Læsetid: 8 min.

Imperiernes kirkegård

Steve Colls ’Directorate S’ er historien om USA’s hemmelige krige i Afghanistan og Pakistan siden 9/11. Og med Afghanistan som eksempel er det en lektion i ydmyghed over for hvilke problemer ude i verden, civile som militære, vi overhovedet kan samle os om at fikse
9. marts 2018

Directorate S er historien om CIA’s og USA’s hemmelige krige i Afghanistan og Pakistan siden 9/11. Historien handler om skæg og blå briller, paramilitære styrker, droner med missiler og om endeløse kontorsessioner, hvor vigtige – men ukendte – beslutningstagere langt nede i de organisatoriske myndighedshierarkier forsøger at give strategisk retning til en konflikt, der startede efter terrorangrebet den 11. september. I USA’s optik begyndte konflikten som et svar på terrorangrebet, men i virkeligheden var den kun et nyt kapitel i en årtier gammel regional strid.

Bogen er forfattet af stjernejournalisten Steve Coll fra The New Yorker. Før det – fra 1989 – var han på Washington Post blandt andet som korrespondent i Sydasien, som han siden har dækket i forskellige funktioner. Takket være årtiers erfaring med at beskrive amerikansk udenrigspolitiks udmøntning har Coll et enormt netværk i Washington, DC’s nationale sikkerhedsjungle. Sidst, men ikke mindst, har han udgivet en række bøger, hvor særligt én, Ghost Wars, stikker ud.

Directorate S er opfølgeren til Ghost Wars. Den sluttede sin fortælling om Afghanistans ulykkelige skæbne i løbet af 1990’erne – hvor resten af verden havde glemt landet, som Taliban-bevægelsen efterhånden kom til at kontrollere med Al-Qaidas likvidering af krigsherren Massoud den 10. september 2001. Ghost Wars fortalte, med udgangspunkt i en afdækning af CIA’s rolle, hele forhistorien til alt det, der fulgte siden. Directorate S tager tråden op derfra.

Bogen er ikke en analyse af krigene forstået som en gennemgang af udviklingen i træfninger og slag mellem fjender. Bogen handler kun lidt om ’efterspørgselssiden’: Den taktiske, taktile og praktiske virkelighed i det, soldater kalder den skarpe ende. Den er mest en genfortælling af forsøgene på at give konflikten strategisk retning – en styringshistorie af tragisk tilsnit.

Den handler altså meget mere om ’udbudssiden’: om de overordnede rationaler, valg, dilemmaer og relationer mellem en række – på forskellige tidspunkter – afgørende aktører. Dem, der producerer de ideer, rammer og logikker, som alt det andet handler om, og som forlener hver træfning, hvert shura-dialogmøde og hvert dronemissil med en mening.

I modsætning til de fleste andre slags problemløsninger er politisk konflikt og herunder krig karakteriseret ved, at der findes en eller flere modstandere. Fjenden har en vilje. Der findes også medspillere. Også de har en vilje, som ikke nødvendigvis er ens, hvad enten de er en del af den samme stat, som CIA og de amerikanske diplomater, eller formelt på samme side, som amerikanerne og Pakistans efterretningstjeneste ISI.

Det er også tilfældet i Steve Colls genfortælling, som er baseret på over 550 interview. Et utal af skikkelser løber gennem siderne – stammebaserede afghanske krigsherreklanmedlemmer, pakistanske, afghanske og amerikanske efterretningsfolk, fra håndlangere over mellemledere til cheferne, ligesom der er generaler, ambassadører, særlige repræsentanter, ministre og præsidenter. De er alle sammen mere eller mindre på gennemrejse i en konflikt, som ingen af dem helt er herre over, men som de alle sammen på lidt forskellige måder er med til at forme.

Et af de narrative holdepunkter er den benhårde krigsherrelærling Amrullah Saleh, som går fra at være en af Massouds håndgangne mænd til at være efterretningschef under præsident Karzai. Et andet narrativt holdepunkt er den storrygende og flittigt manøvrerende chef for Inter-Services Intelligence (ISI), Ashfaq Kayani.

Direktoratet i bogens titel er den del af ISI, som gennem hele perioden har til formål at holde kontakt med og understøtte den afghanske Taliban-bevægelse. Der er kontakt, men ikke kontrol, lyder det fra Kayani med den gråmelerede efterretningsverdens varemærke, plausible deniability (evnen til på troværdig vis at kunne påberåbe sig uvidenhed, red.).

Pakistan spiller samtidig en hovedrolle som strategisk samarbejdspartner for USA og NATO, og herunder som logistikknudepunkt for International Security Assistance Force, ISAF (indtil december 2014 en international militærstyrke under NATO-kommando i Afghanistan, red.). Dilemmaet om Pakistans rolle og de begrænsede muligheder, der er for at presse en skrøbelig, men atombevæbnet stat, er en gennemgående forhindring for de amerikanske beslutningstagere i Directorate S.

For ISI var det ikke så meget den ideologiske kamp mellem et demokratisk Afghanistan og et totalitært Taliban, som stod og står på spil. Det gjorde i stedet Pakistans sikkerhed. I Pakistans øjne var alt i regionen et nulsumsspil, hvor Indien – også i og via Afghanistan – forsøgte at undergrave Pakistan. Denne trussel betyder, at et ustabilt Afghanistan er at foretrække for Pakistan. Pakistan spillede hele vejen igennem en rolle som selvinteresseret Spielverderber, kløgtigt skjult bag tvetydigt diplomati og strategisk, militært samarbejde.

Steve Coll: Directorate S

Fortællingen er inddelt i fire akter af uens længde med passende titler: ’Blindt i kamp’ (2001), ’At tabe freden’ (2002-2006), ’De bedste intentioner’ (2006-2009) og til sidst ’Slut på illusionerne’ (2010-2014). Den første periode dækker opløbet og den lidt hovedkulds militære invasion i efteråret 2001. I samarbejde med Salleh og Massouds styrker i Nordalliancen får amerikanske specialstyrker slået Taliban på flugt fra Kabul, og jagten går ind på Osama bin Laden og hans folk. Mens kampene i slutningen af 2001 raser ved Tora Bora, bidrager en uklar arbejdsdeling og manglende militært og politisk fokus til, at Osama bin Laden slipper bort over grænsen til Pakistan.

I løbet af 2002 blev Bush-regeringen stadig mere optaget af den kommende invasion af Irak. Den fik vidtrækkende konsekvenser i Afghanistan. Opmærksomheden på Irak forstærkede forsvarsminister Rumsfelds reservationer over for at investere i en politisk og militær konsolidering af de militære gevinster. Og siden bidrog Abu Ghraib og torturhistorierne, som havde deres egne pendanter i Afghanistan, sammen med læring fra oprøret i Irak (vejsidebomber) og en naturlig udløbsdato på lokalbefolkningens accept af fremmede soldater i landet, til at det, der blev vundet militært, efterhånden blev tabt politisk i årene frem mod 2006.

Set fra USA og Vesten er konfliktens fundamentale paradoks dette: Den vitale interesse er egentlig nedkæmpelsen af det internationale terrornetværk Al-Qaida, men det er i vidt omfang flygtet til Pakistan. I stedet bindes der i Afghanistan an med en stigende grad af ambitiøs stabilisering og genopbygning inklusive bekæmpelse af Taliban-oprøret.

Argumentet er selvfølgelig logisk nok: Uden en legitim og tilstrækkeligt stærk afghansk stat vil terrorbevægelsen igen kunne få helle i landet og atter true ude i verden. Men opgaven kompliceres af, at Taliban-bevægelsen også har et helle i Pakistan. Det er svært at bekæmpe et oprør, som ikke kan trænges op i et hjørne.

Coll identificerer en række strategiske spørgsmål i forlængelse af dette paradoks, som hverken Bush- eller Obama-regeringerne fandt klare svar på (jeg pipper bagefter): Var Afghanistans uafhængighed og stabilitet nu faktisk vigtigere for USA end Pakistans stabilitet? (Næppe). Hvorfor tolererede USA, at ISI støttede Taliban, selv når det kostede amerikanske liv og skadede amerikanske interesser? (Det lykkedes for ISI at holde situationen tilstrækkeligt tvetydig, så tilliden først faldt helt væk efter ti år). Taliban var nok forfærdelige, men var de en direkte trussel mod USA? (Nej, i hvert fald ikke i begyndelsen, men se argumentet om afghansk helle og siden IS).

Den hastigt sammenstykkede invasion resulterede i mangelfuld strategisk styring fra toppen af den amerikanske regering. Det blev ikke bedre over tid. Den daværende toprådgiver i Det Hvide Hus, Doug Lute, konstaterede, at der omkring 2006 fandtes ikke mindre end ti separate »krige«, repræsenteret ved forskellige militære enheder med forskellige kommandostrukturer. Samarbejdet med over 50 nationer i ISAF samt en lokal partner – hvis suverænitet var en central del af det overordnede hensyn, men som samtidig udviste tvivlsom kapacitet – gjorde udbudssiden overordentligt kompleks.

I perioden 2006-2009 blev der så – under indtryk af et kraftigt voksende Taliban-modpres – skruet op for den samlede indsats. En variant af den tilgang, der havde bidraget til en stabilisering i Irak, blev forsøgt implementeret frem til omkring 2009-10. Oprørsbekæmpelsen skulle sikre en særligt samordnet civil og militær indsats. Præsident Obama og hans nærmeste blev aldrig helt overbevist om de militære og politiske løfter i konceptet. Men præsidenten fulgte valent med i stedet for at lave et markant skifte over til en mere rent antiterror-orienteret mission, som blandt andet vicepræsident Biden argumenterede for. Det ville også have ofret den afghanske regering.

Under indtryk af hjemlig krigstræthed og store tab på begge sider endte man med i 2010 at annoncere en plan for overdragelsen af kampansvaret til afghanerne i 2014. Prisen var et løfte uden udløbsdato om politisk, økonomisk og sikkerhedsmæssig støtte til den svage afghanske stat.

En væsentlig pointe i bogen handler om håndteringen af de politiske fredsforhandlinger med Taliban og en åbenlys nødvendighed i en situation, hvor ingen af parterne kan vinde militært. Forhandlinger fordrer imidlertid, at ingen af parterne tror, at de har reelt momentum, og at de er i stand til at gå på kompromis – politikken er afhængig af det militære.

I Colls genfortælling fremstår Obama-regeringens indsats spejderdrengsfascinerende i sin improvisation, men også rodet og svag på grund af manglende politisk og personlig involvering. Og den ender med en fadæse, da Taliban-bevægelsen – på trods af Karzai-regeringens ønsker – alligevel lader sit politiske kontor i Qatar smykke med et flag fra deres regeringstid i Kabul, som indikerer, at de stadig ser sig som landets legitime regering. USA må derefter foreløbig trække stikket på forhandlingerne.

Coll slutter sin hovedfortælling med overdragelsen i 2014, samtidig med at IS vokser frem i Irak. I takt med at Taliban-ledere i Afghanistan efterfølgende formelt melder sig under den sorte IS-fane, bliver distinktionen mellem den nationale oprørsbevægelse og den internationale terrorisme sværere og sværere at opretholde. Vesten bliver yderligere bundet til Afghanistans skæbne.

Allerede i 1800-tallets sidste fjerdedel var Afghanistan kendt som imperiernes kirkegård. Briterne så Afghanistan som nøglen til russernes adgang til Persien, Golfen og Indien. The Great Game udvirkede, at det fjerne, fattige land blev skueplads for flere katastrofale britiske invasioner. Enkelte historisk bevidste gnæk må have lydt hundrede år senere i 1980, da Washington så, at Sovjetunionen indledte en omfattende militær kampagne for at komme den betrængte kommunistiske regering til undsætning. Dikteret af storpolitikkens din-fjendes-fjende-er-din-ven-logik begyndte amerikanerne gennem CIA at levere våben, herunder avancerede jord-til-luft-missiler af Stinger-typen til mujahedinerne. Sovjetterne led, sad fast og trak sig ud i 1989 som præludium til Den Kolde Krigs afslutning.

Så meget mere forundrende er det, at USA, Vesten og verdenssamfundets institutioner kun 20 år senere involverede sig i en omfattende landmilitær operation med henblik på at stabilisere Afghanistan. For Coll handler svaret om hybris: At en historisk konstellation af politisk dominans, økonomiske ressourcer og militærteknologisk overlegenhed forhindrede USA i at se udfordringerne klart.

En af de udbredte abstraktioner inden for mit fag foretrækker at se stater som billardkugler: Interessemaksimerende enhedsaktører, som reagerer forsøgsvist rationelt på magtbalancen i det internationale system. Bogen viser, at det billede er svært at få til at passe med udviklingen i USA’s politik i forhold til Afghanistan siden 11. september 2001. Dens detaljerede rekonstruktion af argumenterne illustrerer, at de fleste individer forsøgte at løse de problemer, der hørte til netop deres organisation. Afghanistan er derfor også, som rigt illustreret i Directorate S, en lektion i ydmyghed over for, hvilke problemer ude i verden, civile som militære, vi overhovedet kan samle os om at fikse.

Henrik Breitenbauch er centerleder ved Center for Militære Studier, Institut for Statskundskab på Københavns Universitet.

Steve Coll: Directorate S: The C. I. A. and America's Secret Wars in Afghanistan and Pakistan, Penguin Press 2018, 784 sider, 35,00 USD

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Poul Erik Riis
  • Michael Hullevad
Poul Erik Riis og Michael Hullevad anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu