Anmeldelse
Læsetid: 4 min.

Mit liv som Indiana Jones

Alicia Vikander spiller en handlekraftig, men afseksualiseret udgave af computerspilheltinden og eventyreren Lara Croft i ’Tomb Raider’, der ikke er så god, som Informations filmredaktør og tidligere arkæologistuderende havde håbet på
Alicia Vikander gør det glimrende som actionheltinden og eventyreren Lara Croft, der leder efter sin far, i computerspilfilmatiseringen ’Tomb Raider’. 

Alicia Vikander gør det glimrende som actionheltinden og eventyreren Lara Croft, der leder efter sin far, i computerspilfilmatiseringen ’Tomb Raider’. 

SF Studios 

Kultur
16. marts 2018

Jeg skal bestemt ikke afvise, at det var de tre Indiana Jones-film (der er kun lavet tre!), som gav mig lyst til at blive arkæolog. Det havde også at gøre med en inspirerende lærer i oldtidskundskab, men det var svært at stå for al det eventyr, de fantastiske, sagnomspundne oldsager og smukke kvinder, som Indiana Jones i Harrison Fords skikkelse væltede sig i.

Jeg plejer også at sige, at grunden til at jeg forlod studiet i klassisk arkæologi og i stedet helligede mig filmen, var, at der ikke var noget Indiana Jones over det. 

Nu skal det selvfølgelig ikke handle om Indiana Jones, men det var blot for at forklare, hvorfor jeg er så glad for den arkæologisk farvede eventyrfilm: Fra Indiana Jones til de to første The Mummy-film, ja, jeg har endda et blødt punkt for de to National Treasure-film og de noget billigere The Librarian-film – og den tilhørende tv-serie – også selv om jeg godt ved, at det ret beset ikke er gode film.

Det samme kan jeg sige om de tidligere Tomb Raider-film af Jan de Bonts, der er baseret på en række populære computerspil og har Angelina Jolie i hovedrollen som den veltrænede og forførende eventyrer og actionhelt Lara Croft. Det er ikke gode film, men de handler om arkæologi, og jeg kan ikke lade være med at kigge med. Derfor har jeg faktisk glædet mig til den nye Tomb Raider, der nu har premiere, men trods gode elementer er det desværre ikke nogen ubetinget vellykket film.

Mystiske artefakter

Lara Croft (Alicia Vikander) er en ung, britisk kvinde i 20’erne. Hun arbejder som cykelbud i London og nægter at skrive under på de papirer, som erklærer hendes elskede milliardærfar for død og lader hende arve hans forretningsimperium. Richard Croft (Dominic West) forsvandt syv år tidligere, og skriver Lara under på papirerne, vil hun føle det, som om hun opgiver at finde ham igen.

En dag får hun et fingerpeg om, at faren ikke var på nogen almindelig forretningsrejse, da han forsvandt, og at han i det hele taget levede et dobbeltliv, hvor han hellere ville lede efter mystiske artefakter med overnaturlige kræfter end styre sine forretninger.

Lara, der selv er lidt af en vovehals – hun kan slås, skyde med bue og pil, løbe hurtigt og køre stærkt på cykel – rejser sporenstregs til Hong Kong for at finde faren, og snart er hun på sporet af en mystisk japansk legende og i kløerne på en skruppelløs mand, Mathias Vogel (Walton Goggins), der sammen med sin hær af banditter (blandt andre danske Alexandre Villaume) leder efter det samme som Lara – og som måske ved, hvad der er sket med hendes far.

Afseksualiseret heltinde

Alicia Vikander er en glimrende og noget mere jordbunden Lara Croft end Angelina Jolie. Det er også grunden til, at første del af Tomb Raider faktisk fungerer ganske godt. Lara er en viljestærk, men ret beset ulykkelig ung kvinde, der savner sin far, og som ikke kan komme videre med sit liv, før hun finder ud af, hvad der er sket med ham.

Det klæder også filmen og dens univers, at Croft-figuren i Vikanders skikkelse er så afseksualiseret, som den er – det er ikke en film, der i stil med de første film dyrker hendes yppige krop. Der skal dog nok være dem, fans af computerspillene, som synes, at det er mærkeligt, at hun ikke længere nødvendigvis er enhver nørds våde drøm. Men det hører ligesom en anden tid til.

Tomb Raider fortæller historien om, hvordan Lara Croft blev til Lara Croft – altså den hårdtslående, intelligente actionheltinde med sans for oldsager – og der lægges naturligvis op til en efterfølger. Problemet er dog, at da først Lara befinder sig i Asien og skal kæmpe for sit liv og for at få sandheden at vide, går der tomgang i plottet.

Computerspillets mekanik

For meget af filmens sidste halvdel handler om, hvordan Lara får løst de gåder og undgår de farer, som bringer hende videre i sin søgen. Det minder til forveksling om et computerspil, når hun springer for livet, mens gulvet forsvinder under hende, dukker sig og hopper, når morderiske metaldimser sendes i hendes retning, og når hun skal finde den rigtige krystal til at åbne en dør, inden det er for sent.

Det er et af computerspilfilmens store problemer, at den ikke formår at sætte sig ud over spillets mekanik. Det er ikke, fordi der ikke er gang i filmen – norske Roar Uthaug, der blandt andet har lavet den meget velfungerende vildmarksthriller, Frit vildt, og katastrofefilmen Bølgen, forstår at iscenesætte action og spænding.

Hvis filmen bliver en succes, og han bliver tilbudt – og har lyst til – at lave en efterfølger, vil jeg håbe, at han får et bedre manuskript at arbejde med. Så kan jeg også blive ved med at drømme om den hæsblæsende karriere som arkæolog og helt, jeg aldrig selv fik.

’Tomb Raider’. Instruktion: Roar Uthaug. Manuskript: Geneva Robertson-Dworet og Alastair Siddons. Amerikansk-britisk (Biografer verden over)

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Niels Duus Nielsen

En afsexualiseret udgave af Alicia Vikander? Det kan jeg simpelthen ikke forestille mig.

Eva Schwanenflügel og Torben Lindegaard anbefalede denne kommentar
Torben Lindegaard

@Niels Nielsen

Jeg så sågar "The Man from U.N.C.L.E." til ende - og så er det vist så ringe, som tænkes kan.

Men hvad gør man ikke for at se Alicia Vikander i action !!

Eva Schwanenflügel og Niels Duus Nielsen anbefalede denne kommentar
Kenneth Krabat

Jeg ved godt, at mange gerne vil glemme den sidste Indiana Jones-film (med rette), men strengt taget er der 4. https://da.wikipedia.org/wiki/Indiana_Jones_og_Krystalkraniets_Kongerige