Læsetid: 4 min.

Klaus Manns ’Mefisto’ er en udpenslende satire skåret i pap

Klaus Manns nøgleroman om opportunisten og skuespilleren Gustaf Gründgens karriere i det nazistiske Tyskland er ikke stor kunst, men den er morsom, og historien er fantastisk
Klaus Mann var kunstner, forfatter, homoseksuel og en festabe i 1920’ernes lange efterkrigsudladning. Og han var rastløs til det flagrende og hele sit korte liv igennem hjemsøgt af angst og depression. Han endte det selv i 1949.

Klaus Mann var kunstner, forfatter, homoseksuel og en festabe i 1920’ernes lange efterkrigsudladning. Og han var rastløs til det flagrende og hele sit korte liv igennem hjemsøgt af angst og depression. Han endte det selv i 1949.

Ritzau Scanpix

2. marts 2018

Historien er fantastisk, både den der ligger til grund for Klaus Manns roman og Klaus Mann selv, hvis det er tilladt at kalde en forfatter en historie.

Klaus Mann var søn af Tysklands store forfatter og rigets for en del selvudnævnte overånd, Thomas Mann. Det har ikke været let. Hvor Mann, »troldmanden«, som hans børn kaldte ham, var i stand til at sublimere sine skyggesider (homoseksualitet var dengang en skyggeside) til mastodontagtig og sart skælvende litteratur, udlevede sønnen Klaus sine. Han var kunstner, forfatter, homoseksuel og en festabe i 1920’ernes lange efterkrigsudladning. Og han var rastløs til det flagrende og hele sit korte liv igennem hjemsøgt af angst og depression. Han endte det selv i 1949.

Efter nazisternes magtovertagelse i 1933 bosatte han sig i Paris og Amsterdam, i 1938 fortsatte han til USA, hvor han med tidsskriftet Decision som omdrejningspunkt forsøgte at forene de europæiske emigranter til modstand mod nazismen. Det var i de første års udlændighed, at Klaus Mann skrev sin mest berømte roman, Mefisto, med undertitlen ’Roman om en karriere’ – i øvrigt på bestilling af sin forlægger Fritz Helmut Landshoff. Romanen udkom i 1936 på Landhoffs forlag i Amsterdam og først tyve år senere og efter meget ballade på det østberlinske forlag Aufbau Verlag. På dansk kom den første gang så sent som i 1987.

Klaus Mann benægtede, at romanen var en nøgleroman. For en sikkerheds skyld tilføjede han i senere udgaver sidstelinjen: »Alle personer i denne bog er typer, ikke portrætter. K.M.«.

Den eneste ufravigelige konstant i den tumultariske Mann-familie var faderens ubetingede og ubetinget respekterede arbejdsdisciplin. Ve den, der forstyrrede den skrivende Godfather!
Læs også

Romanens opportunistiske hovedperson, Hendrik Höfgen, blev ellers både dengang og siden opfattet som et meget lidt sympatiserende portræt af skuespilleren og den senere teaterdirektør Gustaf Gründgens. Ham kendte Klaus Mann fra en opsætning i 1924 af et af Manns egne stykker, som både Gründgens og Klaus Manns søster, Erika, havde medvirket i og senere turneret med. Relationen blev tættere endnu. Erika og Gründgens var gift fra 1926 til 1929.

Klaus Mann og Gründgens havde andet tilfælles.

De var begge to tilknyttet en venstreorienteret teatergruppe, der i januar 1933 turnerede med en forestilling i Spanien. Da Hitler senere samme måned til manges overraskelse blev rigskansler, skulle Mann angiveligt have lagt stærkt pres på Gründgens for at få ham til at blive i Spanien. Gründgens tog imidlertid ikke imod rådet, men vendte tilbage til det nu mere og mere nazificerede Tyskland og tyske kunstliv, hvor han gjorde en storslået karriere som skuespiller og teater- og filmdirektør.

Godt samtidig indledte Klaus Mann sit eksilliv.

Og så delte de to en sidste ting: Gründgens var som Klaus Mann homoseksuel, når han da ikke – for eksempel i forbindelse med et ægteskab – var noget andet. De havde også på et tidspunkt et forhold til hinanden.

Satire af den mest udpenslede slags

Den ungarske instruktørs István Szabós filmatisering af Klaus Manns roman fik premiere i 1981 med Klaus Maria Brandauer i rollen som Hendrik Höfgen.

I Szabós filmatisering er Höfgen kunstner, hvis succes kommer som en konsekvens af et overvældende talent og i nogen grad som en tilfældighed. Derfra handler filmen om splittelsen mellem kunstneren og mennesket og mellem kunstnerisk succes betalt for med moralsk fordærv og et socialt og karrieremæssigt selvmord.

Sådan er Klaus Manns roman ikke. Den er uden filmens splittelse, uden dens skurren mellem flere tilskyndelser. Den er satire af den mest udpenslede slags med opportunistskurken Höfgen skåret i pap og bagefter bagt flad som en pandekage.

Historien gennemløber de samme stationer som Gründgens karriere. Først sidder Hendrik (født Heinz) og piber over sin skæbne på et provinsteater i Hamburg, mens han med dårlige undskyldninger endnu engang udskyder premieren på det politisk kontroversielle stykke, der kunne få hans røv på komedie. Herefter gifter han sig til penge og prestige, smisker sig til gode roller og vigtige venskaber (i lettere forklædninger: Göring og Goebbels). For til sidst at give den som superhelt i et solbeskinnet nazirige med eget slot, tennisbane og rideheste, mens hans gode ven fra gamle dage bliver skåret i stykker i en mørk torturcelle.

Thomas og Heinrich Mann delte tidligt litterært set land og rige imellem sig – senere også politisk – og de hang sammen til det sidste. De udsendte begge opsigtsvækkende hovedværker omkring århundredskiftet og var dermed i vælten. Og dér blev de.
Læs også

Mefistomotivet – djævelskab og forskrivelse – er en idé, som forfatteren og fortælleren kommer ilende med. Hendrik Höfgen slås lidt med en rolle, der ikke vil, som han vil. Det spøger også lidt på nazitorneroseslottet. Men at noget ikke skulle være i den skønneste orden, går aldrig op for ham.

Romanen er ærlig talt ikke særlig god, men den er både interessant og morsom.

Hvad det interessante angår, har skuespilleren Jens Albinus flere gode pointer i sit forord. Bl.a. den, at det hadefulde portræt af den succesfulde, men også skrupelløse opportunist, bevidst eller ubevidst, også kan have adresse til faren, Thomas Mann. Og at der er noget sandsynligvis erotisk uafklaret i Klaus Manns syn på Gustaf Gründgens. Den sidste pointe underbygger Albinus med det kortvarige seksuelle forhold de havde til hinanden samtidig med Gründgens ægteskab med Erika.

Homoseksualiteten gør Klaus Mann i øvrigt ikke til et træk ved Höfgen. Til gengæld udstyrer han ham med en forkærlighed for, iført stramtsiddende gymnastiktøj, at modtage pisk af en afrikansk skønhed.

Så er vi også et skridt inde i det morsomme. Med endnu et eksempel fra Höfgens brydetag med Hamletfiguren, teaterhistoriens mest komplekse skikkelse, er det et studie i den ægte forstillelses kunst:

»Den figur, som Hendrik Höfgen fik ud af Hamlet, var en preussisk løjtnant med neurotiske træk.«

Den forestilling ville man jo godt have set.

Klaus Mann: Mefisto. Oversat af Poul Dam og med forord af Jens Albinus. Rosinante. 304 sider, 249,95 kr.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu