Læsetid: 5 min.

Pia Juuls nye digte kan æstetisk ikke måle sig med hendes største bedrifter. Men eksistentielt føles de hamrende væsentlige

Med sin nye digtsamling bringer Pia Juul os ned i et lag af alvor, som de fleste af os rummer, men som de færreste opholder sig i ret længe ad gangen
I Pia Juuls seneste digtsamling lægger hun ud med et femsiders prosadigt. Det starter i New York og slutter på Vesterbro, og overalt registrerer det den samme trøstesløshed: mennesker, der tigger på gaden, og et jeg, som bare passerer forbi.

I Pia Juuls seneste digtsamling lægger hun ud med et femsiders prosadigt. Det starter i New York og slutter på Vesterbro, og overalt registrerer det den samme trøstesløshed: mennesker, der tigger på gaden, og et jeg, som bare passerer forbi.

Niels Hougaard

23. marts 2018

FORBI – den korte, triste titel på Pia Juuls nye bog – sender mig tilbage i tiden og ned i et stemningsleje, jeg ikke gæster ofte. Jeg lytter til min mor eller mormor, mens hun læser H.C. Andersens eventyr »Grantræet«, og jeg hører atter de bundtriste ord, da træet efter den lysende juleaften er endt som optændingsbrænde under den store kedel:

»Drengene legede i Gaarden, og den Mindste havde paa Brystet Guldstjernen, som Træet havde baaret sin lykkeligste Aften; nu var den forbi, og Træet var forbi og Historien med: forbi, forbi, og det blive alle Historier!«

Den historie, som i digtene er slut, handler primært om kærlighed. Der er, som der står i et nøgledigt, »ret tomt i mit rummelige hjerte, / dér hvor du var«. Jeget hører og ved med sig selv, at man skal løfte hovedet igen, men hun kan bare ikke. Hvordan lukke nogen ind mere? Hvordan lukke sig op for andre? »Umuligt er alting, alt godt som ventede os, alt er / umuligt. / Alt«.

Fra dette tab breder stemningen sig bagud og fremad til bogens øvrige tekster, som stort set kun handler om afsked og afmagt, om sorg og om alt det, der visner og dør: barnet i os. Længslen og dermed glæden, nysgerrigheden, evnen til spænding og latter, for nu at hente gloser fra et andet digt, hvor den lyse nat er »buldermørk« og det lyriske jeg kalder sig »sort som kul. En tordensky indeni«.

Jeg har som læser lidt svært ved at afgøre, om digtsamlingen er ujævn eller bare modsætningsfyldt. Men jeg vælger at mene det sidste, dels fordi dens decideret svage tekster kun udgør under en tiendedel, dels fordi Pia Juuls velkendte kuldslåede humor så mange steder skinner igennem midt i det tunge og triste. At bogen langtfra kan måle sig med en perle som hendes sagde jeg, siger jeg (1999) og ikke ejer den samme tydelighed i sit motivvalg som forgængeren Avuncular. Onkelagtige tekster (2014) opleves umiddelbart, til gengæld har værket en skrøbelig styrke i beslutsomheden, hvormed digteren søger ind i mørket. Og bliver der for en tid. 

Pia Juul: Forbi

Formmæssigt lægger hun ud med et femsiders prosadigt, som starter i New York og slutter på Vesterbro, og som overalt registrerer den samme trøstesløshed: mennesker, der tigger på gaden, og et jeg, som bare passerer forbi.

Derpå følger en stribe titelløse digte, som velgørende ukrukket, men med en umiskendelig alvor gennemspiller bogens overordnede tema: afskeden, tabet og smerten. Men så skifter samlingen spor og går over til digte med titler i form af mere eller mindre kryptiske initialer, som dog forklares ved en note omme bagi. »SB« står således for Suzanne Brøgger, mens LCU bestemt må være Leonora Christine Ulfeldt, hvis eksistentielle situation i Jammers Minde opsummeres så fyndigt:

Brodere med hvad
Skrive med hvad
Udholde med hvad
Miste hvordan
I ensomhed miste
uden ejendele miste
Skrive det ned
forsvare sig
skrive det frem igen
miste have mistet det
hele og eje alt

Identifikationen turde her være evident, ligesom kontrasten er tydelig nogle digte forinden, hvor Pia Juul citerer Lukasevangeliet det sted, hvor det hedder, at et godt menneske tager gode ting frem af sit hjertes gode forråd, mens et ondt menneske tager onde ting frem af sit onde forråd:

Jeg vil hente gode ting frem af
mit hjertes gode forråd
Det vælter ud med onde ting
fra mit hjertes onde forråd

For hvad hjertet er fuldt af, løber munden over med, og er der koldt i hjertet, kommer kulden væltende ud. Og digtene bliver derefter, såvel dem uden titel som teksterne under initialer. Undervejs går digterens tanker til et hus, som forsvandt i Vesterhavet, så kun skorstenen ragede op: et billede på hele samlingens erfaring af tab og en klar understregning af dens bitre visdom, at du evigt ikke ejer noget som helst, og slet ikke det tabte.

Lad mig betegne det nøgternhed. Lad os kalde det selverkendelse. Og tillad mig at prise den nøgne, sårbare enkelhed, hvormed Pia Juul artikulerer sin bitre indsigt. Et par digte forekommer svage i sammenhængen – det drejer sig udover den omtalte Brøgger-tekst især om »Der er så meget« samt om digtet anbragt overfor om ordet, der som Grundtvig sagde, »skaber hvad det nævner« – men resten har flot rankhed og digterisk prægnans.

Med til ovennævnte milde uafgørlighed imellem ujævnhed og modsætningsfyldthed hører en egenskab ved samlingen, som viser sig i dens komposition. Storstrukturen hedder som sagt først titelløse tekster, dernæst digte med initialer. Men rækkefølgen brydes et par steder, og pludselig opdager jeg, at »forbi« i bogen ikke kun betyder »afsluttet, til ende«. Det kan også gå på passage. På det at spadsere forbi tiggerne og lidt efter lidt forstå noget vigtigt: »Det hele hænger sammen, du og jeg hænger sammen, og vi hænger sammen med dem der sover på gaden og dem der er sultne, det nytter ikke noget, vi hænger sammen.«

I denne forstand hænger det lyriske jeg også sammen med de levende og døde, som passerer forbi gennem de henvendte tekster lige fra Jesus hos Lukas over Ofelia hos Shakespeare til kongens datter i Blåtårn. Sært nok føles dette som en stille fryd, og lige med ét giver det masser af mening, at det hele i og med værkets næstsidste tekst får lov at slutte i glæde, gennem børnene:

De er den glæde man får og altid
vil berede dem, de er
glæden og frygten og
drømmen
De er ensomheden,
de er den sang man vil synge
og vælger den forkerte sang
De er styrken, en vældig kraft
man hverken kan styre eller tage
æren eller ansvaret for, de er
uden for rækkevidde, de er med
i alt, de er mig og jeg
er dem, og slet slet ikke

Med denne tekst, der i sig samler bogens livstråde og stemninger, bringer Pia Juul os ned i et lag af alvor, som de fleste af os rummer, men som de færreste opholder sig i ret længe ad gangen. Et lag, der så at sige befinder sig længere nede end bunden, og hvor der paradoksalt nok alligevel kan være styrke at hente. For som Dan Turèll skriver et sted: »Rolig, Mand: Der er altid Mere / at miste…«

I bogens bedste digte består omtalte kraft i en trodsig modsigelse af nemme løsninger og tomme klicheer, »alle livets gamle løgne og omskrivninger« som nu den om evigt at eje det tabte. Samme medfart får ord som ’altid’ og ’aldrig’. Det eneste, der hele tiden bliver ved at være her, er vejret. Og det taler vi så om. I heldigste fald måske med en guldstjerne af poesi på brystet.

Pia Juul: ’Forbi’. Digte. Asger Schnacks Forlag, 47 sider, 150 kroner. Udkommer i dag.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Jørn Andersen
Jørn Andersen anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu