Anmeldelse
Læsetid: 3 min.

Komediedramaet ’Montparnasse Bienvenüe’ løber én over ende

Energi i spandevis, en kaoskarismatisk kvinde i front og et vibrerende portræt af moderne storbyliv og friheden til at være ensom. Dansk film må godt lade sig inspirere af den franske debutant, Léonor Serrailles, fandenivoldske komediedrama, ’Montparnasse Bienvenüe’
Debutanten Léonor Serrailles ’Montparnasse Bienvenüe’ er fuld af fandenivoldsk energi, og rødhårede Laetitia Dosch er fantastisk at være i selskab med, mens hun jagter mål og mening i sit liv. 

Debutanten Léonor Serrailles ’Montparnasse Bienvenüe’ er fuld af fandenivoldsk energi, og rødhårede Laetitia Dosch er fantastisk at være i selskab med, mens hun jagter mål og mening i sit liv. 

Reel Pictures

Kultur
23. marts 2018

Visse historier begynder helt enkelt midt i raseriet. Midt i kulminationen på og frustrationen over ti års parforhold, når kæresten låser én ude, og man står på gaden med alle sine følelser og råber ad et lukket vindue og en dørtelefon.

Léonor Serrailles forrygende debutfilm Montparnasse Bienvenüe åbner som en hvirvelvind. Den kaster os lige ind i den 31-årige Paulas (Laetitia Dosch) liv i Paris, da hun desperat prøver at få ekskæresten Joachim i tale. Først med ord, så med knytnæver på døren og til sidst bruger hun hovedet, så hun ender på skadestuen. Her får vi en manisk monolog fyldt med back story, indtil Paula får noget beroligende, og vi kan puste ud et øjeblik. Hvad skete der lige her? Og hvor skal den her film og Paula hen?

Rørende rundtossetur i livet

Serrailles energiske komediedrama skal ud i livet blandt almindelige mennesker omkring metrostationen Montparnasse Bienvenüe, og Paula kommer den næste halvanden time vidt omkring. Uden en øre på lommen skal hun sammen med kærestens kat finde et sted at bo og noget at leve af. Hun prøver forskellige veje og identiteter.

Hun går til fest med højt toiletrullehår a la Amy Winehouse. Fornærmer en veninde og flytter fra sofaen. Bliver babysitter for pigen Lila (Lila-Rose Gilberti), selv om det er uklart, hvem der er den voksne i den relation. Bliver ven med vagtmanden Ousmane (Souleymane Seye Ndiaye), selv om han opfatter hende som »en vild abe«. Får job med at sælge undertøj iført farvekoordineret læbestift. Møder en tilfældig pige i metroen (Léonie Simaga) og udgiver sig for at være hendes barndomsveninde og meget, meget mere. Alt sammen tilsat et forførende soundtrack med alt fra Gil Evans »Las Vegas Tango« til franske sange og beats.

Fri til at være ensom og på røven

Montparnasse Bienvenüe har mange sjove situationer, og den rødhårede tornado Laetitia Dosch er fantastisk at være i selskab med, mens hun havner i både det ene og det andet.

Tonen er aldrig tragisk, selv om filmen i virkeligheden følger en kvinde på randen af et livssammenbrud. Vi får lov at grine, når Paula direkte til kameraet entusiastisk storlyver om sig selv til en jobsamtale med en uset arbejdsgiver. Men i bund og grund bliver det stadigt mere tankevækkende at indse, hvor alene og desperat hun rent faktisk er.

Efter ti år som vedhæng står hun uden uddannelse, penge eller gode venner. Som en scenografisk spidsfindighed vidner den døende klatreplante i stuen hos hendes afvisende mor (Nathalie Richard) om, at der hverken er omsorg eller overskud at hente der. I en morsom sekvens klamrer Paula sig til trappegelænderet, da moren vil smide hende ud – men grinet sidder gradvis mere fast i halsen, for selv om alle undervejs fortæller Paula om det dejlige ved at være fri, er det svært at se, hvad hun skal bruge den frihed til. Da kæresten (Grégoire Monsaingeon) tjekker ind igen, må Paula for alvor tænke over, hvor hun skal hen i livet, og filmen tackler det stilfuldt i forhold til den rejse, vi har fulgt hende på.

Fransk nybølge-nerve

Udenlandske anmeldere har kaldt Laetitia Dosch Frankrigs svar på Greta Gerwig og sammenlignet Serailles debut med Noah Baumbachs fine karakterstudie Frances Ha. Der er bestemt mange paralleller, men i Montparnasse Bienvenüe stikker alvoren under komedien et spadestik dybere, og Dosch er så hæsblæsende hudløs og samtidig helt almindelig, at man mistænker at møde hende på gaden, når man går ud af mørket.

Der er masser af moderne fransk nybølge-nerve i filmen, som blev belønnet med debutantprisen Camera d’Or i Cannes sidste år og vandt prisen for bedste film ved Stockholm Film Festival. Montparnasse Bienvenüe løber én over ende.

Jeg sad tilbage og tænkte, at man godt kunne bruge en portion af historiens løssluppenhed og hovedpersonens fandenivoldske energi i dansk film. Kvinderoller som Paulas er der heller ikke mange af. Så hatten af for de mange kvinder foran og bagved kameraet, der filmisk har fanget livet med blik for kriser, kærlighed, komedie og kaos, så man sidder både forpustet, underholdt og berørt tilbage.

’Montparnasse Bienvenüe’. Instruktion og manuskript: Léonor Serraille. Fransk (Dagmar, Empire og Grand i København, Øst for Paradis og Trøjborg Biograf i Aarhus, Café Biografen i Odense m.fl.)

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her