Anmeldelse
Læsetid: 3 min.

Peter Sommer nedstirrer tvivlen og klicheerne – og blinker (ofte) sidst

Peter Sommer bevæger sig listigt over en knivsæg på sit femte soloalbum. Nogle gange dratter han ned og bliver for selvmedlidende. Men først og fremmest formår han at stirre tvivlen og klicheen lige i øjnene – og det er tvivlen og klicheen, der blinker først. Oftest
Peter Sommer på Smukfest 2017.

Peter Sommer på Smukfest 2017.

Martin Fælt Gonzales

Kultur
9. marts 2018

Det kan – i hvert fald for denne signatur – lyde som en joke, når Peter Sommer begynder sin nye plade med sørgmodige klaverakkorder og dernæst med modfalden stemme synger »Jeg springer ud som optimist«. Musikken lyder som en parafrase over Beethovens Måneskinssonaten, og tekstens håb »føles som at desertere« for hovedpersonen.

43-årige Peter Sommer bevæger sig listigt på en knivsæg på sit femte soloalbum Elskede at drømme, drømmer om at elske. Ikke at han hele tiden holder balancen déroppe på det skarpe stål, nej, han falder også i klicheerne og i det overdrevent højtidelige. Som i ovenstående, hvor ikke engang optimismen kan flytte musikken ud af melankolien. Det er givetvis et bevidst paradoks, men det virker for villet – og for selvmedlidende.

Og så lykkes det alligevel for Sommer det meste af tiden at holde den kørende på Elskede at drømme, drømmer om at elske. På en tankfuld tvivl oktan 98, men ikke på automatpilot. Han synger for uvejret i os alle. Selvdestruktionen. Vildvejene. »Jeg ved når bægeret er fyldt / Fyldt af skønne spildte kræfter / Og en betydelig mængde regn«. Dét krat som et menneske er.

Gammelkendt dagligstue

Albummet er delt i to. På første side ledsages vores mand af hans backingrockband Tiggerne, på den anden af den ambient jazzede duo Bremer/McCoy. Det er her, en række gæster træder ind og sætter sig i musikmøblementet. Hiphop-duoen Benal, Mew-guitaristen Bo Rune Madsens band Turbolens og den elektroniske singersongwriter Mikael Simpson.

Side et er sådan rent musikalsk Sommers gammelkendte dagligstue. Et solidt og saftigt band bakker op om hans vaklen og slingren. Atmosfæriske rocksange fulde af en dansk auteurs rustne røst, hans let mumlende forhandling med alt bøvlet.

Musikalsk bevæger side et sig fra det højstemte til det indædte. Titelnummeret har et let fjed, et melodisk lys og en kirkelig efterklang. »Det Evige Nu« er en flosset rocksang. Det er fint og solidt, men sjældent mere end dét.

Side to er mere flyvsk, dufter mere af vagabondering uden for hjemmets trygge vægge. Der er anderledes rum i sangene, orkesterets klaustrofobiske kammerateri er afløst af lidt mere sparsomt indbo. Kontrabas og klaver og den digitale redigerings glasklare modelleringer. Enkle, prægnante figurer – også på bas og guitar – driver sangene mere enkelt fremad. Som om den røde tråd er blevet filtret ud af rockbandets uld. Og det klæder Peter Sommer at skulle optræde uden termoklæder til op over begge ører, i stedet placeret i noget jazzet eller ambient som giver mere plads og en anden genremæssig kontekst til hans stemme. Ja, der opstår endda også en mere soulet tilgang til materialet. Lidt sort skader ham ikke.

Frygter ej banaliteterne

Klicheer, faste vendinger og C.V. Jørgensen-farvede ordlege har altid stået højt på dagsordenen hos Peter Sommer, der engang trængte til ikke at tale, men at snakke, som man gør det vest for Valby Bakke. Og han leger videre her. Der er rullesten, og det sure bliver taget med det søde. En sangs hovedperson triller æblet tilbage til stammen. Det er ikke altid lige elegant. Men hatten af for, at Sommer tør stirre tvivlen og klicheerne lige i øjnene – og at det (ofte) er tvivlen eller klicheerne, der blinker først.

Ej heller frygter han banaliteterne, hvilket vel også svarer til at frygte dét menneskelige grundvilkår, at vi alle er så ens, at det optager store dele af vores vågne liv at bevise det modsatte. Dét er i sandhed en banal beskæftigelse, som de fleste af os vel spenderer en del vågne timer på.

Sommer tør også – som albumtitlen antyder – at kæmpe for kærligheden, også i en helt udtalt leg med det banale. »Slingrende kurs, fast kompas / Til de fandt sig selv, og alt det jazz.«

Ifølge pressemeddelelsen er det ikke kun i sangenes fiktioner, han omfavner kærligheden, men også ude i virkeligheden, hvor han åbenbart har slået sig ned og stiftet familie med sin ungdoms store flamme. Tillykke med det. »Hvilken kvinde og hvilken mand / Vil hentes tidligt i sin illusion / Om at kærligheden vinder alt.« Nej, i sandhed, hvem?

Peter Sommer: ’Elskede at drømme, drømmer om at elske’ (Sony Music)

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her