Læsetid: 5 min.

Mesterlige Lynne Ramsay fortæller følsomt med blodsprøjtende hammer

Lynne Ramsays mesterlige ’You Were Never Really Here’ om en lejemorder, der hader mænd, er en kærlig film om fortrængning. Sjældent, hvis nogensinde, har interessen for mennesket fyldt så meget midt i den blodsprøjtende hævn
'You Were Never Really Here' er helt sin egen. Det er en brutal og kærlig film om fortrængt smerte, fortalt med fuld, blodsprøjtende hammer.

'You Were Never Really Here' er helt sin egen. Det er en brutal og kærlig film om fortrængt smerte, fortalt med fuld, blodsprøjtende hammer.

Alison Cohen Rosa

22. marts 2018

26. 25. 24. 23. Et trick, som nogle folk, der udsættes for misbrug, tyer til, er at tælle. Inde i hovedet. Rykke bevidstheden væk fra den konkrete situation, som kroppen er bundet fast til. 22. 21. 20. Man skal forvisse hjernen om, at det hele snart er overstået, at tiden fortsætter, selv om det føles, som om den helt er stoppet. 19. 18. 17. Så kan man rejse ud af kroppen og et helt andet sted hen. Man behøver ikke at være der, hvor det gør så ondt at være. 17. 16. 15.

Det gjorde store, brovte Joe som lille purk i Lynne Ramsays mesterlige hævndrama You Were Never Really Here.

Når faren tæskede løs på moren, råbte og skreg og truede sin søn med morderlig vrede – »ret ryggen, dreng!« – så talte Joe ned. 14. 13. 12. Og skjulte sig i tøjskabet og trak den plastik, der skulle beskytte moderens kjoler fra møl, tæt ned over ansigt og mund for at svimle hjernen med iltmangel. 12. 11. 10.

På et tidspunkt i barndommen blev en del af ham derude permanent. Altid er han nu lidt på afstand af kroppen og smerten, altid lidt væk fra det, der foregår foran ham, fra dem, der lever almindelige liv, mens han buldrer rundt i sin egen brutale skyggetilværelse.

Plak!

Som voksen trasker Joe nu rundt i verden som en arret muskel- og kødklump af en krop – perfekt spillet af Joaquin Phoenix, der blev kåret til bedste hovedrolle i Cannes.

Joe er krigsveteran, han bor hos sin gamle mor, som han elsker og mundhugges med som en teenager. Og så er han lejemorder med speciale i at redde folk ud af fangenskab – koste de menneskeliv det vil. På med hættetrøjen. Ind og købe gaffatape og redskaber. Joe kan bedst lide at bruge en hammer som våben. Ét velplaceret slag – plak! – så er de folk døde.

Laver man en genrefilm, skal man gøre det på sin helt egen måde, mener Lynne Ramsay. Information har talt med den skotske filminstruktør, der er aktuel med karakterstudiet og thrilleren ’You Were Never Really Here’
Læs også

Man kan fodre grise med film om ensomme ulve, der tæsker sig gennem kriminelle underverdner med hævn som formål og en muse, der skal reddes eller sættes i fare midt i vanviddet. Nicolas Winding Refns Drive eller Only God Forgives, for eksempel, eller En mand ser rødt. Vreden kan ofte betragtes som civilisationskritik om manden mod det system, der har fejlet – også hos Ramsay, hvor omdrejningspunktet er Joes kamp mod et magtfuldt pædofilnetværk; det ondeste af det onde.

Men mens vredens årsag, sårbarheden, der har fået antihelten til kun at se vrede og fjender, ofte føles mest som et alibi for at smadre igennem, så er fortidens frygt og nutidens råhed flettet stramt ind i hinanden i You Were Never Really Here. Helt konkret i scener, der flimrer ængsteligt af flashbacks. Sjældent, hvis nogensinde, har interessen for mennesket fyldt så meget midt i hævnen.

Andre er mærkelige

Vi møder først Joe i færd med at rydde op efter et eller andet grusomt, der er foregået på et hotelværelse. Han klikker rutineret simkort ud af en mobiltelefon, smider den ned i en affaldspose sammen med en kvindes smykke, tørrer en hammer tør for blod. Alt er vist i helt nære close-ups, der gør ham utilnærmelig og farlig for os. Først gør man det. Så gør man det. Det er en mekanisk rutine, en netop overstået forfærdelighed reduceret til iskold praktik.

Når kameraet viser os verden fra Joes perspektiv, så er det sådan, det er. Afstumpet, afkoblet, det er ikke ansigter, han ser på fremmede mennesker, men kød med tænder. En taxachaufførs sang er et vibrerende hul i hovedet, som der kommer lyd ud af. Andre mennesker føles mærkelige, når man aldrig rigtig er til stede.

I ham følger vi denne afkobling fra verden, men i ham og ud over hele filmen buldrer også en kæmpe og ængstelig intensitet, der udtrykkes allerbedst af filmens lydspor, en lydlægning med en sær og særlig mangel til at adskille det vigtige fra det uvigtige. I Joes hoved lyder græshopperne på plænen lige så højt, som pistolskud gør det. Bilerne i den by, han bevæger sig rundt i, drøner så højt og skærmer sådan for udsynet til ham, at det hverdagslige minder om ét langt trafikuheld.

Skrøbeligheden larmer

Og fortiden larmer lige så meget som nutiden. Lydspor fra barndommens larm og nutidens larm er ikke til at skelne fra hinanden – ligesom Radiohead-guitarist Jonny Greenwoods fabelagtige og dominerende soundtrack, der kværner hårdt og nådesløst derudaf, understregner, at det er skrøbeligheden, der dundrer og larmer så vildt og helt ind i maven, ikke blot vreden.

Filmens muse er den unge tragisk forhærdede pige Nina (Ekaterina Samsonov), som Joe redder fra et pædofilnetværk, og som han udvikler en slags beskyttertrang for. De to er en slags smertens sjælefrænder, også Nina tæller ned inde i hovedet under de forfærdeligheder, hun udsættes. 9. 8. 7. 6.

I starten hører man de tos nedtællinger flettet sammen som et desperat kor og en forvarsel. Med starten på, hvad der ligner et desperat partnerskab imod verden, kipper filmen, som er baseret på en bog af Jonathan Ames, med hatten til Luc Bessons mesterværk Léon (1994), hvor en lejemorder og en lille pige går i krig mod underverdenen sammen.

Men You Were Never Really Here er helt sin egen. Det er en brutal og kærlig film om fortrængt smerte, fortalt med fuld, blodsprøjtende hammer. Der er ingen, der kan påstå, at britiske Ramsay, som herhjemme slog bredt igennem med det virtuose og mærkværdige moderskabsparanoiadrama Hvad med Kevin?, ikke kan være med, når der skal leveres originale bud på rå action. Man får lyst til at sige, at verden bliver større, når en kvinde overtager styringen over mandedominerede genrer.

Det er måske vel kækt at hævde. Men der er i hvert fald få, hvis nogen, der kan løfte historien om en vred lejemorder med så stor kunstnerisk integritet og så originalt følsomt som Ramsay.

You Were Never Really Here. Instruktion: Lynne Ramsay. Manuskript: Lynne Ramsay med forlæg i bog af Jonathan Ames. Amerikansk. 89 min. Biografer over hele landet.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

David Joelsen

En følsom film om en psykopat med en hammer er enten dårlig timing, eller dårlig smag.

Lige nu har vi en anden men virkelig psykopat i retten, som har mishandlet en kvinde til døde i en ubåd!

Her bliver kunsten udfordret af virkeligheden.

Eller måske er jeg bare stop mæt og træt af film med vold som virkemiddel. Med eller uden ar og hættetrøje.