Læsetid: 4 min.

Lidt for lette noveller

Novellen oplever en lille revitalisering for tiden, men i Julia Butschkows nye noveller om små lettelser i tunge tilværelser varieres der så meget over samme lidt for letgenkendelige mønster, at smerten bliver skematisk
Butschkows noveller minder om en pause, som lidt let mellem de tungere, tærende hovedmåltider. Og sådan er det så også bare at læse dem. Let. Og netop derfor tungt.

Butschkows noveller minder om en pause, som lidt let mellem de tungere, tærende hovedmåltider. Og sådan er det så også bare at læse dem. Let. Og netop derfor tungt.

Pressefoto

23. marts 2018

Noget tungt og så noget let. Det ligner et mønster i Julia Butschkows nye noveller. Der er femten af dem. De er korte. Lette og minimalistiske i sprog og form og i den forstand ikke nogen tung litteratur. Tyngden er der i titlen: Granit. I novellerne er den først og fremmest af den eksistentielle slags. På hver deres måde bærer novellernes personer rundt på noget tungt, som de på den ene eller anden, mere eller mindre midlertidige måde lettes for.

Sådan er det i titelnovellen, hvor en kvinde rejser fra Hellerup til Vendsyssel for både i konkret fysiologisk og overført psykologisk forstand at lette sig ved en gravsten af granit:

»Strålen er tung, vandet fosser ud af mig i en lang ubrudt strøm, jeg sidder nærmest i øjenhøjde med navnet, det virker forkert, og jeg tænker, at hvis jeg havde haft en pik kunne jeg have stået op og pisset ned på gravstenen, det ville have føltes godt, det ville have været helt rigtigt.«

Hvis navn det er, der står på stenen, og hvad det nøjagtig er for et traume, gravskændingen bearbejder, får vi ikke at vide. Bare at »han var et swin«, som den sympatiske graver, kvinden møder og siden ender hjemme hos, afslører på vendelbomål:

»Hele byen vidste, at han var et swin, siger Peder. Der er tavshed igen, indtil jeg beslutter mig for at bryde den. Det skete i en sommerferie, siger jeg. Peder skæver til mig, han kan ikke undgå at se det vand, der pibler ud af min øjenkrog. Mine læber dirrer. Do ku vist godt trænge til et shot, siger han. Eller to eller ti, siger jeg, og pludselig ler jeg, mens jeg græder.«

Sådan tynger det usagte i novellerne, skjult af den tilsyneladende lethed i stort set forbilledlig overensstemmelse med amerikanske Ernest Hemingways gamle isbjergteknik, som bjergarten i titlen på Butschkows noveller måske også hentyder til (ligesom titlen på hendes forrige novellesamling, Der er ingen bjerge i Danmark fra 2011, måske gjorde).

Og sådan er der en lille lettelse i hver novelle. I novellen »Ord« googler en enkemand, der aldrig tillader »sig selv at dvæle for længe ved tilværelsens tyngde« en dag det »mest forbudte ord, han kan forestille sig« på det internet, han ellers har betragtet som »en vildfarelse, der ville fjerne menneskeheden fra virkeligheden«. Og føler for første gang i mange år sin afdøde kones nærvær.

»Nu letter vi,« hvisker fyren, som en ung pige på familieferie til Gran Canaria først fester med og så, bedøvet af stoffer, har sin ufrivillige seksuelle debut med. Men »lettelse« føler hun først, da hun forestiller sig flyet styrte i havet på vej hjem.

En ung mand letter sig for den last, hans lyst til små børn er, i et krat og fantaserer bagefter om at befri sig for sin hemmelige byrde ved at lade sig dratte ud af sit kollegievindue, bare »læne sig ud og give slip«. En midaldrende kvinde forløses i hemmelig promiskuitet, efter hendes mand har bekendt at have været utro, og en midaldrende mand erkender efter, hvad en traumecenterneurolog, der minder ham om hans mor, erklærer for et fysisk angstanfald, at hans mors omsorg for ham havde seksuel karakter. Én syg kvinde giver slip og dør, en anden letter feberen fra, da den gamle dame i hospitalssengen ved siden af dør, ligesom en kvinde befries for sin egen tunge angst, da værtshuselskeren, hun forsøger at befri for hans »tiltagende tyngde«, tager sit liv. Lethed afløser tyngde. Ikke i store og smertefri forløsninger, men i små.

Sådan varieres der over samme lidt for letgenkendelige mønster i Granit. Novellernes personer og deres problemer er forskellige på overfladen, faktisk så forskellige, at de nærmest udgør et demografisk repræsentativt udsnit af mennesker – unge og gamle, mænd og kvinder, underklasse og middelklasse. Men så er de og problemerne alligevel så ens. Det er, som om de, selv når de taler med forskellige dialekter, taler med samme stemme. I den minimalistiske skematik forbliver smerten ikke bare skitseret, den føles selv skematisk.

Følelsen af, at der varieres over et mønster, er ellers noget, som flere af de ret glimrende novellesamlinger, der er kommet de senere år, har været forfriskende frie for. Hverken Caroline Albertine Minors Velsignelser fra sidste år, der også er den ene af de to danske kandidater til Nordisk Råds Litteraturpris i år, eller Emma Bess’ nylige debut Mødre, døtre, søstre genopfinder ligefrem novellegenren.

Deres novellesamlinger er også, som genren gerne er, prismer, der bryder den samme lysstråle i forskellige farver. De skriver også om den smerte, den ensomhed og det tvetydige, sorgfulde begær, som Butschkow sådan set gør. Men de gør det på en måde, der bevæger genren andre steder hen end den velkendte minimalisme. Minor gør det i den lange novelles og novellekredsens narrativt komplekse form, Bess i en sanse- og billedmættet prosa.

Noget tungt og så noget let. Det ligner også et modvægtsprincip i Butschkows forfatterskab, hvor Granit følger den tungere roman Aber dabei fra 2013 om livet på en psykiatrisk afdeling, ligesom novellerne i Der er ingen bjerge i Danmark fulgte den roste selvbiografiske roman Apropos Opa om en kvinde, der opdager, at hendes bedstefar var nazist, som Butschkow brød igennem med i 2009. Det ligner noveller som en pause, som lidt let mellem de tungere, tærende hovedmåltider. Og sådan er det så også bare at læse dem. Let. Og netop derfor tungt.

Julia Butschkow: ’Granit’. Rosinante. 192 sider, 200 kroner.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu