Læsetid: 4 min.

Irakisk version af Frankenstein er en politisk horrorroman om et sønderlemmet land

Ahmed Saadawi har lavet en irakisk version af Shelleys ’Frankenstein’
Når Ahmed Saadawi låner Mary Shelleys Frankenstein-monster, er det som materiel metafor for og anatomisk allegori over en politisk realitet, der trækker mere på den metafor om staten som en krop, der kendes fra den politiske filosofi, end den gør på Shelleys gotiske forlæg.

Når Ahmed Saadawi låner Mary Shelleys Frankenstein-monster, er det som materiel metafor for og anatomisk allegori over en politisk realitet, der trækker mere på den metafor om staten som en krop, der kendes fra den politiske filosofi, end den gør på Shelleys gotiske forlæg.

Ahmad al-Rubaye

2. marts 2018

Den første sci-fi kalder nogle engelske Mary Wollstonecraft Shelleys roman Frankenstein fra 1818 om videnskabsmanden Victor Frankenstein, der skaber et monster ved hjælp af tidens teknologi. Er der noget, irakiske Ahmed Saadawis roman Frankenstein in Baghdad hverken efter Shelleys eller i dags prototypiske standard kan kaldes, er det science fiction.

Den foregår ikke i en forestillet fremtid eller nogen øde egn, men i Iraks krigshærgede hovedstad i 2005. Den er både en horrorroman og en fantastisk fortælling. Men historien om monstret, som en fordrukken skraldehandler frembringer af ligdele fra et udbombet Bagdad, er i sidste ende ingen særligt spekulativ fiktion. Saadawis monster er snarere et bogstaveligt billede på en grum realitet.

Frankenstein in Baghdad – der udkom på arabisk i 2013 og året efter vandt den såkaldte International Prize for Arabic Fiction, der er affilieret med den britiske Man Booker-pris – er ikke en helt monstrøs roman. Dens mangesporede, super suspensefulde plot er dog lige så sindrigt og usandsynligt sammensat, som uhyret, den handler om. Skabningen bliver kort fortalt til, da skraldehandleren – han hedder Hadi og fortæller selv historien til alle, der gider lytte – samler en hel krop af de kropsdele, han indsamler, når bomberne sprænger i byen. Han laver ét stort lig »med tyktflydende væsker, lyse i farven, sivende« fra sig. Et uhyggeligt patchwork.

Det er ikke, som hos Shelley, en videnskabelig ambition om at skabe en kunstig krop, kunstigt liv, der driver Hadi. Det er nærmere et krav om retfærdighed for virkelig død, alt for anonym massedød, vækket af et traume. Kort forinden er hans kompagnons krop blevet sprængt så komplet i stykker af en bilbombe, at det »havde været svært at skelne« hans »kød fra hans hests«.

»Whatsitsname« (Hvad-er-dets-navn) kalder Hadi sigende nok sit frygtelige konglomerat af navnløse døde dele:

»Jeg ville overdrage ham til retsmedicinsk institut, fordi det var et helt lig, der var blevet efterladt i gaderne som affald. Det er et menneske, folkens, en person,« fortæller Hadi sine tilhørere. »’Men det var ikke et helt lig. Du samlede det’, indvendte en. ’Jeg samlede det, så det ikke skulle behandles som affald, så det ville blive respekteret som andre døde mennesker og givet en ordentlig begravelse,’ forklarede Hadi.« 

Ahmed Saadawi: ’Frankenstein in Baghdad’

Her bliver fortællingen fantastisk for ikke at sige overnaturlig. For inden skraldesamleren når så langt, tager en sjæl, der er blevet skilt fra endnu en sønderlemmet krop – en sikkerhedsvagt, hvis bilbombedød Hadi selv indirekte er skyld i – bolig i monstret og animerer det til den uendelige hævncyklus, som driver resten af romanen.

For at Hasib, som vagten hed, kan få fred, må monstret hævne hver af de uskyldige liv, dets kropsdele kommer fra. Og for at gøre det, skal det hele tiden bruge nye friske kropsdele. Sådan bliver monstret en hævner, der hjemsøger det »kaotiske og lovløse« Bagdad som en anden Batman, og som til sidst selv begynder at slå uskyldige ihjel.

Et stort væld af karakterer spiller hver deres mystiske rolle i romanen. Der er den på 25. år sørgende kristne kvinde, der tror, at monstret er hendes dræbte søn. Og der er den unge talentfulde journalist, der prøver at få hele historien til at hænge sammen, men til sidst sælger den til romanens forfatter. Der er tidligere baathister, opportunistiske ejendomsmæglere, gådefulde publicister, femme fatales og regeringspersoner. Og deres hemmelige astrolog-agenter, ikke mindst.

Tilsammen repræsenterer det brogede persongalleri selvfølgelig den irakiske nations sammensathed, som monstret også inkarnerer. At monstret med sin sammensatte fysik netop er en metafor for – for ikke at sige kritisk karikatur på – den irakiske stat og hele dens indre konflikt, er ikke noget, Saadawi bare antyder.

Det er monstret selv, der udlægger metaforen – eller rettere metaforens farligt rummelige flertydighed – for læseren. I et interview, det laver med sig selv (!) på opfordring af føromtalte journalist, fortæller det, hvordan der hurtigt opstod en gruppering af »assistenter« omkring det. Bestående af bl.a. tre »galninge«, der opfatter monstret på hver deres måde. En (den yngste) ser monstret som »den mønsterborger, det ikke er lykkedes staten Irak at frembringe«:

»Fordi jeg er sat sammen af kropsdele fra mennesker med forskellige baggrunde – etniciteter, stammer, racer og socialklasser – repræsenterer jeg den umulige blanding, der aldrig blev opnået i fortiden. Jeg er den første sande irakiske borger, mener han.«

En (den ældre) ser monstret som »et masseødelæggelsesinstrument, der varsler frelserens komme, som alle verdens religioner har forudsagt,« og en (den ældste) ser det som frelseren selv.

Det lykkes, ikke overraskende måske, ikke Hadis monster at håndhæve nogen retfærdighed. Tværtimod bliver det brugt af alle andre i deres egne dagsordeners tjeneste. Det, som monstret i sidste ende inkarnerer, er selve krigens kaos og endeløse destruktion.

Hvis en politisk roman er en roman, der diagnosticerer sin samtid, er Frankenstein in Baghdad en politisk roman. Når Saadawi låner Shelleys monster, er det som materiel metafor for og anatomisk allegori over en politisk realitet, der trækker mere på den metafor om staten som en krop, der kendes fra den politiske filosofi, end den gør på Shelleys gotiske forlæg.

Det er i den forstand, at romanen, selvom historien er usandsynlig, slet ikke er så spekulativ. Det er i sidste ende ikke nogen karikeret dystopi, den fantastiske fiktion fremstiller. Kriminelle bliver, som det sker i romanen, politikere i Irak. Forfattere og journalister bliver, som det sker, tilbageholdt af efterretningstjenesten. Men Saadawi vrider også virkelig sin allegori. Romanen er ganske enkelt ikke lige så god som dens idé. Som politisk roman bliver den aldrig andet end en underholdende, men sørgelig satire over et sønderlemmet land.

Ahmed Saadawi: ’Frankenstein in Baghdad’. Oneworld. 280 sider. £12,99.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Eva Schwanenflügel
Eva Schwanenflügel anbefalede denne artikel

Kommentarer

Touhami Bennour

Det viser at irakere har ikke glemt eller fortrængt deres nyere historie og begynder at fortælle den for at gå over til en renaissance af Irak. Jeg har det indtryk at danskere foretrække at man sletter fortiden, så slemt den er, jeg tror det har at gøre med den opfattelse danskere har og som jeg har læst for længe siden: at de er "konflikt sky". Og den måde de taler om USA som om de var ikke en allieret, et tilfældigt land. Man kan læse kilometervis artikler om hvad USA har gjort uden at de bliver nævnt en eneste gang. Det er mærkelig måde at fortælle politik på. Irak krig er ikke en natur katastrofe selv om det ligner den.