Læsetid: 8 min.

Pointen er mesterlig, men polemikken er jammerlig i Steven Pinkers nye bog

Steven Pinkers kritik af kritikken er ikke på niveau med hans hyldest til vaskemaskinen. I hans nye bog er pointen, at vi er omgivet af fremskridt, som vi ikke bemærker
Vaskemaskinen er eksempel på den bærende pointe i den amerikanske psykolog og offentlige intellektuelle Steven Pinkers nye bog ’Enlightenment Now’; Vi er omgivet af fremskridt, som vi ikke bemærker.

Vaskemaskinen er eksempel på den bærende pointe i den amerikanske psykolog og offentlige intellektuelle Steven Pinkers nye bog ’Enlightenment Now’; Vi er omgivet af fremskridt, som vi ikke bemærker.

Ritzau Scanpix

9. marts 2018

Når vi kigger på en vaskemaskine, ser vi ikke fremskridt, frigørelse og ligestilling. Hvis vi overhovedet bemærker den, vil se et stykke husholdningsmekanik. Og hvis vi er kritisk bevidste, vil vi bekymre os om, hvor meget energi den bruger og spildevand den udleder. Vaskemaskinen er praktisk, og vi har brug for den, men vi betragter den også som en risiko.

Men den svenske sundhedsforsker Hans Rosling gjorde os for nogle år siden opmærksom på, at vaskemaskinen var virkeligt frigørende for kvinder og en betingelse for ligestilling. For det er som regel kvinder, der vasker tøj, og før vi fik hjælp fra maskinerne, krævede det en hel dags arbejde at gøre en families tøj rent. Det var kedsommeligt og slidsomt arbejde, så vaskemaskinen, dette tilforladelige stykke hårde hvidevarer i vores hjem, er ikon på en frigørelse, som har forandret vores liv og fællesskaber til noget, vi er stolte af og vil kæmpe for.

Denne husholdningsmaskine repræsenterer et kolossalt humanistisk fremskridt.

Og vaskemaskinen er eksempel på den bærende pointe i den amerikanske psykolog og offentlige intellektuelle Steven Pinkers nye bog Enlightenment Now – the Case for Science, Reason, Humanism and Progress: Vi er omgivet af fremskridt, som vi ikke bemærker. Vi lever blandt objekter, maskiner, institutioner og regler, som har gjort vores liv radikalt meget bedre end tidligere generationers og vores samfund mere frie og velstående. 

Men som Pinker skriver:

»Fremskridtet har en tendens til at skjule sine spor. Efterhånden som vores moralske krav stiger, bliver vi opmærksomme på lidelser, som ikke ville blive bemærket i fortiden.« Jo mere frigjorte og moralsk bevidste vi bliver, desto mere sensitive bliver vi over for de krænkelser, som altid har fundet sted. Overgreb på kvinder, had til homoseksuelle og gement magtmisbrug. De kritiske afsløringer er i sig selv fremskridt, men udlægges og opleves ofte som en moralsk krise, og det er en særlig øvelse for intellektuelle at udråbe enkelte skandaler til kriser i hele kulturen.

Venstre- og højrefløjen er sammen med postmodernisterne skyld i at vi svigter oplysningens idealer. Det giver gode vækstbetingelser for ekstremisme og populisme, mener den kontroversielle Harvard-professor Steven Pinker, der er aktuel med bogen ’Enlightenment now!’
Læs også

Intellektuelle har en tilbøjelighed til det, som Pinker med et godt udtryk kalder »root-casuism«: at se alle lidelser som symptomer på en fundamental sygdom i vores civilisation. Det regnes for særligt oplyst at gennemskue optimismen og fremhæve den oversete årsag til alle vores lidelser. Det er mere intellektuelt korrekt at se vaskemaskinen som kilde til forurening og fremmedgørelse end som symbol på et civilisatorisk fremskridt:

»Oplysningsprojektet er en succes«, skriver Pinker, »måske den bedste historie, som sjældent bliver fortalt. Og fordi den triumf er så overset, bliver de underliggende idealer om fornuft, videnskab og humanisme ikke værdsat. I stedet for at være den uomgængelige konsensus bliver disse idealer af nutidens intellektuelle betragtet med ligegyldighed, skepsis og nogle gange foragt.«

Pinker fremhæver, hvordan radikale fremskridtskritikere som Nietzsche, Heidegger, Adorno, Sartre og Foucault er pensum på de amerikanske universiteter. De særligt udvalgte unge bliver på de bedste universiteter i verden bedre til at kritisere oplysningen, end de bliver til at forstå oplysningens fremskridt og forsvare den. 

Steven Pinker: Enlightenment Now

Hylder fortiden

Men det er ikke kun intellektuelle, der som i en parodi på kritik forfalder til den automatalarmisme, der har ansvaret for, at vi ignorerer fremskridtet og proklamerer, at undergangen er nær. Det er en almindelig menneskelig indstilling. Vi glemmer de problemer, som er løst, og alt det umenneskelige arbejde, uværdige undertrykkelse og vilkårlige ulykker, som vi er blevet fri for.

Og nu oplever vi, at politiske ledere og propagandister udråber samtiden til en katastrofe og hylder fortiden som en autentisk og harmonisk idealtilstand, vi har mistet. »Make America Great Again« er Trumps effektive slogan, der formulerer den fornemmelse, som nationalistiske populister og konservative i hele Vesten taler til: Nutiden er forfald, gamle dage var bedre. Vores verden er mere fredelig, mindre voldelig og mere sikker end nogensinde før, men politiske alarmister taler terror, cyberkrig, skoleskyderier og indvandreres fremmede livsformer op til eksistentielle trusler mod vores samfund og længes efter gamle dage:

»De, som nostalgisk længes efter traditionelle måder at leve på, har glemt, hvor hårdt vores forfædre kæmpede for at undslippe dem,« skriver Pinker: »Meget af den store kunst, som blev frembragt i overgangen fra de traditionelle samfund har afdækket de mørke sider: provinsialismen, konformiteten, stammekulturen og de taleban-agtige begrænsninger af kvinders frihed.«

Det er kun, fordi vi har glemt, hvor barske og undertrykkende de gamle samfund var, og fordi vi ikke er opmærksomme på fremskridtene i vores eget samfund, at de konservative populister kan appellere til så mange vælgere og vinde valg i Vesten på deres løfter om at genopføre fortidens fællesskaber. Pinker trækker i sin bog fremskridtets spor op og angriber alarmisternes fundament. 

Han vil både over for automatalarmistiske intellektuelle og de pessimistiske politikere fremhæve alt det, vaskemaskinen er et symbol på. Det gjorde han allerede i sin formidable klassiker The Better Angels of our Nature fra 2011, men han har i sin nye bog udvidet fremskridtets omfang. Der er adskillige overbevisende eksempler: Den forventede levealder i verden var i gennemsnit 30 år i slutningen af 1700-tallet. Nu er den cirka 70 globalt og omkring 80 i de velstående lande. 90 procent af verdens befolkning levede for 300 år siden i ekstrem fattigdom, i dag er det tal under 10 procent. Hungersnød, som var en frygtelig trussel og virkelighed for millioner over hele verden for et par hundrede år siden, er i dag så godt som udryddet.

En fredeligere verden

Verden er blevet sensationelt fredeligere: Krig mellem lande er stort set forsvundet fra kloden, og borgerkrige er ifølge Pinker elimineret i fem sjettedele af verden. Andelen af mennesker, som bliver dræbt i krige er mindre end en fjerdedel af, hvad den var så sent som i 1980’erne og mindre end en halv procent af, hvad den var under Anden Verdenskrig. Langt de fleste mennesker, som bliver dræbt af andre, er i dag ofre for væbnede forbrydelser, som selv i USA er faldet.

Endelig er verden samlet set blevet 100 gange så velstående, som den var for 250 år siden. Og det er ikke kun tom materiel fremgang, men også fremskridt, som har frigjort os fra slavelignende arbejde, forkortet vores arbejdsuge, givet os tid til at være sammen med familie og venner og beskæftige os med det, vi sætter pris på.

Opgøret med pessimismen, dokumentationen på adskillige felter og afdækningen af det oversete fremskridt gør Pinkers bog til en afgørende replik til samtiden og et væsentligt oplysningsværk i sig selv.

Enhver husker tydeligt et forfærdeligt terrorangreb eller Donald Trumps valgsejr. Men alt det, der ikke sker – de afværgede terrorforsøg og populister, der ikke overtog magten – fylder ikke meget i vores bevidsthed efterfølgende. Helt systematisk overvurderer vi altså summen af dårlige nyheder – i øvrigt i fuld overensstemmelse med det bærende princip for mange nyhedsmedier, skriver Jan-Werner Müller. Her er besøgende ved en mindehøjtidelig ved mindesmærket for terrorangrebet den 11. september 2001.
Læs også

Problemet med Pinkers bog er, at hans kritik af kulturkritikken også bliver til jammerlig polemik. Kampen mellem oplysningen og oplysningens fjender bliver fortalt, som om den var et opgør mellem Harry Potter og Lord Voldemort. Det gode mod det onde. Og hans begreb om oplysning er så fladt, at det blive tomt: Han ignorerer konflikten mellem den radikale oplysning og den moderate oplysning, som har været definerende for politiske, sociale og kulturelle kampe i Vesten. Og han reducerer oplysning til et politisk program, som er enig med ham selv.

Et eksempel: Den moderate oplysning sætter orden over frihed og vil hævde, at jurister i forfatningsdomstole skal kontrollere lovgivningen som i Tyskland. Den radikale oplysning sætter frihed over orden og vil hævde, at de folkevalgte i parlamenterne i vid udstrækning skal vedtage lovene for samfundet.

Det er to forskellige positioner, som begge er oplyste. Men den banale indsigt, at der kan gives forskellige fornuftige holdninger til alle væsentlige politiske spørgsmål findes ikke i Steven Pinkers bog, hvor alle konflikter reduceres til uenigheder mellem de oplyste, databaserede og de formørkede romantikere og tåbelige nostalgikere. Punkt for punkt gennemgår han det, som bliver regnet for krisetegn i tiden og afviser pessimisterne: terrorisme, sikkerhed, ulighed, velstand, sundhed, miljø osv.

Paven som klimaaktivist

Metoden er, at Pinker fremlægger data, som han sætter over for modstandernes følelser og fornemmelser. Og det virker overbevisende, når det handler om terrorisme, usikkerhed og frygten for sygdomme og epidemier. Men det virker latterligt, når han skriver om eksempelvis miljø, hvor Pinker bruger lang tid på at angribe en ligegyldig position, som kun er med, fordi den bare passer ind i hans forklaringsskema: Nemlig at mange grønne skulle være romantikere som længes efter gamle dage. Pinker går her særligt i rette med paven, som om han skulle være den vigtigste klimaaktivist i verden.

Efter at have afvist den grønne bevægelse anerkender Pinker, at den globale opvarmning er et seriøst problem, men han driver sin ideologi igennem ved at hævde, at de grønnes dommedagsromantik stiller sig i vejen for en løsning. Pinker forholder sig ikke til det forhold, at selv mennesker, som har de rigtige data og den sande viden, ikke nødvendigvis handler efter det. Han ophæver sådan set politik, når han underkender, at der findes legitime konflikter og overser, at der ikke er en direkte forbindelse fra objektiv viden til politisk handling.

Og han udvikler sin egen »root-causism«: Al elendighed skyldes uvidenhed. Alle problemer kan løses med oplysning.

Noget tilsvarende viser sig i diskussionen om ulighed: Grundlæggende hævder Pinker, at det store spørgsmål ikke er, om nogle har mere end andre, men om alle har tilstrækkeligt. Det ville være rigtigt, hvis livet kun handlede om overlevelse, og ethvert menneske skulle klare sig selv. Men alle mennesker er afhængige af andre mennesker for at kunne blive frie, og alle mennesker vil i relationer til andre mennesker være tilbøjelige til at bestemme over dem. Og hvis nogle har langt flere ressourcer end de andre, vil de også bruge dem til at bestemme over dem. Derfor er ulighed altid et problem, hvis den bliver for stor. Magten er et faktum mellem mennesker. Men det ignorerer Pinker også. Der er kun fakta og individ, fordomme og oplysning i hans intellektuelle verden. Han er underligt uoplyst af sociologi og videnskabelige studier af det komplekse objekt, vi kalder for samfundet.  

Det sidste er, at Pinker ikke anerkender, at systematisk kritik har udviklet og forbedret verden. At kritikken virker kultiverende og korrigerende på verden. Det er mærkeligt, at en forsker, som påberåber sig oplysningen, ikke opererer med den antagelse, at radikal kritik ikke er afvisning af fremskridtet. Det er tværtimod forudsætningen for fremskridt – politisk, videnskabeligt og socialt. 

Steven Pinker har med andre ord skrevet en bog med en vidunderlig og vigtig pointe om, at fremskridtet sletter sine spor, og han dokumenterer, hvordan verden på mange måder er blevet bedre. Men han har også skrevet en elendig polemik imod kulturkritik og et forsvar for oplysningen, som forråder dens basale principper og præmisser. Hans kritik af kritikken er ikke på niveau med hans hyldest til vaskemaskinen. 

Steven Pinker: ’Enlightenment Now – the Case for Science, Reason, Humanism and Progress’, Viking Publisher, 576 sider, 35 US dollar.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Olaf Tehrani
  • Niels Johan Juhl-Nielsen
  • Troels Ken Pedersen
Olaf Tehrani, Niels Johan Juhl-Nielsen og Troels Ken Pedersen anbefalede denne artikel

Kommentarer

Bare en lille tiføjelse. Det skulle være dokumenteret, at man(kvinder) bruger lige så lang tid på tøjvask i dag, som for hundrede år siden. Den gang vaskede man nemlig ikke så tit

"Grundlæggende hævder Pinker, at det store spørgsmål ikke er, om nogle har mere end andre, men om alle har tilstrækkeligt",
"...hvis nogle har langt flere ressourcer end de andre, vil de også bruge dem til at bestemme over dem"

Hvordan kan man argumentere for mindre ulighed med din årsløn Rune ? Forklar mig venligst hvorfor det ikke er hykleri. Er det din orientering mod venstre, der ligger bag din automatindignation over fattiglemmers grumme kår ? Du betaler med påtaget solidaritet, ikke penge. Er det i grunden ikke det faktum, der ligger bag det intellektuelle venstres aktuelle deroute Rune ? You can fool some people...

Pinkers pointe er at 68ernes forkælede generation fornægter videnskabens kvantespring i menneskets generelle livskvaliteter som resultat af få ihærdige produktive individer i modsætning til en enkelt curlinggeneration, helt uden naturvidenskabelig forståelse. Det var bare så skidesvært det der fysik og matematik.

"Det er mærkeligt, at en forsker, som påberåber sig oplysningen, ikke opererer med den antagelse, at radikal kritik ikke er afvisning af fremskridtet. Det er tværtimod forudsætningen for fremskridt – politisk, videnskabeligt og socialt"

Radikal kritik har aldrig flyttet et komma en meter. Det at vi har udnævnt simpelt navlepilleri til forskning, gør det ikke til videnskab. Det har bare skabt en mulighed for at ignoranter i dag kan kalde sig forskere og hæve en fed hyre. Resultatet er en stor ekstra friktion i udviklingen af vores velfærdssamfund og vores fremtid. Hvis ikke vi prioriterer naturvidenskaben i vores uddannelsessystem i fremtiden, falder vi agterud i forhold til vores mange potente konkurrenter. Navlerne ER pillet.

Jytte Dysted Dahl

Vi er omgivet af fremskridt, som vi ikke bemærker. Kulturkritik virker kultiverende og korrigerende og er forudsætninger for oplysningens basale principper og præmisser. Hatten af for Rune Lykkebergs skarpe analyse og udbygning af Pinkers kritik.
Inden vi skriver sidste strofe i hyldestsangen til vaskemaskinerne, skal vi overveje, om ikke vi bruger lige så megen tid på vask i dag, som vi gjorde for 100 år siden? Forskellen er, at det ikke udelukkende er kvinder der vasker, samt at tøj, duge og sengetøj er meget mere rent og velduftende nu end tidligere, og at vi har færre lus og lopper. Vi kan stadig prise vaskemaskinens fremskridt, men mest på grund af de æstetiske og sundhedsmæssige fordele, den har bragt os.
Ære den, der æres bør!

Niels Duus Nielsen

"Grundlæggende hævder Pinker, at det store spørgsmål ikke er, om nogle har mere end andre, men om alle har tilstrækkeligt".

I så fald argumenterer Pinker mod bedre vidende, og det kan jeg ikke rigtigt forestille mig. Så jeg må nok hellere læse bogen og få syn for sagn. Men det glæder mig, at Lykkeberg gør indsigelse mod netop dette punkt.

Det er et anerkendt sociologisk forskningsresultat, at relativ ulighed er en stærkere faktor i forhold til et givet samfunds stabilitet, end absolut fattigdom. Så påstanden er simpelthen forkert, fra et empirisk synspunkt er den direkte falsk.

Selv Verdensbanken og OECD, som man skulle tro havde en ideologisk interesse i at underspille den relative uligheds betydning for samfundenes stabilitet, udsender jo den ene rapport efter den anden, hvor dens førende forskere advarer imod den relative ulighed. Her er en oversigt over forskningen på området helt tilbage fra 2002:

https://www.odi.org/sites/odi.org.uk/files/odi-assets/publications-opini...

"Inequality and poverty affect each other directly and indirectly through their link with economic growth".

Så selv om bekymringen især udtrykkes som en bekymring for at ulighed vil begrænse den hellige vækst, gøres der opmærksom på en lang række negative virkninger som følger af en øget relativ ulighed.

Og bemærk, der er tale om statistiske kendsgerninger, ikke ideologisk styrede argumenter. Det kan måles, at i samfund, hvor den relative ulighed er stor, er kriminalitets- og voldsraten højere end i absolut fattige samfund, hvor indkomstforkelingen er mere jævn.

ulrik mortensen

Hyldest til vaskemaskinen. Kvinder brugte langt mere tid på at vaske tøj i gamle dage. F.eks. kapitel 4 (The washing machine has changed the world more than the internet has) i '23 things they don't tell you about capitalism' af Ha-Joon Chang. S. 34 "Washing machines have saved mountains of times, a mid 1940s study by the US Rural Electrification Authority reports that, with the introduction of the electric washing machine and electric iron, the time required for washing a 38 lb load of laundry was reduced by a factor nearly 6 - from 4 hours to 41 minuts" ... Mere: "The emergence of household appliances, as well as electricity, piped water and piped gas, has totally transformed the way women, and consequently men, live. They made it possible for far more women to join the labour market. For example, in the US, the proportion of married white women who work outside the house rose from a few per cent in the late 1890s to nearly 80 per cent today" ...