Krimikongen af Stockholm hedder Jens Lapidus, og hans nye krimi ’Top Dog’ er tip top

Altid rart at læse en krimi af en mand, der ved noget, meget, om det, han skriver om. Det gør svenske Jens Lapidus, der i mange år arbejdede som forsvarsadvokat i Stockholm og desuden har taget kurser i nationaløkonomi, idéhistorie, filosofi samt medie- og kommunikationsvidenskab. Sådan der. Han arbejdede også i nogle år med businessjura i et privat advokatfirma.

Han er en værdig arvtager efter store forgængere som Sjöwall og Wahlöö, Henning Mankell og Stieg Larsson, som gjorde Sverige til nordiske mestre i krimier på bog, selvom både Norge og Danmark også er kommet godt med. Årsagen til, at han endnu ikke er så bredt kendt i Danmark, er, at vi endnu ikke har set tv-serier med hans signatur, men de er på vej.

Derimod har nogle set filmatiseringen af hans debutbog, Snabba Cash, som gav ham et øjeblikkeligt gennembrud.

Selvom han ligger i slipstrømmen af berømte forgængere, har han været i stand til at skabe sin egen, personlige profil i genren. Hvor de nævnte er relativt langsomme og lysende tydelige, ’klipper’ han hurtigt mellem scenerne og dramatikken.

Det giver en livlig udvikling af plottet, noget hæsblæs og action, som aldrig lader læseren i ro. Det er blevet sagt om ham, at han skriver they are doing it-krimier i modsætning til traditionelle whodunit-krimier.

Et kæmperave

Romanen Top dog, der udkom i fjor og nu foreligger på dansk, er afslutningen på en trilogi, hvis første bøger hed VIP-rummet og STHLM Delete.

Titlerne anslår den tone af gangsta og modernitet, som Lapidus dyrker via to unge, Roksana og Z, der flytter ind i en lejlighed, hvor de bag et kunstigt panel finder et narkolager, cirka ti kilo hvidt pulver. Naivt begynder de at sælge af det uden at tænke på konsekvenserne, og snart er de populære og omsværmede til raveparties i Stockholms vilde natteliv. De tjener mange penge og føler, at de pludselig er noget.

Men narkoen tilhører nogen, og disse nogen kommer efter dem. Så inviterer de til en kæmperave af hidtil usete dimensioner.

Det er den ene af historierne, og den, der er det mest originale særkende for Jens Lapidus, som synes at have et indgående kendskab til miljøet og ikke mindst dets specielle hypermoderne slang. Den taler garanteret til et segment af nye, yngre krimilæsere, Skam-generationen.

Lapidus har et indgående kendskab til diverse mode- og mærkevarer. Som et kuriosum: Et år blev han udnævnt til Sveriges mest velklædte mand.

Svennebananer

Lidt mere hovedpersoner er Emelie og serberen Teddy. Hun har forladt et større advokatfirma for at starte for sig selv. Han er kommet ud efter otte år i fængsel for kidnapning. Skønt de kommer fra hver deres ende af samfundet, tvinger omstændighederne dem til at samarbejde om opklaringen af et mord. Sympati har de også for hinanden og et erotisk forhold samt en fortid sammen.

Teddy vil gerne ud af kriminalitet, men det er ikke så ligetil. Han har en nevø, Nikola, som han bliver mentor for. Nikola har sin egen dagsorden: Han skal hævne et drab på en ven. Det er en æressag.

Dermed er vi ovre i Stockholms kriminelle og mafiøse indvandrermiljø, bandemiljøet, hvor det handler om store penge, og om at være den stærkeste bagmand, top dog. De kører i dyre biler, lever efter egne regler. Almindelige svenskere omtales som pølsesvenskere eller svennebananer.

Endelig er der en historie, der fortælles gennem aflyttede telefonsamtaler og sms-beskeder. Her handler det om den nyrige overklasse og store, misliebige aktiehandler. Den er der noget American Psycho over.

Humor er der også plads til i Jens Lapidus’ univers: Pengemanden, der bliver presset af sin ambitiøse kone til at skaffe endnu flere penge, og Roksanas veninde Billie, der er på alt muligt alternativt, satirisk beskrevet. Et stort persongalleri: Som om personerne har stået i kø for at være med i bogen.

Det sexede

Hovedstaden Stockholm betyder det samme for Jens Lapidus som Ystad for Mankell eller for den sags skyld Los Angeles for Michael Connelly. Den vibrerende storby bliver en slags medspiller, en ’hovedperson’ ved siden af de enkelte individer, hvoraf en af dem formulerer det sådan, at

»alle er så stolte over Stockholms fremgang, hvor fin byen er med sit vand, hvor ren den er, hvor sikker den er og alt det pis. Men det er jo dybet, der er det sexede. At ingenting er, hvad det ser ud til. At der på de samme gade deales koks (læs: kokain) hver nat, at luderne kører ud til en hvilken som helst adresse, man bestiller dem til, at der i løbet af de seneste tre år er kommet syv gange så mange våben fra Balkan, og at politiet ikke tør vise sig i ghettoen«.

Kan man læse Top Dog uden at have læst de foregående bind? Ja, for Jens Lapidus sørger for at samle op med henvisninger, så man ikke lades i stikken.

Jens Lapidus: ’Top dog’. Oversat af Agnete Dorph Stjernfelt. Modtryk. 440 sider, 299 kroner.