Læsetid: 4 min.

Måske skulle ’Underkastelse’ bare ikke være opsat som teater

Lars Brygmann ligner Michel Houellebecq og er god til at være lidenskabsløs au naturel, men Anja Behrens’ skarpt skårne teaterstykke over den franske forfatters omtalte roman ’Underkastelse’ overbetoner kontroversen og underbetoner kompleksiteten i portrættet af tidens machomelankoliker
Der er mere pjusket dansk knudemand end misantropisk litteraturekspert i religiøs krise over Lars Brygmann i 'Underkastelse'

Der er mere pjusket dansk knudemand end misantropisk litteraturekspert i religiøs krise over Lars Brygmann i 'Underkastelse'

Emilia Therese

27. marts 2018

Om man er fan eller ej: Den franske forfatter Michel Houellebecqs roman Underkastelse fra 2015 er mindre kontroversiel og mere kompleks end sit rygte.

Det er efter alt at dømme også grunden til, at Anja Behrens’ iscenesættelse af romanen på Betty Nansen Teatret, selv om den både er visuelt appellerende og velspillet, efterlader et indtryk af en kraftløs kontrovers.

Houellebecqs norske kollega Karl Ove Knausgård skrev det i sin anmeldelse af romanen i New York Times: Den omdiskuterede roman, der foregår i en nær fremtid og bl.a. forestiller sig lederen af et fiktivt islamisk parti blive præsident i Frankrig med støtte fra en centrum-venstre-fløj, der vil forhindre den virkelige højrenationale Marine Le Pen i at komme til magten, handler mere om vestens eget massive meningstab og mislykkede forsøg på at forene frigørelse og fællesskab, end den handler om islam og islamiseringen af Frankrig.

I praksis tjener den politiske krise i romanen endda mest som baggrund for den personlige – religiøse og romantiske – krise, som dens fortæller, litteraturprofessoren François, gennemlever.

I bred forstand er romanen – der ikke mindst blev så omtalt, fordi den udkom samme dag, som terrorattentaterne mod bl.a. Charlie Hebdo fandt sted – som satire rettet mod Europa selv.

En diagnose af en kulturel depression, snarere end en fremmedfjendsk dystopi.

Houellebecqs roman ’Underkastelse’ genopsøger gamle erkendelser og tidligere grundsten i den europæiske civilisation i nutidens søgen efter ny mening.
Læs også

I snæver forstand handler romanen også bare (hvilket selvfølgelig lige netop ikke bare er ‘bare’) om en midaldrende mand, der gerne vil have en kæreste, men som lige så lidt magter at tro på familien som på en gud og angiveligt ender med at lade sig omvende til islam af pragmatiske grunde.

François er en machomelankoliker. Han er den tilsyneladende misogyne mandschauvinist, der beretter om sit forbrug af stramme studiner, ludere og færdigretter, men også er ynkeligt ensom og ude af stand til rigtigt at erkende og erklære sin i sidste ende sobre kærlighed til elskerinden Myriam, der ellers elsker ham. Altså en både komisk og tragisk figur. Og han ved det.

Hans nedsættende ytringer om kvinders rette rolle og kropslige forfald er derfor aldrig rigtig provokerende.

Der er noget næsten Margaret Atwood’sk The Handmaid's Tale over romanens patriarkalske dystopi, hvor det nye islamiske styre ikke indfører, men uden modstand formaliserer den rolle som forbrugsvare, kvinden allerede har i det sekulære samfund.

Der er ikke tvivl om, at François, »den lille franskmand«, er den sørgelige inkarnation af det franske fællesskabs apatiske indre forfald snarere end et eksempel til efterfølgelse.

En fin François

I Anja Behrens’ skarpt skårne udgave af Underkastelse som monolog »efter Michel Houllebecqs kontroversielle roman« ofres noget af den kompleksitet.

Lars Brygmann er en fin François: Han ligner næsten Houllebecq med sit uredte matgrå hår. Han er behersket glat og lidenskabsløs au naturel.

Det mylder af biroller, herunder en henslængt Myriam og diverse kolleger, som nødvendigvis må komme til orde for, at romanens handling kan leveres som enetale, veksler han mellem med rummelig splittelse.

Omend det er en konstruktion, der også føles nødtørftig og efterlader dem som slørede skitser. Han profanerer det store hvide kors, som den beskedne scenografi bombastisk består af, på utallige intense måder og flankeres som forestillingens stærkeste visuelle element af et tavst »kvindekor«, hvis ligeledes beskedne beklædning morfer fra skolepigeuniform til katolsk nonnedragt til muslimsk tilsløring.

Der er lidt mere pjusket dansk knudemand end provokerende misantropisk litteraturekspert over Brygmanns halvfedtede François.

På den ene side giver det ham netop den rette letkomiske og derfor også letsympatiske ynkelighed, som han også har i Houellebecqs roman. På den anden side er det også det, der gør Houellebecqs ellers interessante machomelankoliker og dennes krise mere vag.

I Houellebecqs roman spiller François’ livslange studie af fin de siècle-forfatteren Joris-Karl Huysmans en helt central rolle. Det er gennem studiet af den dekadente Huysmans’ forfatterskab og den religiøse vækkelse, Huysmans selv oplevede, at hele François’ religiøse krise udfoldes og, som Knausgård også bemærker, bliver mere end satirisk og provokerende.

Flad provokation

I Behrens’ version er næsten hele det litterære lag – fordi det selvfølgelig ville gøre den allerede omfattende monolog endnu mere omfattende – skåret væk. Romanens ydre og mest kontroversielle handling er bevaret, mens François’ indre konflikt kommer til at fremstå ukompleks.

På scenen kommer Underkastelse meget mere karikeret til at handle om en midaldrende mand, der bare gerne vil have en kæreste, og for hvem kvinder, som det lyder i programmet, er staffage.

Kvindekoret, som med deres konkrete kroppe udgør denne staffage på scenen, bliver så en slags tavs demonstrativ kommentar, der skal udstille hykleriet. Som iscenesættelsesgreb virker det fint som et modspil til den store mængde af tekst, Brygmann skal tale sig gennem, men det får heller aldrig nogen virkelig virkningsfuld funktion, at de så påfaldende er uden funktion.

Omvendt tager det kanten af den kritik, der er i Houellebecqs roman, fordi kvinderne netop ikke er ren staffage, selv om det er det, hans François fortæller os og sig selv – det er det, der er romanens tragedie jo.

Ligesom korset, som kvindekoret på Betty Nansen Teatret gnider sig op ad, og som Brygmanns François også selv tager mellem benene som en stor fallos og bastant nok også overskærer med en motorsav som en slags symbolsk selvkastrering, kommer koret, med deres sammenstilling af nøgent seksualiseret kød og religiøse symboler, til at virke som noget, der skal provokere, men ikke rigtig gør det. Eller gør det fladt.

Det er ikke underligt, at det er svært at omsætte en roman som Underkastelse til scenen. Det er heller ikke underligt, at det alligevel er fristende, når romanen taler så direkte om tidens store brydninger og har været så omtalt. Men måske skulle man alligevel bare lade være.

’Underkastelse’. Betty Nansen Teatret. Baseret på romanen af Michel Houellebecq oversat af Niels Lyngsø. Iscenesættelse og dramatisering: Anja Behrens. Dramaturg: Karen-Maria Bille. Scenografi og kostumedesign: Nathalie Mellbye. Komponist: Ida Jacobsen. Lysdesigner: Christian Alkjær. Til den 7. april

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu