Den amerikanske duo MGMT havde fra begyndelsen succes med deres dansable indierock. Men fem års tavshed har fået rygterne til at svirre angående en diskret udfasning af karrieren. Men, nej, parret Andrew VanWyngarden og Ben Goldwasser er tilbage med en frisk vinkel på den mere syntetiske artrock.
Det virker let for de to musikere at blive enige om farten og farverne i deres samarbejde. Det femte album Little Dark Age rummer som en god pop-art-tegneserie både skrigende kulør og brutalitet. Og som et sandt indierock-band handler duoens numre fortsat om eksistentielle kriser og hverdagens følelsesliv, samtidig med at de leverer progressive stikpiller til samtiden.
De ti numre rummer stadig indierockens forunderlige ærlighed, som viser sig på åbningsnummeret »She Works Out Too Much«, hvor en TV-serieagtig række af stemmer synger om ungdommens ubalance i alt fra træning til forhold.
De bittersøde fortællinger er festlige, som de udspiller sig foran et scenetæppe af synth – for at understrege komedien frem for tragedien. Men Little Dark Age mangler det afgørende hit, den elektroniske dansegulvsbasker, der på en måde er blevet en hjertemuskel i duoens svævende indie-univers. Deres bagkatalog af elektroakustiske hits som »Kids«, »Electric Feel« og »Time To Pretend« får lytteren til at lede – forgæves – efter endnu en decideret fuldtræffer.
MGMT: Little Dark Age (Columbia Records).
