Læsetid: 2 min.

Lone Theils seneste femikrimi bør behæftes med glosen ’narrefisse’

Krimi nummer tre fra Lone Theils har sin styrke i den ydre realisme og sin svaghed i plotkonstruktionen
Forlaget oplyser, at Lone Theils serie om Nora Sand er solgt til udgivelse i 16 lande. Disses forlæggere må formodes at ligge under for pengestærke russere eller, mere sandsynligt, sort magi.

Forlaget oplyser, at Lone Theils serie om Nora Sand er solgt til udgivelse i 16 lande. Disses forlæggere må formodes at ligge under for pengestærke russere eller, mere sandsynligt, sort magi.

Asger Ladefoged

16. marts 2018

Før glosen ’narrefisse’ forsvinder ud af det danske sprog, forekommer det nærliggende at hæfte den på en ny letløbende femikrimi fra journalist Lone Theils (f. 1971). To handlingsspor flettes sammen, men da det til slut viser sig, at det dramatisk bloddryppende af dem kun har fungeret som spændingsskabende krydderi på det andet, slappe, i grunden dybt trivielle spor, føler man sig som læser skuffet og snydt.

Den både kickboksende og sandhedssøgende Londonkorrespondent Nora Sand, der arbejder for det danske nyhedsmedie Globalt, og som krimifans muligvis vil kende fra Pigerne fra Englandsbåden (2015) og Den blå digters kone (2016), mødes på selveste Highgate Kirkegård (hvor Karl Marx og George Michael ligger – uden at kunne hjælpe) med en nigeriansk professor, der forsker i terrorbevægelsen Boko Haram. Dagen efter får Nora at vide, at manden bagefter blev fundet dræbt samme sted. Et øre er væk, hjertet er skåret ud af hans bryst, og tungen mangler. Vidste hr. Abioni mon for meget?

Sideløbende hermed verserer i samme storby en celeber skilsmissesag mellem en kynisk russisk oligark og en forhenværende dansk realitystjerne. Dels slås de om penge, dels vil begge have forældremyndigheden over otteårige Nicholas. Og da denne brat bliver bortført, kaster pressen sig sultent over historien om de ugebladskendte.

Lone Theils: Heksedrengen

Vor skriveheltinde Nora derimod bestræber sig i sin grænsesøgende sandhedstørst på at forfølge både det blodige og det sladderspaltede spor. Og tro det eller lad være, hun får vitterlig færten af noget stort, da en drengetorso bliver fundet nær Shakespeare-teatret, uden hoved, men iført rigmands- og reality-sønnens orange Ralph Lauren-vest!

Er der en indre forbindelse mellem rublerne og den nigeriansk relaterede sorte magi? Hvem i politiet ved noget, som korrespondenten kan skrive, og kan journalisten, som jo før set i genren, ved snarrådighed og gåpåmod åbne døre, som for strisserne forbliver lukkede?

Som genren vistnok fordrer, har heltinden samtidig ondt i privaten. Skolekæresten, politibetjenten Andreas, som hun blev kærester med i debuten, skal være far på Frederiksberg, og forlæggeren med de mørkebrune krøller, som hun overnattede hos i fortsættelsen, har i sidste ende vel ikke andre fortrin end tilfældigvis at være bror til en højtstående kriminalinspektør i Scotland Yard.

Romanen har sin styrke i realismen, hvormed forskellige dele af London er skildret, og i den nøjagtighed der lægges for dagen, hvor det gælder praktisk journalistik med pressemøder, deadlines og det obligate bryderi med redaktionen derhjemme.

Hvor realismen derimod svigter, er, da det hele skal kulminere og læseren føres til »gotiske« lokaliteter med hekseritualer og arme indespærrede børn. Efter hæsblæsende biljagter, der formelig råber på filmatisering, ender det hele på et nedlagt landbrug ved Randers, hos realitystjernens mor. Hvorfor? Jo, lange forklaringer følger: Hun var i Nigeria engang.

Samme kvinde har åbenbart forhekset bogens forfatter. For hun dukker op, vred, på side 58, men er glemt af alle på side 79 og af alle andre end netop Nora på side 98. Mirakuløst – eller bare klodset?

Forlaget oplyser, at serien er solgt til udgivelse i 16 lande. Disses forlæggere må formodes at ligge under for pengestærke russere eller, mere sandsynligt, sort magi.

Lone Theils: ’Heksedrengen’. Lindhardt og Ringhof, 271 sider, 250 kroner.

Krimi 2018

Litteraturen har altid forsøgt at sætte kriminalsager i forbindelse med en dybere samtidsanalyse – for måske er det gåderne, der gør os i stand til at leve i et gennemrationaliseret samfund. Vi sætter fokus på krimien som et pusterum i en verden præget af usikkerhed og frygt for fremtiden, men også på hvordan virkelighedens efterforskere læser krimien, og så anmelder vi 19 krimier – blandt andet ’Rosernes torne’ skrevet af Stephen King i fællesskab med hans søn.

Andre artikler i dette tillæg

  • Hvilken krimitype er du?

    16. marts 2018
    Er du den moralske læser, der tager afsted for at bakke op om krimiforfattere, der tør tænke ud over døde kvinder på kødkroge, eller går du selv med en ikke så hemmelig drøm om at skrive Danmarks næste kriminalbestseller?
  • Stephen King og hans søn fejrer kvinden i ’Rosernes torne’

    16. marts 2018
    Kvinder falder i søvn og forpupper sig i Stephen og Owen Kings ’Rosernes torne’, en sælsom og underholdende genfortælling af historien om Tornerose og vel nærmest et feministisk kampskrift om forholdet mellem gode kvinder og vrede mænd – og alle dem midt imellem
  • Detektivromanen giver os gåder, vi ved, vi kan forstå

    16. marts 2018
    Forbrydelsen var, at det moderne samfund dræbte mysteriet. Redningen blev, at kriminalromanen gav os gåderne tilbage. Og nu giver de os fortællingen om en verden, hvor vi kan stole på, at vi kan finde ud af, hvem der har gjort det
Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Niels Duus Nielsen
  • ulrik mortensen
Niels Duus Nielsen og ulrik mortensen anbefalede denne artikel

Kommentarer

Nike Forsander Lorentsen

Erik Skyum-Nielsen, endnu en mand som ikke har fattet en brik af #metoo, med sin n........e i sin kritik af Lone Theils nye krimi. Men ikke forbavsende han er jo kun en mand. Men den krimi er sikkert endnu mere læseværd nu.