Læsetid: 2 min.

Kim Fupz’ nye roman er beslægtet med Helle Helle, bare udført håndfast og kompetent snarere end præcist, elegant, overlegent

Kim Fupz Aakesons spinkle roman strækker sit stof til det yderste. Men Fupz Aakeson kan skrive og komponere en scene
Nogle gange er det, som om Bådens navn er bange for, at man som læser tænker selv. Der kommer hele tiden en situation til, som forklarer os tingene ekstra tydeligt. Men, altså, Kim Fupz Aakeson kan godt skrive og komponere en scene.

Nogle gange er det, som om Bådens navn er bange for, at man som læser tænker selv. Der kommer hele tiden en situation til, som forklarer os tingene ekstra tydeligt. Men, altså, Kim Fupz Aakeson kan godt skrive og komponere en scene.

Sofie Mathiassen

9. marts 2018

Der er en ret interessant stemning i begyndelsen af Kim Fupz Aakesons spinkle roman Bådens navn. Vor fortæller, den snart 60-årige fængselspræst Susse, er helt fanget i sin hverdags trummerum og er også fuld af lede over for den. Hun er så træt af sin mand, Mugge – han skal snart på pension, han køber helt glad en sejlbåd, han går i stå i havearbejdet.

Hun har hverken lyst til endnu en dag med de samme rutiner eller lyst til noget andet. Følelserne er slidt ned, simpelthen. Så går hun gennem dagene, vrisser lidt og er lidt venlig, som det nu passer sig, tager sine samtaler med de indsatte på rutinen, orker ikke at være nærværende over for nogen. Det er den begyndende alderdom som idyl og mareridt på samme tid, tristessen ved, at der ikke skal ske mere i ens liv, tristessen ved, at det både er forfærdeligt og, egentlig, meget bekvemt.

Den stemning er ramt hårdt og fint. Men så har Bådens navn brug for, at der sker noget – ellers går den jo i stå – og så må Mugge dø, en ulykke i båden. Derefter ryger Susse stadig mere ud af kurs. I takt med hendes diskrete sammenbrud falder også romanen fra hinanden.

Kim Fupz Aakeson: Bådens navn

Træt af Susse

I korte kapitler om snart det ene og snart det andet skal vi høre om Susses hårde barndom, så vi kan forstå, hvorfor hun ikke bare som midaldrende, men faktisk altid har gledet af, når det kommer til de afgørende valg i livet. Vi skal se hende drikke mere og mere, ryste på hænderne om morgenen, prøve at skjule det for omverdenen.

Hun foragter egentlig sin datter og også den unge vikarpræst Mikkel, der skal korrigeres – og vises væk fra sin entusiasme. Hun lægger op til en affære, hun alligevel ikke vil have. Hun taler i korte replikskifter med Gud, der viser sig at være kæk og koket og ikke til stor hjælp. I stedet uddeler den vrisne og lakoniske rengøringshjælp, kaldet Stasi, bogens livsvisdom hen mod slutningen. Der er ikke andet end det liv, der er. Man må leve det uanset hvad. Den slags.

Cirka halvvejs gennem bogen bliver man genuint træt af Susse. Hun er en usympatisk skikkelse, hvilket jo ikke i sig selv er et problem for en roman, men hun er det desværre på en måde, hvor man som læser faktisk ikke gider hende. Man mister interessen. Og det er et problem.

Hvad mere? Nogle gange er det, som om Bådens navn er bange for, at man som læser tænker selv. Der kommer hele tiden en situation til, som forklarer os tingene ekstra tydeligt. Men, altså, Kim Fupz Aakeson kan godt skrive og komponere en scene. Med sin akavede, kvindelige fortæller og sit blik for finurlige hverdagsscener er Bådens navn beslægtet med Helle Helle, egentlig, bare udført håndfast og kompetent snarere end præcist, elegant, overlegent.

Kim Fupz Aakeson: ’Bådens navn’, Gyldendal, 248 sider, 250 kroner.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Folketingsvalget er forbi, men magten skal stadig holdes i ørerne.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement. Første måned er gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu