Læsetid: 2 min.

Protest-pop i glimmerkluns

Janelle Monáe indleder sit nye værk, en ’emotion picture’, som både skal være et musikalbum og et visuelt værk, med to singler. Det er politisk potent og fængende, men bevæger sig også på kanten af popkulturelle klicheer
Janelle Monáe indleder sit nye værk, en ’emotion picture’, som både skal være et musikalbum og et visuelt værk, med to singler. Det er politisk potent og fængende, men bevæger sig også på kanten af popkulturelle klicheer

Planet Photos

2. marts 2018

Ved præmieren til Marvels sorte superhelte-blockbuster Black Panther i sidste måned blev der i udvalgte biografer vist en trailer for den amerikanske popsangerinde Janelle Monáes kommende album, Dirty Computer. Slægtskabet mellem filmen og Monáes musikalske virke er klart: Begge hylder sorthed og drømmer om en frigjort sci-fi-fremtid.

Siden debut-EP’en udkom for over 10 år siden, har det konceptuelle omdrejningspunkt for Monáe været fortællingen om den masseproducerede androide, Cindi Mayweather, der lever en slaveagtig tilværelse i en dystopisk fremtidsby præget af stor ulighed. Mayweather er en messiasfigur, som står i spidsen for en klassekamp, der skal frigøre androiderne fra deres position som andenrangsborgere – metaforikken er ikke til at overse. Sidste fredag fik vi så den første smagsprøve på det næste afsnit i sagaen, da to nye sange med tilhørende musikvideoer udkom.

»Make Me Feel« er et regulært hit. Vi er på en natklub. Ternet gulv, rødt lys og klinker på væggene. Statisterne har svenskerhår og smalle solbriller – også musikken oser af 80’erne: skvulpende bas, fingerknips og en funkguitar løftet direkte fra Princes »Kiss«. Monáes vokal er hviskende og sensuel, mens hun synger om at være en »emotional, sexual bender.« Hun flirter både med en kvinde, der fodrer hende med jordbær over en flippermaskine, og med en mand i pandebånd og hvide jeans. Det er ikke en åbenlys politisk hymne, alligevel fungerer det biseksuelle trekantsdrama som en kommentar om seksuelt frisind.

Monáe kalder Dirty Computer for en »emotion picture«, hvilket dækker over, at udspillet ikke kun er et musikalbum, men også et visuelt værk. Både i form og indhold er der således klare paralleller til Beyoncés 2016-udgivelse, Lemonade – et såkaldt ’visual album’, der også fokuserede på sorthed og sisterhood. Der er hård konkurrence blandt afrofuturistiske multimedieprojekter.

På den anden single, »Django Jane«, viser Janelle Monáe, at hun kan mere end at skære en popsang: Hun kan rappe. Monáe slår sig løs med rim om feministisk sexstrejke, mansplaining, vaginamonologer og sortes undertrykkelse. Det er tre minutters prædiken uden omkvæd, hvor Monáe omgivet af sorte kvinder med solbriller, nittede læderjakker og guldbroderede kufi-hatte river patriarkatet og de hvides overherredømme fra hinanden. Det er vidunderligt, at køn, race og seksualitet behandles så bramfrit og ufiltreret i en mainstream kontekst, men man savner lidt af det mod, som Monáe udviser rent politisk, når det gælder æstetik og lyd.

Videoernes stramme koreografi og overproducerede glans giver dem en reklameagtig bismag, og kulissen til svadaen »Django Jane« er et fladt og generisk hip-hop-beat. Lad os håbe, at resten af Dirty Computer bevarer de politisk potente tekster og samtidig tør vove sig lidt væk fra de popkulturelle klichéer.

Janelle Monáe – »Make Me Feel« og »Django Jane« (singler)

 

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu