Læsetid: 3 min.

Rocken er med Tal National sprutlevende i det sydlige Sahara

Hvis man går og undrer sig over, hvordan rocken som en næsten voldelig livskraft og kollektiv raptus går og har det. Om den er gået i dvale. Så tøv ikke med at gå ombord i Niger-bandet Tal Nationals multietniske hvirvelvind af et nyt trancerock-album. Den rummer nemlig et kompliceret svar
Tal Nationals musik er ikke bare rock. Det er også alt muligt andet – afrobeat, desert blues, ældre vestafrikansk folklore, highlife – og måske først og fremmest trancemusik.

Tal Nationals musik er ikke bare rock. Det er også alt muligt andet – afrobeat, desert blues, ældre vestafrikansk folklore, highlife – og måske først og fremmest trancemusik.

Jason Creps

28. marts 2018

At komme hinanden ved. Husker du dét? Det var noget med at bakke hinanden op, måske rykke lidt tættere sammen end de sociale forskrifter dikterede. At være noget for hinanden – i flok.

Tal National kommer fra Niamey, hovedstaden i Niger, der ligger i det sydlige Sahara, i Vestafrika. Bandet huser op til 13 medlemmer i sving af gangen, og de kommer virkelig hinanden ved – endda på tværs af kulturer.

Det er den klassiske helheden-er-større-end-summen-af-elementer, og Tal National er samtidig det mellemfolkelige samvirkes ubetingede sejr. De blev dannet i 2000 og afspejler i selve besætningen deres lands kulturelle og etniske sammensætning. Der er folk af både songhai-, fulani-, hausa- og tuareg-oprindelse.

I hovedstaden optræder de i deres egen klub med plads til 300 mennesker, ofte ved fem timer lange koncerter, hvor de mange medlemmer gerne skifter instrumenter. Ikke den slags varigheder, vi nyder heroppe under koldere himmelstrøg, hvor bandet blandt andet har været på Roskilde Festivalen, der arbejder med noget kortere forløb. Og måske kan vores dansemuskulatur heller ikke holde til den slags maratonhypnose.

Elektriske partikler i vildelse

Men under påvirkning af deres nye, internationale album Tantabara kan man godt forføres til at tro, at man kan. Tal National er en kollektivistisk orkan, hvor hvert eneste element synes så dybt vævet ind i de andre, at man forestiller sig alvorlige blødninger i sangene, hvis bare et af dem skulle løsrive sig fra helheden.

Under ledelse af Hamadal ’Almeida’ Issoufou Moumine – tidligere professionel fodboldspiller, nu lokal dommer og social hjælpearbejder – pisker de ørkensandet til skum. Almeida er leadguitaristen, og han skaber vildt hypnotiske, mikroboblende guitarlinjer, der vikler sig muskuløst om numrene som metalpartikler om stærke magneter. Mens vokalharmonierne, som smukt komponerede hvirvelvinde slynger sig om numrene i stadigt voldsommere, medrivende formationer.

I denne metafor er rytmegruppen – backingguitarist, bassist, trommeslager, perkussionist – magneten, en umulig stram og alligevel ulastelig ubesværet enhed, der får numrene til at sitre af elektrisk ladede partikler i vildelse. Flimrende plukkede strenge, heftige trommer og en bas, der synes at flekse sine muskler i en elastisk mudder.

Altså er det en kollektiv indsats. Ja, over de otte numre på Tantabara er der lige så mange forskellige vokalister, og heraf er de syv faste medlemmer af bandet.

Cykelfælg på flad slange

Man kan også hidse sig op over akkordstrukturerne, der i deres markante skift veksler mellem at sende én dybere ind i kroppen og så, vupti, ud af den. Og tilbage igen.

Nogle af numrene kommer som anfald, vildelser. Og en enkelt sang opfører sig rytmisk som en cykelfælg med flad slange på vej nedad en skrænt. Rytmikken bæres typisk fremad af hausa-folkets forkærlighed for en 12/8-takt, der fastholder lytteren i en cirkelformet eufori, det er umuligt at komme ud af – ikke mindst, når man efter nogle gennemlytninger (gør det nu!) forelsker sig i elguitarens vilde melodiske ridt og både forsangerne og korets bomstærke og alligevel smidige stemmelæber.

Tal National beskriver ifølge pressemeddelelsen sig selv som et rockband, og sådan kan man også høre dem, omend det er en særlig vestafrikansk variant. Og hvis man går og undrer sig over, hvordan rocken som en næsten voldelig livskraft og kollektiv raptus går og har det – om den mon er gået i dvale? – Så tøv ikke med at gå ombord i Tal Nationals multietniske menageri. Det besvarer nemlig spørgsmålet med et polyrytmisk og harmonisk stenrigt »NEJ«.

Og så er det samtidig ikke bare rock. Det er også alt muligt andet – afrobeat, desert blues, ældre vestafrikansk folklore, highlife – og måske først og fremmest trancemusik. Eller trancerock.

Tantabara kan så også høres som et sted, vi for sjældent besøger. Du ved, dér, hvor vi taber hæmningerne, fødderne svæver en bittelille millimeter over gulvet, og vi er fælles om noget ordløst ekstatisk. Det er, ja, vedkommende som bare pokker.

Tal National: ’Tantabara’ (FatCat Records)

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • ingemaje lange
ingemaje lange anbefalede denne artikel

Kommentarer

ingemaje lange

Ingen skriver som Ralf Christensen anmeldelser, der gjver lyst til at lytte..og som i sig selv er læseværdige,.fordi de emmer af viden og musikglæde. Tak.

Søren Pold, Jørgen Kærbro Jensen og Anders Sørensen anbefalede denne kommentar
Henrik Plaschke

Det ville være endnu bedre, hvis Ralf Christensen – eller en anden skribent - kunne få øjne og ører op for andet end diverse former for elektrisk fusionsmusik. Det er en stor scene for akustisk musik – traditionel og i nogle tilfælde eksperimenterende og moderne – der stort set aldrig omtales i Information. Desværre.

Det kan være den persiske eller den indiske musik, som begge har et betydeligt publikum i Danmark. Det kan være de store brasilianske musikere. Det kan være store afrikanske musikere, der ikke sætter strøm til guitaren, men eksempelvis dyrker den traditionelle vestafrikanske kora. I 2017 turnerede en anden gruppe med musikere fra bl.a. Niger i Danmark – ingen omtale i Information. Osv.

For nylig meddeltes det, at Metallica og Afghanistan National Institute of Music skal dele musikverdenens ”nobelpris”: https://www.information.dk/telegram/2018/02/metallica-tildeles-musikverd....

Metallica omtaltes i Information i den anledning, medens the Afghanistan National Institute of Music allernådigst nævnes til sidst i et telegram. Det ville ellers have været en god anledning til at præsentere en musik, der alt for sjældent præsenteres i dansk sammenhæng.

Da dette afghanske ensemble for nogle år siden besøgte Danmark, omtaltes besøget vist heller ikke. Men de sætter heller ikke strøm til deres instrumenter. Ikke den slags strøm i hvert fald.

Ralf Christensen

Henrik Plaschke: Tak for dit input. Dækningen sker skam lejlighedsvis.
Faktisk for ganske kort tid siden:
https://www.information.dk/kultur/anmeldelse/2018/03/naar-sibiriske-oede...
Og under den seneste Roskilde Festival-dækning viedes et helt – og længere – afsnit til netop indiske Debashish Battacharya:
https://www.information.dk/kultur/anmeldelse/2017/07/rigtige-holdningers...
Ang. Afghanistan National Institute of Music og Metallica: Det er et Ritzau-telegram, som jo blot kommer ind i vores feed via vores abonnement hos Ritzau. Når det er sagt, så er det trods alt naturligt at hæfte sig ved noget folk kender i kortfattede telegrammer, som jo ikke dyrker formidling i særlig høj grad.