Læsetid: 4 min.

Kim Leines ’Rød mand/Sort mand’ suger én ind til nogle af menneskelivets basale spørgsmål

Kim Leine indfrier med sin nye, stofrige, polyfone roman de forventninger, som han rejste med ’Profeterne i Evighedsfjorden’. Og han har atter et tydeligt budskab
Egentlig består Rød mand/Sort mand udelukkende af højdepunkter, forstået på den måde, at Leine har sat fortætningsevne og sprogkraft ind på så intenst som muligt at skildre konfrontationerne mellem danskere og grønlændere, kristne og folk med en anden tro

Egentlig består Rød mand/Sort mand udelukkende af højdepunkter, forstået på den måde, at Leine har sat fortætningsevne og sprogkraft ind på så intenst som muligt at skildre konfrontationerne mellem danskere og grønlændere, kristne og folk med en anden tro

Liselotte Sabroe/Ritzau Scanpix

2. marts 2018

Da Kim Leine i 2012 udsendte sin stort anlagte historiske roman Profeterne i Evighedsfjorden, blev værket præsenteret som første del af en trilogi om »grønlændernes frihedskamp«. Siden har romanen fået en hel stribe priser og er hidtil udkommet i 23 lande. Forventningen må derfor blive enorm til efterfølgeren, som handlingsmæssigt set beretter forhistorien og fra 1780’ernes oprørsmenighed af religiøse partisaner går tilbage til de skelsættende begivenheder i århundredets første halvdel: forsøget på dansk kolonisering af Grønland og samtidig kristning af den største befolkningsgruppe, vestgrønlænderne.

På missionæren Hans Egede (1686-1758) har eftertiden officielt hæftet etiketten Grønlands Apostel. Men når man efter endt berigende og bevægende læsning lukker Kim Leines nye roman af samme omfang som forgængeren, må man spørge sig selv, om de femten år virkelig var besværet værd, og om missionen i det hele taget blev til gavn for grønlænderne. »Folk må vel selv om de vil være kristne,« hedder det (fornuftigt) et sted.

Gift ved lodtrækning

Dog, én ting var Egedes kristne mission, påbegyndt 1721 på en ø nær det nuværende Nuuk og afsluttet ret så brat i 1736, et halvt år efter, at hustruen Gertrud Rasch var død. En helt anden ting var kolonisationen – den ambitiøse plan, som Frederik IV iværksatte i 1728, da tugthusfanger og prostituerede blev gift ved en slags lodtrækning og sendt af sted på tre fartøjer med kaptajn og guvernør og kommandant og tømmer og mad og kugler og krudt. Uegnede som kolonisatorerne jo var til landets klima og uvante, anderledes miljø, døde de som fluer, hvis de da ikke hengav sig til svir, hor og alskens slyngelstreger. Kolonisterne teede sig, siges det i romanen, som mere vilde end nogen vildmand. Allerede i 1731 blev hele foretagendet nedlagt.

Læs også

Men i de tre år forsøget stod på, deltog Egede i eksperimentet. I årene lige forinden havde han fartet rundt med sin lange vandringsstav og i den sikre følelse af, at Herrens hånd styrede ham og Gud velsignede hans gerning, men til sidst blev han depressiv, aggressiv og bitter. Helt galt gik det, da en koppeepidemi i 1733 bortrev over halvdelen af den lokale befolkning. Var det et tegn? Var det Guds straf? 

Kim Leine: ’Rød mand/Sort mand’

Sådan spørger i romanen gudsmanden sig selv. Helt anderledes taler hans åndelige modpart, angakokken. »Jeg er Aappoluttoq,« siger han stolt, hver gang han tager ordet i et nyt afsnit og beretter, hvordan han kan rejse i tid og rum og gå ind og ud overalt, hvor han vil.

Det er naturligvis ham, der er titlens Rød mand. Og når han bliver præstens, altså den Sorte mands, fjende, skyldes det, at denne tager åndemanerens dreng Paapa til sig som sin plejesøn og døber ham Frederik Christian, altså med to danske kongers navne. Denne unge mands voldelige og tragiske endeligt bliver et af romanens episke højdepunkter.

Original leg

Men egentlig består Rød mand/Sort mand udelukkende af højdepunkter, forstået på den måde, at Leine har sat fortætningsevne og sprogkraft ind på så intenst som muligt at skildre konfrontationerne mellem danskere og grønlændere, kristne og folk med en anden tro – som måske slet ikke var en virkelig religion, men bare en måde, hvorpå de indfødte forholdt sig til en krævende natur og en uforudsigelig tilværelse.

Så godt som hver eneste scene rummer de nævnte grundingredienser, men føjer dertil flere, ikke mindst seksualitet, magtbegær, selvhad og had, som detonerer dramatisk. Men samtidig opleves romanen også som en original leg med historieromanen som genre.

Øverst i fortællehierarkiet har vi selvfølgelig forfatteren, der indleder hvert kapitel med et let redigeret citat fra Hans Egedes optegnelser. I næste niveau færdes en alvidende fortæller, som bevæger sig med samme elasticitet som den i rummet sværmende angakok. Men på niveauet herunder igen udliciterer romanen sin stemme til en lang række individualiserede jegfortællere udstyret med hver sit gemyt og naturligvis hver sit sprog. Kaptajnen taler som fuldbefaren sømand, proviantforvalteren snakker købmandssprog. Hvad stil angår, kulminerer romanen hos guvernørens epileptiske husholderske, hvis monologer består af latinske bønner isprængt tyske brokker og vulgære danske gloser!

Skulle man udlede en slags lære af romanens polyfone fortælleform, kunne den lyde, at hvert menneskes krop og sind udgør sin egen skueplads for kampen imellem Satan og Gud, som for striden imellem kødet og ånden. I dette spændingsfelt, fuldt af forkerte følelser og skæve affekter, skriver Kim Leine med liv, sjæl og svulmende hjerte. Hans roman bliver et mangfoldigt maleri, hvori læseren kan gå på opdagelse og skiftevis møde små fine streger og grove, tunge, farverene klatter.

Til klatterne hører de tunge passager, hvor romanen budskabsmæssigt tager tråden op fra Profeterne og vil pege fremad mod trilogiens afsluttende bind. Lad os citere fyldigt: »Farvel præst. Du tror det er slut nu. Du tror at kampen er forbi. Sådan er det for jer danskere. For jer er Grønland noget med en begyndelse og en slutning, noget man rejser til og forlader igen. Men sådan er det ikke for os der hører til her. For os slutter det aldrig. Grønland er vores land, hele vores liv fra vugge til grav. For os er kampen ikke forbi. Den er knap nok begyndt.«

Af Kim Leines roman bliver man behørigt belært og overdådigt underholdt, men primært suget ind til nogle af menneskelivets basale spørgsmål: Hvorfor skal vi lide som Job, hvorfor skal vi ligesom Abraham ofre den, som vi elsker højest? Hvorfor kan vi ikke finde ud af at leve i fred og samdrægtighed med hinanden, uanset hvad vi tror på? Og hvorfor skal vi konstant konvertere svaghederne hos os selv til mangler og fejl ved den anden?

Kim Leine: ’Rød mand/Sort mand’. Gyldendal, 519 sider, 300 kroner.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Carsten Munk
  • Maria Francisca Torrezão
  • Eva Schwanenflügel
  • Palle Yndal-Olsen
  • Ervin Lazar
  • Jørn Andersen
  • Jakob Trägårdh
  • Oluf Husted
Carsten Munk, Maria Francisca Torrezão, Eva Schwanenflügel, Palle Yndal-Olsen, Ervin Lazar, Jørn Andersen, Jakob Trägårdh og Oluf Husted anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu