Læsetid: 4 min.

Jeanne d’Arc er stadig en farlig ung pige

Det er trist nok stadig tidssvarende teater, når historien om Jeanne d'Arc som en kvinde i kamp lægges brutalt bar som historisk kvindekamp
I ’Jeanne d’Arc’ på teatret Republique træder Danica Curcic ind på scenen i rent hvidt over for et sortklædt kor af mænd.

I ’Jeanne d’Arc’ på teatret Republique træder Danica Curcic ind på scenen i rent hvidt over for et sortklædt kor af mænd.

Per Morten Abrahamsen

7. marts 2018

Jeanne d’Arc var 13, da hun begyndte at høre stemmer. 17, da hun med en lille hær befriede byen Orléans fra englænderne. 19, da hun i 1431 blev brændt på bålet. En ung pige, et mandskor af stemmer og en bunke ildevarslende kulsort jord. Det er derfor, hvad der i al blotlagt enkelhed er på scenen i den svenske instruktør Staffan Valdemar Holm og danske scenograf Bente Lykke Møllers iscenesættelse af svenske Lucas Svenssons stykke om Jeanne d’Arcs liv og død.

Når de tre gør Jeanne d’Arc til en historie om kønnets snarere end troens martyrium, er det også en blotlæggelse af, hvordan den franske folkehelts historie allerede handler om den – så aktuelle – politiske karakter af pigers seksuelle skyld og uskyld.

Da Jeanne d’Arc blev dømt til bålet af de burgundere, der var allieret med englænderne under Hundredårskrigen, var det af retslige grunde ikke nok at anklage hende for kætteri. Hun fik også sin straf for at bære mandeklæder, hvilket hun – ifølge senere vidnesbyrd – i sit fangenskab sandsynligvis gjorde for at beskytte sig mod voldtægt.

Efter hendes død blev ’Jomfruen af Orléans’’ uadskillelige juridiske og seksuelle uskyld rehabiliteret i den både nationale og kirkelige helgenkårelse af den historiske hærfører som mytisk madonna.

Orgastiske åbenbaringer

Den sort-hvide myte om seksuel uskyld forstyrrer Jeanne d’Arc i Danica Curcics skikkelse intenst. Hun træder ind på scenen i rent hvidt over for et sortklædt kor af mænd. Skifter siden til den koksgrå krigsdragt, der hejses ned til hende fra himlen. Nægter under sin rettergang stålsat at afføre sig den igen og ender derfor – i en brutal spejling af den symbolsk frigørende begravelse af sine hvide kvindeklæder i den sorte jord, som hun forinden selv har forrettet – med at blive begravet i samme.

Over for Curcics Jeanne står – udover det 25 mand store hætteklædte kor, der er placeret bag den mur, som foruden jordbunken udgør det eneste andet faste element i Bente Lykke Møllers simple stenscenografi – Peder Holm Johansen med sit gedeskæg og sine helt uhyggeligt smidige skift mellem mere og mere djævelske inkarnationer af forskellige mænd. Fra Jeannes alvorsfulde far til den leddeløst dansende franske kronprins til den engelske fjende og bøddel.

Alligevel er vi ikke kun tilskuere til den uskyldige Jeanne d’Arcs udvikling fra svag pige til stærk kvinde. Hun inkarnerer også selv en uskyld, der aldrig har været ren. De guddommelige visioner kommer ikke til Curcics 13-årige Jeanne, mens hun knæler fromt, men mens hun skræver masturberende på jorden. Gud sidder krampagtigt i hænderne, i halsen og mellem benene på Curcics Jeanne d’Arc. I de orgastiske åbenbaringer, hun har i sin fars have.

Hun er et lam, der med en dæmonisk forvrænget røst, styrke og åbenlys reference til den besatte 12-årige Regan fra gyserfilmen Eksorcisten befaler sin far ned på knæ for at bede med hende.

Hun synger France Galls naive, babypoppede franske Melodi Grand Prix-vinder »Poupée de cire, poupée de son« med Serge Gainsbourgs unaivt dobbelttydige tekst i et vidende trist pigestemmeleje og gendigter den med stærkere røst til en frihedssang. Hun kastrerer sig selv med sit lange falliske sværd.

Det er en konstant transformation og dobbelthed, som Danica Curcic med sit imponerende rummelige register ikke bare spiller og spænder over sin stemme, men spiller med hele sin krop – fra den nuttet lillepigede ansigtsmimik ned over den muskuløse spændte ryg og mægtige tordenlår.

Transformatorisk kraft

Staffan Valdemar Holm, Bente Lykke Møller og Lucas Svenssons Jeanne d’Arc er ikke kun en historie om en transformation, men også et kunststykke i teatrets egen transformatoriske kraft. Så enkelt, men så effektfuldt viser de, hvordan en scenografi, en stemme, en krop kan blive de flader, hvor dette spil mellem skyld og uskyld toner frem. 

Lucas Svenssons klare lyriske tekst kan forvandle Bente Lykke Møllers bare, billedløse scenografi til en hel billedfrise. Eksempelvis når Danica Curcic bevæger sig langs den blanke stenmur, eller når hun og Peder Holm Johansens skygger får deres egne parallelle skyggespil på den.

I en samtænkning af samtlige sceniske elementer, der har rod i 90’ernes teater, bliver havens sorte muld med en rå pludselighed til den forkullede bunke frembragt af korets billedlige flammehav, som Jeanne d’Arc ender med at forsvinde i.

Om det også er en transformatorisk kraft, der kan række ud af teatret, er måske mere tvivlsomt. Men på scenen føles Jeanne d’Arc som blotlagt myte om den lille piges farlige seksualitet og den frigørende, men fatale kønsløshed, trist nok fortsat tidssvarende.

’Jeanne d’Arc’. Republique, Store Scene. Instruktør: Staffan Valdemar Holm. Scenograf: Bente Lykke Møller. Dramatiker: Lucas Svensson. Oversætter: Johanne Lykke Holm. Lysdesigner: Egil Barclay Høgenni Hansen. Lyddesigner: Janus Jensen. Til den 7. april.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu