Læsetid: 4 min.

Den privilegerede pænhed klæber til Lasse Lavrsens skilsmissefortælling

Mindre nydelig mand og mere frådende rotte. Lasse Lavrsens erindringsbog om skilsmisse og rotteangreb peger på rotters måske eneste fortrin: De er ikke forfængelige
Mindre nydelig mand og mere frådende rotte. Lasse Lavrsens erindringsbog om skilsmisse og rotteangreb peger på rotters måske eneste fortrin: De er ikke forfængelige
23. marts 2018

Rotter er ikke bare skadedyr, der skal bekæmpes. Rotter mæsker sig i affald, lister afsted i fugtige kloakker med deres lodne haler og vanartede små øjne. Man kan nærmest se, at de bærer på noget grusomt.

I vores kulturkreds betragter vi rotter som et af dyrerigets mest ækle skabninger. Rotten er kulturhistorisk blevet billedet på alt det, vi som mennesker væmmes over og vil have udslettet. Nazisterne forsøgte at dehumanisere jøderne ved at omtale dem som rotter. Når mennesker har psykiske lidelser, hedder det sig, at de har rotter på loftet. Men hvorfor er det overhovedet tilfældet?

I journalisten Lasse Lavrsens nye erindringsbog Rotter og skilsmisse fylder alverdens information, tanker og praktisk erfaring med rotter rigtigt meget – og tak for det.

Jeg må tilstå, at jeg undervejs i læsningen blev voldsomt grebet af hele denne rotterede: Hvem vil ikke gerne vide, at rotter elsker peanutbutter, er vældigt intelligente, lærenemme og dyrker sex som galninge? At et rottepar kan formere sig til 900 på et år? At der er noget nærmest småspirituelt og dæmonisk ved rotter – og deres bekæmpere – tænk bare på sagnet og folkeeventyret om Rottefængeren fra Hameln, hvor rottefængeren først forfører og drukner rotterne, men da han ikke modtager sin betaling, forfører alle byens børn og får dem til at forsvinde?

Jo, rotter har enorme ressourcer inden for etablering af historiefortælling og klam karisma, og sjovt nok er det der, hvor forfatteren Lasse Lavrsen (f. 1977) kunne have taget ved lære af rotterne. For som titlen, Rotter og skilsmisse, antyder, fylder forfatterens skilsmisse lige så meget som rotterne. Desværre er denne del ikke skildret nær så konkret, fascinerende, ond eller klam. Og selv om forfatteren forsikrer, at det virkelig er en slem skilsmisse, så får læseren ikke rigtigt beviserne.

Eller rettere: Vi ser ikke, hvor giften bliver lagt ud og hvem, der forkramper i hvilke anfald. Og vi ser slet ikke de rådnende svigt i murene. Det er forfatteren alt for pæn til. Øv, siger jeg bare.

Jeg havde stadig hvid skjorte og slips på, da jeg tog de første dybe hvæs på verandaen og kiggede ud. Selv om jeg i princippet kan lide naturen, og selv om jeg er vokset op med den som en del af mit liv og min families arbejde i generationer, er jeg ikke rigtig tryg ved den, skriver Lasse Lavrsen
Læs også

Lasse Lavrsens Rotter og skilsmisse rubriceres genremæssigt som en Memoir – og altså som et stykke fortællende, erindret nonfiktion. Det er en afrundet fortælling, der begynder, da forfatteren forlader sin kone og sine to børn, og de første rotter nærmest symbolsk flytter ind i huset for at påminde ham om situationens elendighed.

Vi følger forfatteren igennem alverdens rottebekæmpelse, lystige beskrivelser af nutidens rottefængere, den angiveligt hårde skilsmisse, der grundlæggende behandles i generelle vendinger, genopfindelsen af sig selv og senere det nye liv med ny kæreste og nye børn, nye rotter og et forældrekursus for skilte, der har store problemer med at håndtere samarbejdet med fælles børn. Der er såmænd mange glimrende scener og fine betragtninger. Også i forhold til ægteskabets konstruktion, hvor en masse eksperter tages i ed for at få en forklaring på, hvorfor mennesket så grundlæggende ynder at søge mod det serielle monogami, når ægteskabet på en række områder føles som en politistat, hvor alt overvåges, reguleres og kontrolleres af ens partner. Måske fordi politistaten trods alt har det kørende for sig, at der er styr på tingene? Fordi tryghed trumfer kaos?

Lasse Lavrsen: Rotter og skilsmise

Som at stoppe huller med flødeskum

I Rotter og skilsmisse kobles parforholdets sammenbrud altså med rotternes indtrængen og dominans, og hvis bruddet var blevet skildret grimmere, ondere og mere beskidt ville jeg nok nemmere have købt den kobling. Men de svære ting, der leder til ægteskabets opløsning, glides der hen over med et, »vi elskede ikke« eller »vi kunne ikke«, og det er jo ikke nogen forklaring. Det er som at stoppe huller med flødeskum.

Jeg forstår godt, at forfatteren vil beskytte sig selv og sin ekskone – men så skal han sgu da ikke skrive en erindringsbog om sin skilsmisse. Når man skriver erindringer, skal det i det mindste fremstå ægte. Inden for denne genre vil læseren være intim med den, der erindrer – og vi vil velsagtens også på godt og ondt lade os inspirere af dennes liv, lade os advare, opmuntre eller noget helt andet.

Jeg har en grundlæggende fornemmelse af, at forfatteren redigerer sig selv for meget. At han gør sig lidt for umage med – alle sine fejl til trods – at fremstå som et ordentligt menneske. Det er der ikke noget i vejen med, det vil vi jo alle. Men hvis man begynder at polere for meget på overfladen, mister det sin autenticitet.

I Rotter og skilsmisse er der for meget, der for mig klinger falsk – og i hvert fald er meget privilegeret. Forfatteren har hus og have i det centrale København, og da han flytter fra konen, kan hun og børnene som det nemmeste i verden bare bo i hans anden københavnerlejlighed.

På den måde er det den nemmeste skilsmisse ever, ingen økonomiske skrupler eller problemer med små, trængte toværelses lejligheder. Ikke her. Her er der masser af plads, der bliver indkøbt alverdens nyt tøj, på grund af krisen, han løber rundt om søerne i nye løbesko, og i et anfald af ukontrolleret vildskab dyrker han lidt pot, men smider hovedkulds alle skuddene ud efter den første joint. Det er alligevel for crazy.

Alt i alt bliver det lidt for overdramatiseret. De klassiske citater fra blandt andre Edgar Allan Poes Hjertet, der røbede og Arthur Rimbauds »Jeg er en anden«, der indleder de forskellige afsnit, føles hule og storladne, når vi har at gøre med en velklædt journalist fra speltbæltet i København, der om aftenen falder i søvn til meditationsmusik. Den privilegerede pænhed klæber til fortællingen, og hvis bogen – sådan som jeg forstår den – gerne skulle være lekture for andre skilsmisseramte mænd, ville det have klædt den at komme væsentligt længere ned under overfladen. Der, hvor de virkelige rotter gnaver, og tragedien helt fysisk er til at føle på. En ting må man sige til rotters fordel: De er ikke forfængelige.

Lasse Lavrsen: ’Rotter og skilsmisse’. Gyldendal, 148 sider, 199 kroner.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Ejvind Larsen
  • ingemaje lange
  • Jørn Andersen
Ejvind Larsen, ingemaje lange og Jørn Andersen anbefalede denne artikel

Kommentarer

Morten Hjerl-Hansen

Sorg er det mest komplekse i livet, minder vi hinanden om efter at have læst denne anmeldelse. Sorg bliver nemt til had som igen bliver til pænhed. Vi voksne er ofte tudedårlige til at sørge. Hihihi. Vi græder ofte ikke når vi skal og vi græder når vi ikke skal. Snøft. Jeg synes at det spørgsmål hvor man virkelig kan vinde en and i denne sammenhæng, hihihi, er om man ligefrem kan være forkert når man sørger og gerne vil give sit eget bud på hvad sorgens kompleksitet er i en given, fiktiv eller non-fiktiv, livssituation ud til hiin enkelte. Hvornår blev litteraturen så ophøjet at anmeldelsen af den også blev ophøjet og retfærdiggjorde en sådan anmeldelse vi ser her? Problematikken her vedrører imidlertid ikke anmeldelsen. Den er Nanna Gouls. Hihi. Den vedrører at vi har for travlt i vores samfund og for travlt til at sørge.

Denne bog er en mandebog. Findes det ord ikke længere? Man og så nde og så bog. Hihihi.

Vi er velrepræsenterede i menneskeheden, udgør lidt i omegnen af halvdelen og ejer en mængde imponerende ydre såvel som indre kendetegn. Man kan sågar kende os på lang afstand. Vi går i grønt eller blåt tøj. Huhaha.

Mandekonflikter

Når den ene føler der er en magtkamp, ja, så er der en magtkamp. Så skal kortene på bordet åbent, reflekteret og humoristisk og der skal forhandles en løsning.

Bare et eksempel, hvis nogen skulle være i tvivl.

Jeg er nået til side 34 ud af 139 sider og ser frem til fortsættelsen.