Anmeldelse
Læsetid: 2 min.

Leïla Slimani skriver som en rengøringsdame, der har det sorte bælte i karate

Sproget i ’Vuggesang’ er hårdt, hurtigt, og der er ikke noget metaforisk snusk i hjørnerne
Kultur
23. marts 2018

»Den lille dreng er død. Det tog kun få sekunder.«

Der er fortællemæssig effektivitet for alle kurverne i den franskmarokkanske forfatter Leïla Slimanis Vuggesang, som starter med disse to sætninger, der hurtigt afslører en barnepiges aflivning af to mindre børn.

Så har vi ligesom overstået tragedien og er i gang, og så går resten af romanen med at optrævle forløbet op til denne udåd: Hvordan kunne en ellers så sød og omsorgsfuld barnepige finde på at begå denne forbrydelse?

Problemet for mig i en sådan læsesituation er, at jeg på forhånd er helt afklaret med, at folk som flest er bindegale og under pressede omstændigheder kan gøre de mest forfærdelige ting.

Jeg har altså ikke forbløffelsen liggende som en dunkende fremdrift, jeg synes bare, det er ubehageligt, at folk dør. Og eftersom de i dette tilfælde gør det på side ét, ja, så er det ikke der, jeg skal hente mine snapse.

Heldigvis er der andet at komme efter i Vuggesang.

For det første skriver Leïla Slimani som en rengøringsdame, der har det sorte bælte i karate: Det er hårdt, det er hurtigt, der er ikke noget metaforisk snusk i hjørnerne, og sproget er i det hele taget renskuret.

Derud over er Vuggesang et vældig interessant indblik i et langt mere hierarkisk og klasseopdelt samfund end det danske. Romanen udspiller sig i et mondænt kvarter i Paris og blandt den øverste middelklasse eller reelle overklasse, hvor næsten alle med små børn har fuldtidsansatte barnepiger.

I Vuggesang er det parret Myriam og Paul, der arbejder fra tidlig morgen til sen aften, og trygt overlader deres to børn til den tilsyneladende perfekte barnepige Louise.

Men årsagen til Louises perfekte overflade er netop, at hun lever sig lidt for godt ind i overklassens livsstil og vaner. Som i en lystfuld drøm fantaserer Louise sig frem til, at hendes ansattes liv er hendes liv. At deres børn er hendes børn, deres lejlighed hendes matrikel – hendes egen lejlighed eller barn har hun aldrig brudt sig rigtigt om.

Hun forsøger at passe perfekt ind i overklassen, selv om hun ikke reelt befinder sig der. Samtidig benægter hun sin reelle status, blandt hele den rettighedsløse gruppe af udsatte, som hun hver dag mødes med i parken med børnene – nemlig de etniske og papirløse barnepiger.

De andre barnepiger føler sig heller ikke trygge ved Louise; hun er for kultiveret og for ordentlig, hun hører ikke hjemme blandt dem.

I sidste ende er tragedien, at hun ikke hører hjemme nogen steder.

Måske er denne kritik af især klasse – men også race – årsagen til, at Leïla Slimani foruden at være forfatter også er rådgiver for præsident Macron. Måske ikke. Det er bare en information, jeg bliver nødt til at dele: I Frankrig bruger man forfattere som rådgivere!

Leïla Slimani: ’Vuggesang’. Oversat af Anders Juel Michelsen. Rosinante, 224 sider, 249 kroner.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her