Læsetid: 6 min.

Jenny Wilson genvinder kontrollen over sin krop – ved at synge voldtægten ud af den

Jenny Wilson blev voldtaget for to år siden. Nu behandler hun udåden og traumet på sit aktuelle album ’Exorcism’. Informations musikredaktør har været til artist talk med den svenske sanger og sangskriver – og undersøgt centrale numre på det nye album
På sit nye album ’Exorcism’ driver Jenny Wilson voldtægtens traume ud af kroppen ved hjælp af musikken. Det var nødvendigt for overhovedet at kunne lave musik igen.

På sit nye album ’Exorcism’ driver Jenny Wilson voldtægtens traume ud af kroppen ved hjælp af musikken. Det var nødvendigt for overhovedet at kunne lave musik igen.

Oskar Omne

23. marts 2018

»Det er den grimmeste del af mig,« fortæller Jenny Wilson om sit nye album.

Det hedder Exorcism, fordi det er den 42-årige svenskers forsøg på at behandle og uddrive den voldtægt, som hun for to år siden blev udsat for.

I seks måneder efter kunne hun hverken skrive en tone eller et ord. Alle den svenske sanger, sangskriver og musikers talenter var revet fra hende.

»Jeg havde ikke noget indre kompas, ingen mavefornemmelse,« siger hun i en sal på Charlottenborg i samtale med journalist Lea Wind-Friis under CPH:DOX. Det er overvældende intimt at overvære. Nærmest grænseoverskridende intimt.

Safe space, kunne man også kalde salen, hvor omkring 200 taknemmelige tilbedere følger hvert eneste af hendes ord. Men stemmen skælver alligevel. Hun siger, at hun er utilpas. Men interviewet fortsætter, det skal gennemføres. Historien skal ud.

Rapin*

Der er kronologi på albummet. Det starter med selve voldtægten på åbningsnummeret »Rapin*«, der rejser sig i et hårdt klingende akustisk rum. Beatet accelererer op og ned, og det nogenlunde enkle synth-tema (der minder om temaet til Kraftwerks »Trans-Europe Express«) afløses af diabolske klangflader og tonestrukturer (der vinker til John Carpenters gyserfilm-soundtracks).

Musikalsk formidles det, at jeg-fortælleren – Jenny Wilson – er involveret i begivenheder, som hun berøves kontrol over. At hun griber ud efter noget at holde fast i, forgæves.

Det er et råt nummer, og Wilson synger omkvædet med hård, distanceret stemme. Med fornemmelsen af at hun har måttet hærde sig for at genbesøge udåden, men også at hun har fundet en stolthed i at fortælle den.

Modgang er hende ikke fremmed.

Da jeg interviewede Jenny Wilson i november 2013, havde hun kæmpet mod og overvundet brystkræft. Hun var vendt tilbage med Exorcisms forgænger, albummet Demand The Impossible! og fortalte, at hun arbejdede meget fysisk, når hun skabte musik.

»Musikken er fysisk, ordene kommer senere. Det er en slags sandt kropssprog,« sagde hun.

I mellemtiden har kroppen været fraværende i ligningen – den har skullet generobres, for at kunne huse musikken igen.

Det er et tema, som aftenen indledes med. Først citerer Lea Wind-Friis den amerikanske forfatter Ta-Nehisi Coates for at beskrive kroppen som »det hellige fartøj«, dernæst ser vi danske Lotte Nielsens LGBTQ-minidoku YAOI fra Istanbul – om unge mennesker, der forsøger at friholde deres kroppe fra Erdogan-regimets stadig mere diktatoriske, religiøst ortodokse styre.

Det hellige fartøj var midlertidigt blevet Wilson frarøvet efter voldtægten, men da hun først kom i gang igen, skete det via kropsligheden. Hun fik sig en ny synthesizer, og musikken begyndte at antage en pulserende klub-orienteret stil. Dansen kaldte.

Programmeret rytmik og elektroniske toneklange er således blevet kulissen til djævleuddrivelsen på Exorcism. Til at starte med fik hun feber under forsøget på at komme i gang med musikken, men endelig rejste sangene sig ud af hendes krop, som hun formulerer det.

Disrespect is Universal

I en mere tilbageholdende elektronisk fauna formulerer hun her sin vrede, hævngerrighed, afmagt. Samtidig med, at hun identificerer strukturelle omstændigheder og kulturelle fordomme.

At ofrene selv er ude om det »Opportunity / Makes the thief they say«.

Hun anerkender, at overgrebsmanden ikke er et monster. »Blame the structure, yeah«, synger hun. Men så vokser nummeret i styrke, det forstærkes rytmisk – Wilson ranker sig.

Mens faste håndklap bærer hende frem, så nægter hun at påtage sig rollen som den skyldige og beslutter at hjemsøge sin overgrebsmand. »A needle that aches from now / I’ll give you my pain«.

På Charlottenborg bliver Jenny Wilson spurgt om voldtægten har haft juridiske konsekvenser for voldtægtsmanden. Hun svarer, at det ønsker hun ikke at udtale sig om.

It Hurts

Ro. For første gang, på det femte nummer på Exorcism er der ro. I en sang om, hvordan Wilson flygter ind i et destruktivt parforhold – i håbet om, at det kan hjælpe. Men nej.

Snart forsvinder roen ud af nummeret og afløses af en lækker elektronisk danserytme. »You love me like you never ever loved no one / Is this why you strip me down?«

Det er interessant, hvor melodisk hun her begynder at gå til værks, hvordan eksorcismen nu formes gennem dansemusikkens hedonisme. At hun bekæmper det onde med det gode. Og at vi kan danse med på den forførende – men ofte fejlagtige – antagelse, at parforholdet kan frelse os fra os selv og vores problemer. Illusion-a-go-go.

Jenny Wilsons album ankommer i en skelsættende tid, hvor kvinderettigheder på tværs af kontinenter endelig er kommet øverst på dagsordenen. Og selv er hun lettet over, at det udkommer lige durk i #MeToo-æraen – i stedet for, at det kom til at stå som et enkeltstående vidnesbyrd.

»Jeg følte mig beskyttet«, fortæller hun om #MeToo-bevægelsens betydning for hendes blottelse. »At jeg ikke var alene.«

Exorcism

Titelnummeret står centralt, ikke bare fordi det er så vellykket, men også fordi man her kan mærke Wilsons kropslige udfrielse på eget legeme.

Det er et offensivt track. De muskuløst fede slanger af synth, der vrider sig som en Medusa om ørerne på én, mens beatet er højt oppe i techno-tempoet (her vinkes til ligeledes svenske The Knife).

Og tekstligt udviser Wilson nu vilje til at konfrontere sin gerningsmand, ikke bare stalke ham, men fucke ham op. »Oh, I’m ready for this fight / Stains of blood on the horizon« Det er medrivende, vokalinfuseret techno.

På Charlottenborg lytter Jenny Wilson selv til sangen »Exorcism«. Det er den tredje af i alt fem sange, som vi lytter til i fællesskab denne torsdag aften.

Hun bøjer sig forover og vrikker fra side til side med hovedet. Det føles akavet. Hun lytter til sin egen fortælling om sin sjælelige og fysiske rekonvalescens, fra en voldsomt sårbar fase i hendes liv. Samtidig med at hun ved, at vi sidder og ser på hende, mens hun lytter. Og vi ved, at hun ved det.

Det er et sært fortolkningsrum at være i. For samtidig med, at Exorcism helt eksplicit er Wilsons selvbiografiske tragedie, så er der stadig formidling på spil. Sangene er helt evident komponerede. På trods af en-til-en-forholdet mellem persona og person, så er der stadig en iscenesættelse, noget der ikke bliver fortalt. Noget der omformuleres eller ombygges til omkvæd.

Hun fortæller, at hun havde overvejet et mere metaforisk alternativ, at synge om andre ofre, at intellektualisere det. For at beskytte sig selv. Men hun er »ikke en talskvinde, hun er Jenny the Artist«.

Forever Is a Long Time

Som andre plader, der dokumenterer brutale hændelser, er Jenny Wilsons Exorcism ikke et nemt album. Der er en hærdelsesproces, en rasende gestus i musikken.

Men nogle af sangene har en splittelse eller ambivalens – de kan være uforsonlige i deres udsyn rent tekstligt, men en renselse rent musikalsk.

Wilson formidler så også snapshots fra en fortidig og opslidende traumebearbejdning, og at hun i sit tilbageblik afslører et håb i musikkens nutid. Et håb, som ikke var til stede i den fortalte fortid.

Det står måske klarest på albummets udgangsbøn. I et hymnisk vers omgivet af synth, der signalerer daggry, synger hun »I know it is too late / It ain’t gonna be alright / Not this time.«

Alene akten at kunne formulere disse tanker retrospektivt afslører håb – om at det hellige fartøj er blevet generobret.

Hun taler selv om en »brutal nøgenhed« i forhold til albummet. Og det er der også, da Wilson afslutter Charlottenborg-seancen med en minikoncert i selskab med en trommeslager.

Det begynder med åbningsnummeret, »Rapin*«, fortællingen fra hin skæbnesvangre aften. Wilson har taget sin tigerskjorte af og iført sig en lakjakke med store skulderpuder.

Der står »Dream« på ryggen, og hun har blå fodboldstrømper trukket op til under knæene. Hun ligner en indebrændt hooligan, stift hoppende op og ned. Med hænderne strakt hårdt mod gulvet. I gang med at vride en vrede ud fra et modvilligt sted. Et sted som kun musikken kan få i tale.

Jenny Wilson: Exorcism (Gold Medal Recordings)

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu