Læsetid: 5 min.

Lollikes 68-teater er en fest, der fiser ud

Christian Lollikes ambivalente status over arven fra 1968 på Det Kongelige Teater er en slags jævnt underholdende og uhyggelig udgave af ’Hair’, skåret over dramatikerens gode, men genkendelige skabelon. Den virker som altid, men er uden svar på, hvordan vi og Lollike selv kommer videre
Som en karikatur hænger håret anonymiserende ned over skuespillernes ansigter i ’68’.

Som en karikatur hænger håret anonymiserende ned over skuespillernes ansigter i ’68’.

Pressefoto

20. marts 2018

Der er mindst to måder, hvorpå en forestilling om ungdomsoprøret i 1968 50 år efter kunne være frygtelig og mislykket. Den kunne være en nostalgisk fejring af en fest, der for længst er forbi – uden kritisk distance. Og den kunne, med en mismodig svælgen i tømmermændene fra festen, være ren ironisk nedpilning af fortidens vision om det nye samfund. Fortsat fortryllet eller alt for affortryllet.

Christian Lollike og mediscenesætter Tammi Østs 68 på Det Kongelige Teater er på en måde begge dele. Og den er ingen af delene.

Festen der fiser ud

Der er noget grundlæggende skizofrent over forestillingen, der er bygget op om musikken fra oprørsårene, fra Jefferson Airplane til Bob Dylan. Skuespillerne (Marie Dalsgaard, Kristoffer Fabricius, Rasmus Fruergaard, Sicilia Gadborg Høegh, Karen-Lise Mynster, Peter Plaugborg, Johanne Louise Schmidt og Tammi Øst) spiller det overmåde og komisk langhårede (og gode!) band, der akkompagneret af DJ Turkman Souljah (Lawand Othman) spiller alle de gode gamle numre og mellem dem fremfører et stort mix af alle de gode gamle paroler.

Først er det en fest. Slagord, der næsten er til at tro på, konfetti og store hvide balloner flyver energisk ud over publikum. Og så falder det hele langsomt fra hinanden.

Karen-Lise Mynster er genial som stemningsdræberen, der frustreret bryder ud af det forskelsløse »vi«, river parykken af, afbryder musikken og hele den sceniske illusion om, at vi befinder os i 60’erne, med en mageløst mismodig monolog om alt det, hun hader ved oprøret: den fri kærlighed, der også bare var gratis sex, at »blive gammel alene«, »mit slappe kød«.

Senere leder Peter Plaugborg rockkoncertens klassiske call and response-ritual, så publikum selv går fra at råbe »yeah!!« til at skrige et mere og mere afmægtigt »aaarhhh!!«

Sådan bliver stemningen dårligere, og sådan går luften, også bogstaveligt talt, af ballonen, mens forestillingen også igen og igen vender tilbage til de sange, der i Turkman Souljahs skarpe arrangementer selv skingrer mere og mere.

Toppende i en fantastisk, langtrukken udgave af Frank Zappas »What’s the Ugliest Part of Your Body?« (»Some say your nose/ Some say your toes/ But I think it’s your mind/ I think it’s your mind/ I think it’s your mind…«) 

Ligesom parolerne afslører oprørets sange sig i det små som trætte klicheer og tømte fraser, som både bandet på scenen og publikum på samme tid længes efter, gladeligt klapper i takt til og ikke længere kan tro på.

Hele koncertscenariet er på én gang en lidt tynd narrativ konstruktion, som også lidt føles som en undskyldning for at spille noget fed musik, og en konstruktion, der peger på sig selv som tynd narrativ konstruktion. Det er ikke enten nostalgisk eller ironisk, men begge dele, og de skurrer mod hinanden, delene, som den friktion, der driver forestillingens ambivalente behandling af arven fra 68 og frem.

Og også driver den frem til en alvor. Håret siger i virkeligheden det hele.

Det begynder som en komisk karikatur på det revolutionære fællesskab, at håret, som det langhårede oprørs materialiserede skyklapper, hænger anonymiserende ned over skuespillernes ansigter og maskerer dem til ensartet masse. Men det får også mere og mere bandet og hele ånden fra 68 til at ligne de uhyggelige spøgelser fra japanske horrorfilm som Ringen og Forbandelsen. Til sidst løber oprørsfraserne konkret fra deres munde som klam sort væske.

Retorisk teater

Det er oplagt, at det er Christian Lollike, som Det Kongelige Teater har sat til at gøre status i anledning af 50-året for ungdomsoprøret. Spørgsmålet om, hvorvidt og hvordan oprøret er muligt i dag, er et, dramatikeren og instruktøren igen og igen stiller i sine stykker.

Det gælder ikke kun de forestillinger, hvor længslen efter oprøret, som i hans nylige Revolusjon på Nationaltheatret i Oslo og danseforestillingen The Vampire Revolution, er det helt åbenlyse emne.

På mange måder føles 68 også som en reprise.

Forestillingen er i hele sin opbygning og ned til mange enkeltelementer – såsom ordene, der bliver til materie, der flyder fra skuespillernes munde – Lollikes retoriske teater inkarneret.

68 gennemspiller ligesom stort set alle hans seneste stykker, fra sidste års geniale Erasmus Montanus til det mere matte, aktuelle Hospitalet, en dialektisk bevægelse fra energisk at præsentere oprørsparolernes teser som for at prøve at tro på dem til ironisk at pille både fortællingerne og hele den sceniske illusion fra hinanden i en teatralsk antitese, der afmatter sig selv for at ende i en alvorlig syntese, hvor en ny patos får udtryk.

Det nærmer sig en skabelon. Det imponerende er, at det alligevel virker hver gang.

Som så ofte hos Lollike trættes man også i 68 af, hvordan den ironiske udstilling af f.eks. fri kærlighed og feminisme tit tyr til lidt for lette grin. Som når Johanne Louise Schmidt graver længe og dybt efter sit feministiske manifest i sin egne blottede af slagsen og forestillingens mandlige skuespillere bagefter kommer ind på scenen, hiver bukserne ned og hopper, så det hele hopper med – og parolen »kussen er sur« bare bliver ren komik.

Fordi Lollikes stykker også selv trættes og netop bruger afmatningen af sine egne ironiske greb som dramatisk drivkraft, er det en kritik, de altid selv foregriber. Hvilket så i sig selv kan blive lidt trættende.

Men hvordan kommer vi videre?

Og alligevel virker det altså også i 68, når ironien så er udtømt og slår om i uforbeholden følelsesfuldhed.

Det virker – ikke lige så stærkt som i Erasmus Montanus, men dog – når Karen-Lise Mynster til sidst synger en oprigtigt rørende, uperfekt og afskrællet version af Dylans »Masters of War«; når scenen, som altid, helt konkret falder fra hinanden, og det næsten – men netop kun næsten – sentimentalt poetiske håb for fremtiden kommer vandrende ind, purt syngende The Doors’ »Break On Through (To the Other Side)«. For måske at vække til et nyt, men endnu ansigtsløst oprør.

Det ekstranummer, bandet bagefter giver, kunne jeg godt have undværet. Med det ender Lollikes og Østs uhyggelige udgave af Hair (musicalen, der allerede i selve 68 iscenesatte det langhårede oprør på Broadway) hvor dramaet næsten allerede er reduceret til mellemspil i en teaterkoncert, i hvert fald bogstaveligt talt med at underholde snarere end overbevise til nyt oprør.

Det understreger selvfølgelig, at selve problemet er, at overbevisningen ikke er til at blive i. Det understreger, hvordan ånden fra 68 hjemsøger vores tids mulighed for oprør som en ikkelevende genganger, der er for luftig i en ny virkelighed af abstrakt magt, datastrømme og klimakatastrofer. For luftig, kort sagt, til at bevæge tidens afmagt til revolution frem for apati. Men som heller ikke er til at slå ihjel.

Det er langtfra mislykket, men både jævnt underholdende og jævnt uhyggeligt. Spørgsmålet om, hvordan vi kommer videre, forbliver dog spørgsmålet, der hjemsøger både os og Lollikes dramatik.

68. Det Kongelige Teater, Store Scene. Koncept: Sort/Hvid og Det Kongelige Teater. Iscenesættelse: Christian Lollike. Co-iscenesættelse: Tammi Øst. Scenografi og kostumer: Bente Lykke Møller. Lysdesign: Mikael Sylvest. Videodesign: Michala Clemmensen. Musikmix: DJ Turkman Souljah. Til den 23. maj 2018.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • ingemaje lange
  • Erik Karlsen
  • Ejvind Larsen
ingemaje lange, Erik Karlsen og Ejvind Larsen anbefalede denne artikel

Kommentarer

John Damm Sørensen

Som tilskuer til oprøret i 1968, og nu som tilskuer til forestillingen om oprøret, må jeg blot sige, at stykket nok skulle have været anmeldt af en lidt ældre person.