Anmeldelse
Læsetid: 2 min.

Imponerende og dyster afslutning på ’Liberty’

Man er helt anderledes med på vanviddets rand i det femte, sidste og bedste afsnit af DR's søndagsdrama ’Liberty’
Man er helt anderledes med på vanviddets rand i det femte, sidste og bedste afsnit af DR's søndagsdrama ’Liberty’

Aske Alexander Foss

Kultur
26. marts 2018

DR's miniserieversion af Ejersbo-romanen Liberty er gennem fem afsnit blevet bedre og bedre og kulminerede i et sidste afsnit, der fremstod som en vellykket spejling af alt det mindre vellykkede i de første afsnit.  

I de første afsnit var den skruppelløse svenske savværksejer Jonas (Magnus Krepper) hovedleverandør af dæmoni, ondskab og kynisme. Han forsynede sin kone med penge, hun forsynede ham med beundring. Jonas holdt overdådige fester for sine velhavende hvide venner som en demonstration af, hvor højt der var til loftet. Han skød vildt omkring sig, når han følte sig trængt, og han endte med at føle sig ekstremt trængt, fordi han havde behandlet alle omkring sig som instrumenter til sin egen megalomane selvrealisering.

I femte afsnit blusser de dæmoniske sider af Christian (Anton Hjejle), der endelig er trådt i karakter som hovedperson, vildt op og gør ham til et nyt, mere komplekst og seværdigt billede på den menneskelige ondskab. Christian forsyner sin kæreste Rachel (Caroline Wanjie) med penge, hun forsyner ham med beundring.

Han behandler alle omkring sig som nyttige instrumenter i sit projekt med at etablere sig som ejer af natklubben Liberty. Her holder han dansefester for de lokale som en demonstration af, hvor højt der er til loftet.

Jonas’ middagsselskaber var aldrig spændende scener i sig selv, men nyttige nok for så vidt de gav karaktererne anledning til at fremlægge deres syn på sig selv og det land, de var flyttet til. Scenerne fra Liberty – særligt en lang og virkelig flot filmet en, hvor kaos opstår, mens musikken spiller videre – er dynamiske, dystre og elegante at se på.  

Fra allieret til forhindring

Christians tidligere ven Marcus (Charlie Karumi) er allerede ude i kulden, fordi han var for besværlig og skeptisk over for Christians egenrådighed. Det samme sker med udsmideren, der har brug for penge til at gå til lægen med sin arbejdsskade: Han skifter også i Christians øjne status fra allieret til forhindring.

Christian sidder på pengene og kan desværre ikke give sine medarbejdere og makkere løn. Slet ikke efter, at korrupte politibetjente er begyndt at spørge til hans ikkeeksisterende arbejdstilladelse. Ovenikøbet bliver Christian truet på livet af sin tidligere udlejer og rival i natklubsbranchen, som også saboterer festerne på Liberty.

Christian føler sig ekstremt trængt og skyder vildt omkring sig. Først med fornærmelser og så endda med Jonas’ gamle pistol i en vanvittig og imponerende scene, hvor alle hans dæmoner er ude at marchere.

I en desperat psykosebrandert har Christian taget en prostitueret med hen på et snusket hotel, hvor alting er indhyllet i et lilla lys. Når Jonas gik amok på sine elskerinder i de tidlige afsnit, sad man på tryg afstand og så på let afkodelig ondskab. I den lilla scene er man med på vanviddets rand på en helt anden måde. Det er derfor, det femte og sidste afsnit af Liberty ikke bare slutter en cirkel, men også løfter sig op på et højere niveau. 

’Liberty’. Manuskript: Asger Leth efter Jakob Ejersbos roman. Instruktion: Mikael Marcimain. DR1 søndag kl. 20. Se hele serien på dr.dk/tv.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her