt er ikke opmuntrende at tænke på.