Franske Bernard Miniers politikommissær, Martin Servaz, er fan af Mahlers symfonier. Hans undslupne seriemorder Julian Hirtmann, som kommissæren jager og bliver jaget af, er fan af Mahlers symfonier. Så hvad lytter anmelderen til, mens hun okay underholdt læser Miniers nye krimi? Mahlers symfonier, selvfølgelig – og lige nu den niende.
Det, jeg forsøger mig med her, er at skabe en kultstemning omkring læsningen. Jeg er interesseret i det, romanforfatteren Philip Roth har sagt om litteraturen: at den er blevet kult.
Dan Ringgaard skriver om fænomenet i begyndelsen af sin Årsværk. En kritikers dagbog (2017). Man kan vise, at man tilhører kulten med muleposer og litterære accessoires. Min tanke er, at fænomenet gælder alle tidskrævende og langsomme kunstformer, og at kulten i høj grad – og måske også over længere tid – er blevet dyrket i de kommercielle genrer, herunder krimien.
Miniers ry som krimiforfatter er, at han er dannet. At hans kommissær læser og citerer Adorno (der også var optaget af Mahler).
Men spørgsmålet er klart nok, om folk som Minier holder liv i kulturarven med en dannet kommissær? Mit svar er nej. Bøger og symfonier er udelukkende brugt som pynt på en historie om svigefulde kvinder og melankolske mænd. Kunsten siger blot, hvilken type karakteren er. Akkurat ligesom hans tøjstil.
Cirklen er 592 alt for lange sider, det bliver til rigtig meget Mahler, og det bliver også til uhyrlige mængder regn.
Minier benytter kun ekstremer, det regner i hvert kapitel mere, end det nogensinde har gjort i virkeligheden. Endda midt om sommeren i den opdigtede franske universitetsby Marsac, hvor den attraktive lærer Claire Diemar, der både var populær hos eleverne og om sig, bliver fundet død. Svinebundet og med en lysende lommelygte i munden i badekarret i sit eget hjem. I poolen udenfor plopper lærerens samling af dukker rundt. Kapitlet slutter med Servaz’ tanker:
»Der var noget mærkeligt ved hele denne historie.« Ja, nu du siger det, hr. kommissær, det er da i grunden mærkeligt.
Men det er også spændende. Når Martin Servaz forhører vidner og mistænkte, når læseren får lov at vide mere end karaktererne og kan gætte med.
Servaz er en lidt skæv kommissær, det er fint at følge. Han har privatliv og højdeskræk, er en dårlig skytte og ikke med på ny teknologi. Han kan heller ikke lide fart. Han er ensom ulv, og hos ham ruster gammel amour ikke. Hun hedder Marianne og er en farlig kvinde, som holdes fanget, og sådan en skal jo reddes.
Der er lagt op til den næste krimi her. Elegant nok, men der står ikke ’Bernard Minier’ på min mulepose.
Bernard Minier: ’Cirklen’. Oversat af Karsten Nielsen. Lindhardt og Ringhof, 592 sider, 300 kroner.
Krimi 2018
Litteraturen har altid forsøgt at sætte kriminalsager i forbindelse med en dybere samtidsanalyse – for måske er det gåderne, der gør os i stand til at leve i et gennemrationaliseret samfund. Vi sætter fokus på krimien som et pusterum i en verden præget af usikkerhed og frygt for fremtiden, men også på hvordan virkelighedens efterforskere læser krimien, og så anmelder vi 19 krimier – blandt andet ’Rosernes torne’ skrevet af Stephen King i fællesskab med hans søn.
Andre artikler i dette tillæg
Hvilken krimitype er du?
16. marts 2018Er du den moralske læser, der tager afsted for at bakke op om krimiforfattere, der tør tænke ud over døde kvinder på kødkroge, eller går du selv med en ikke så hemmelig drøm om at skrive Danmarks næste kriminalbestseller?Stephen King og hans søn fejrer kvinden i ’Rosernes torne’
16. marts 2018Kvinder falder i søvn og forpupper sig i Stephen og Owen Kings ’Rosernes torne’, en sælsom og underholdende genfortælling af historien om Tornerose og vel nærmest et feministisk kampskrift om forholdet mellem gode kvinder og vrede mænd – og alle dem midt imellemDetektivromanen giver os gåder, vi ved, vi kan forstå
16. marts 2018Forbrydelsen var, at det moderne samfund dræbte mysteriet. Redningen blev, at kriminalromanen gav os gåderne tilbage. Og nu giver de os fortællingen om en verden, hvor vi kan stole på, at vi kan finde ud af, hvem der har gjort det
