Per Aage Brandts pseudoafsløringer om Foucault falder for et typisk Foucault-kneb

Så kom den endelig, Foucaults bogfantom og fantombog, det efterhånden sagnomspundne fjerde bind af Seksualitetens historie, som vi foucauldianere og andet godtfolk har ventet på med spænding, siden Foucaults radikale pirouette før tæppefald, hans chokagtige udgivelser i 1984 før hans tragiske død af aids.

Hvori bestod chokket? Jo, introduktionsbindet til seksualitetshistorien, det skelsættende værk La volonté de savoir (Viljen til viden), annoncerede tilbage i 1976 fem værker, der analyserede delaspekter af den moderne seksualitetsinstallation. De skulle uddybe konstruktionen af seksualitet i forhold til racer og populationer, hysteriseringen af kvinden, seksualiseringen af barnet, diagnosticeringen af de perverse samt den længere (for)historie omkring kristendommens opfattelse af »kødet«.

Ingen af disse blev udgivet, men otte(!) år senere udkommer så to helt andre bind i seksualitetshistorien.

I stedet for at uddybe studierne af vores seneste fire århundreder var Foucault overraskende gået to tusind(!) år tilbage i tiden. Bind 2 omhandler de antikke grækeres »eksistensæstetik« baseret bl.a. på den rette brug af nydelserne (L’usage des plaisirs), mens Bind 3 beskriver romernes lidt anderledes, nærmest hypokondriske »selvbekymring« ud fra kroppen og lysterne (Le souci de soi). Den vigtige kronologiske bro mellem antikken og kristendommen, Les aveux de la chair (Kødets bekendelser), forblev uudgivet. Og Foucault ønskede ved sit dødsleje ingen posthume udgivelser.

Nye brikker til puslespillet

Vi har altså siden 1984 haft det overordnede puslespil og omridset til den færdige ramme, men manglet mange brikker i Foucaults endelige seksualitetshistorie, ikke mindst perioden fra den tidlige kristendom til 1600-tallet. Dette er nu delvist afhjulpet. Les aveux de la chair beskriver perioden 200-500 med Augustin (354-430) som punktum og hovedskurk, en slags superslange i Foucaults syndefaldsberetning, den forfaldshistorie, som han polemisk og ironisk konstruerer i sin utrættelige jagt på seksualitetens århundredlange begrebslige forhistorie. Eller mere dramatisk og paranoidt udtrykt: Ondets Rod.

For ja, roden til alt ondt – i hvert fald på seksualitetens område – er kristendommen, mest raffineret og originalt udtænkt af netop Augustin, senantikkens indflydelsesrige teolog, og ifølge Foucault den mest udspekulerede begærsinstallatør overhovedet. Enkelte interessante ekskurser om bl.a. kristendommens præstemagt og kirkens organisering i de efterfølgende århundreder leverer nye enkeltbrikker til det tusindårige kronologiske gab mellem Augustin og den moderne seksualitetshistorie, som La volonté de savoir skitserede, og som blandt andre (post)feminister og queerteoretikere gennem de seneste 50 år har skrevet videre på. 

Michel Foucault: Les aveux de la chair

Polemik, paranoia og ironi

Selvom Les aveux de la chair er skrevet i begyndelsen af 1980’erne – et maskinskrevet og gennemarbejdet manuskript blev indleveret til forlaget i 1982 og danner grundlag for udgivelsen – tilhører værket stilistisk og temperamentsmæssigt det, vi kender som Foucaults »70’er-fase«. Stemmen er den ironiske, paranoidt magtkritiske genealog, der gennem dysforiserende rædselsskildringer dæmoniserer en række moderne magt-videnskonstellationer.

Det er disciplinkritikeren og den seksualitetsskeptiske Foucault, vi møder i spiddende og gennemironiske udleveringer af det tidlige munkevæsen med dets bizarre jerngreb om kroppen og især sjælen hos de tidlige kristne, der indfører ikke kun hierarki, disciplin og underkastelse, men også – og det er den langsigtede tragedie – kobler denne form for subjektivering (såvel underkastelse som individualisering) til det metafysiske begreb om begæret i det syndefulde kød.

»Sjælen er kroppens fængsel« påstod allerede Overvågning og straf i 1975 med en berømt omvending af den kristne maxime, og Les aveux de la chair dokumenterer, hvordan de tidlige kristne kirkefædre på stadig mere subtil vis bruger installeringen af den udødelige sjæl til at aftvinge og undertvinge det syndige kød stadig flere bekendelser i påbuddene om at sige sandheden om det onde begær.

Således er værket også en kritisk genealogi eller vidensarkæologi over psykoanalysen, der blot er den seneste formation i den vestlige civilisations grusomme og voldelige sandhedshistorie, hvorved mennesket er blevet gjort til et bekendende dyr. I dag er paradiset og den udødelige sjæl som gulerod dog udskiftet af velfærdssamfundets mangfoldige dennesidige lykkepåbud omkring uddannelse, sundhed, produktivitet, reproduktion og ’frigjort’ seksualitet. Og selvfølgelig selvrealisering. På magtens præmisser.

Foucault som skabsspiritualist?

Det er kun en (villet?) naiv læser som Per Aage Brandt, der kan ignorere den åbenlyse og massive ironi, der gennemsyrer også Les aveux de la chair. Brandt læser Foucaults analyser af den tidlige kristne spiritualitet som »bevis« på den franske filosofs antidemokratiske og antihumanistiske hang til middelalderlig mysticisme, der ifølge Brandt i 1979 gjorde ham til fortaler for det iranske præstestyre (Informations Bogtillæg 2. marts 2018): »Hvis man ikke forstår Foucaults politiske spiritualitet, kan man faktisk overhovedet ikke læse hans subjektivitetshistorie,« hævder han, idet han som nyslået fortolkningsnøgle anvender et enkelt genfundet interviewmanuskript udvalgt blandt de flere tusinde, Foucault gav.

Med sensationalistisk »afsløringsretorik« mener han, at den »sande« Foucault »røber sig« i denne tekst, hvor Foucault angiveligt »undtagelsesvist« udtaler, hvad hans værk »i virkeligheden« handler om. Lidet synes Brandt at vide, at dette kneb benyttede Foucault hundredvis af gange: igen og igen driller Foucault sine fortolkere ved at deklamere, at nu har han fundet ud af, hvad hans egentlige interesse er. Og hver gang er det noget nyt! Per Aage Brandts pseudoafsløringer har allerede fået langt mere dansk medieopmærksomhed, end de fortjener, så tilbage til Foucault.

Tidsrejsen

Det var ikke en mysticistisk og rationalitetsfjendsk trang til middelalderspiritualitet, der tvang Foucault tilbage til den tidligste kristendom, men hans fortsatte studier i genstandsfeltet omkring den moderne seksualitet. Kronologien passede nemlig ikke på alle felter.

I forhold til magten passer pengene: kapitalisme, industrialisering, urbanisering og modernitet krævede radikalt nye overvågnings- og disciplineringsstrategier, og her fungerer seksualitetsinstallationen som en uundværlig mekanisme; et magtøkonomisk columbusæg. Og i forhold til viden repræsenterer især de seneste to århundreder en radikal nytænkning af forhold mellem krop, begær og sandhed. Freud er bare et eksempel.

Men i undersøgelsen af det vestlige menneskes erfaring af sig selv som begærssubjekt måtte der inddrages en længere kronologi, for her har kristendommen gennem århundreder gødet jorden. Det moderne vestlige menneske, der tumler med og kæmper for sin seksuelle frigørelse, er nemlig blot den seneste repræsentant for en over tusind år lang tradition for at koble begær, sandhed og identitet. Der går direkte tråde mellem nutidens sexologer og de tidlige kristne kirkefædres begærshermeneutik.

For at finde radikalt anderledes historiske modbilleder kan Foucault ikke længere anvende klassicismens tortur som i Overvågning og straf eller Renæssancens dårskabshyldester og narreskibe som i Galskabens historie. Han må helt bagom kristendommen og til hhv. de gamle grækere og romere.

Derfor har Bind 2 og 3 en anderledes stil og tone: de er langt mere drømmende og poetiske optegninger af, hvordan man (altså den frie, voksne mand!) kan tænke seksualiteten helt anderledes som en nærmest neutral appetit, hvis reflekterede og selvvalgte indskrænkning kan indgå i individuelle bestræbelser på at skabe sig en smuk eksistens eller en »livsstil«, som vi ville sige i dag. Denne afrodisiske appetit er altså ikke et iboende onde i kødet, en konkret aflejring fra Arvesynden, men en lyst, hvor forvaltning og den rette brug kan indgå i selvarbejdet på at skabe sig selv som et kunstværk.

Myten om den liderlige oldtid

Les aveux de la chair gennemhuller myten om en fræk oldtid med en fri seksualitet, der radikalt forandres af en stadig mere seksualitetsfjendsk og kropshadende kristendom. På overfladeniveauet er der nemlig ikke de store forskelle, og mange af de tidlige kristne kirkefædre lånte med arme og ben fra de klassiske filosoffer og læger. For også grækerne og romerne idealiserede seksuel afholdenhed, anbefalede monogami, problematiserede forholdet til ynglingene og antydede koblinger mellem sandhedssøgen og askese.

Det er klart, at de tidlige kristne teologer radikaliserede disse tanker og tilførte dem en større grad af strenghed, men den egentlige forskel er tanken om begæret som et fremmedlegeme, et iboende onde, der skal udspørges og bekendes, forstås og håndteres. Her fungerer dåben og især ægteskabet som centrale disciplineringsmekanismer, men ikke i form af radikal udslettelse af begæret.

Derimod bliver ægteskabet rammen om en minutiøs styring af driften, der også rummer juridiske dimensioner, idet ægtefællerne »skylder« hinanden deres kroppe, og i visse tilfælde skal udføre samlejet som en ægteskabelig »pligt«. Så snarere end en primitiv seksualitetsfjendtlighed bliver det kristne ægteskab et felt for gejstlig og juridisk intervention med en række detaljerede forbud og påbud – og i visse tilfælde bolletvang. For første gang i verdenshistorien bliver det intime samliv mellem ægtefæller genstand for undersøgelse, regulering og religiøs intervention og detaljestyring.

Det kristne ægteskab, som bliver forbilledet for det moderne, er således en af de tidligste disciplineringsmekanismer af kroppene, en måde for magten at indlejre sig i intime, familiære forhold. Det kan således ikke undre, at det i dag er så effektivt, at det nødvendigvis må udbredes til stadigt flere befolkningsgrupper, og hermed får f.eks. debatterne om homoægteskaber en paranoid, magtkritisk dimension. Ægteskabet er ganske enkelt et for godt magtøkonomisk redskab til at styre subjekterne til at det ikke skal påtvinges alle køn under dække af »rettighed« og »gode« (hvad det naturligvis også er).

Syndefaldet

Bogens ondeste og sjoveste analyse er af Augustins fortolkning af Biblens beretning om Adam og Evas uddrivelse fra Paradiset, hvorved Syndefaldet konkret indskrives i kroppen, naturligvis mandekroppen, hvilket feministen i mig ville ønske, at Foucault i endnu højere grad havde betonet. Augustin forestiller sig, at Adam før Syndefaldet havde fuld kontrol over alle sine lemmer, ja, også lemmet, som han kunne bevæge som en hånd eller en fod eller måske et øre. Samlejet med Eva var en jomfruelig og uskyldig handling, ligesom sædemanden besår en mark, og det var ikke koblet til lyst, synd eller skyld.

Efter fortæringen af den forbudne frugt, hvorved Adam og Eva pludseligt forstår – og skammer sig over – at de er nøgne, straffer Gud manden ved at udstyre ham med et ustyrligt lem, der som bekendt har sin egen vilje. Det rejser sig, som det passer det, og ikke nødvendigvis, når det skal.

Adams og hermed mandens erektion mimer og minder om menneskets ulydighed mod Gud, ja, rent faktisk er penis’ forhold til manden et minitableau, der indskriver Adam og Evas ulydighed mod Gud i mandekroppen efter uddrivelsen fra Paradis. Og således bærer det erigerede lem bogstaveligt på den tunge arv fra Syndefaldet, der i Foucaults fremstilling dog ikke går tilbage til Adam og Eva, men til kristendommens indførelse i den vestlige civilisation, hvor den tabte klassiske uskyld koblet til især grækernes brugsetik erstattes af en bekendelsestvang, hvor det nu syndige kød gennem snart to tusind år er blevet tvunget til endeløse skriftemål.

Michel Foucault: ’Les aveux de la chair’. Gallimard, 448 sider, 24 Euro