Anmeldelse
Læsetid: 1 min.

Kvik kavalkade af populærkulturelle overgangsfortællinger

Den unge instruktør og filmblogger Charlie Lynes kærlighed til high school-filmen er lige så tydelig som hans kritiske sans over for dens faste skabeloner og moraler. Det gør hans filmiske essay om genren oplysende og underholdende
Charlie Lyne har en kritisk sans over for high-school-filmens faste skabeloner og moraler.

Charlie Lyne har en kritisk sans over for high-school-filmens faste skabeloner og moraler.

CPH PIX

Kultur
15. marts 2018

I det underholdende filmiske essay om amerikanske high school-film, Beyond Clueless, er kærligheden til genren lige så tydelig som den unge engelske instruktør Charlie Lynes kritiske sans over for dens faste skabeloner og moraler.

Filmen består af en 90 minutter lang montage af klip fra ca. 250 ungdomsfilm, primært fra 1990’erne og start-00’erne, speaket af Fairuza Balk (kendt fra high school-horror-filmen The Craft, 1996). I påfaldende ensartede scener vader unge mennesker mere eller mindre frygtsomt ned ad gangen, mens mere cool kids sender dem vurderende blikke fra deres ikoniske skabe, og den ene grydefrisure glider over i den næste.

Filmen følger den typiske struktur fra første skoledag hen over skoleballet til graduationceremonien. I tematiske kapitler med titler som »Fitting In«, »Acting Out« og »Losing Yourself« om flokmentalitet, afvigelse og begær.

Nysgerrighed overskygger nostalgi

Der er en tydelig forkærlighed for film med horrorelementer eller (andre) bizarre præmisser, der mimer, forvrænger og forstørrer pubertære skrækforestillinger. I Disturbing Behavior (1998) bliver alle elever på et gymnasium – med undtagelse af hovedpersonerne – f.eks. angrebet af en bacille, der fjerner evnen til at tænke selv, mens Idle Hands (1999) handler om en apatisk ung hashryger, hvis højre hånd udvikler sin egen selvstændige vilje og grænsesøgende personlighed.

Lyne har også et skarpt blik for teenagefilmenes ofte ret reaktionære lykkelige slutninger, som når den nørdede dreng i The Girl Next Door (2004) lærer sin nye kæreste at tæmme sin seksualitet som tak for, at hun har vakt hans, eller når hovedpersonen i 13 snart 30 (2004) ved hjælp af en tidsrejse sikrer sig præcis det voksenliv, hun drømmer om som 13-årig. 

Lyne fortæller hverken ungdomsfilmens historie eller kårer gymnasielivsskildringens højdepunkter. Han læser en hel genre på en gang, baseret på sit eget idiosynkratiske udvalg, og det fine ved Beyond Clueless er, at nysgerrigheden konsekvent overskygger nostalgien.

’Beyond Clueless’. Manuskript og instruktion: Charlie Lyne. Vises onsdag 21. marts i Empire Bio.

www.cphdox.dk

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her