Læsetid: 8 min.

’Rød sult’ er oplysende og rystende læsning. Man skal bare lukke øjnene for Applebaums politiske dagsorden

Forstå vore dages konflikt mellem Ukraine og Rusland gennem Anne Applebaums bog ’Rød sult’. Det er oplysende og rystende læsning
Anne Applebaum, som i øvrigt optræder med sin bog ved de Historiske Dage i Øksnehallen i København i denne weekend, arbejder som journalist men har en BA i historie og en mastergrad i international politik. Hun er kendt som en af de største specialister i Sovjetunionens historie.

Anne Applebaum, som i øvrigt optræder med sin bog ved de Historiske Dage i Øksnehallen i København i denne weekend, arbejder som journalist men har en BA i historie og en mastergrad i international politik. Hun er kendt som en af de største specialister i Sovjetunionens historie.

Nils Meilvang

9. marts 2018

Sult var langt op i det 20. århundrede et vilkår, der satte sit dybe præg på generationer, bestemte regimers politik og afgjorde kriges udfald. Et fænomen, man i lange perioder troede var forvist til fjernere dele af verden, men som blev ved med at hjemsøge Europa i forbindelse med revolutioner og krige.

Så sent som i vinteren 1945 omkom tusindvis af nederlændere som følge af svigtende fødevareforsyninger under den tyske tilbagetrækning. I 1918 tvang den allierede blokade og den udbredte sult, der var resultatet, Tyskland til kapitulation – og væltede kejserdømmet.

Et regime, der er ude af stand til at brødføde sin befolkning, når markedet svigter, er dømt til undergang. Medmindre det er i besiddelse af de rette midler til at knuse oprør, selvfølgelig.

Borgerkrigens spor

De rette midler havde det unge socialistiske styre i Moskva i de første år efter revolutionen i 1917. Men kun lige akkurat. Borgerkrigen 1918-22 i det, der havde været det russiske zardømme, og som kostede millioner af mennesker livet – de fleste døde af sult og sygdom – tvang til sidst bolsjevikkernes modstandere til at give op. Men det lykkedes kun, fordi Lenins regime var i stand til at skaffe korn til Moskva og Petrograds arbejderbefolkning. Uden deres støtte var revolutionen prisgivet. Og kornet var i vid udstrækning beslaglagt hos bønder i Ukraine.

Ukraine betyder ’grænseland’, og områderne havde altid tilhørt enten Polen, Østrig-Ungarn eller Rusland, men efter en 100-årig nationsdannelsesproces benyttede den voksende nationale bevægelse zardømmets sammenbrud i 1917 til i januar 1918 at erklære landet selvstændigt. Det var svært for bolsjevikkerne at opfatte dette som andet end en direkte trussel mod revolutionen. Socialismens fædreland ville blive decimeret. Og så skulle de bruge kornet fra Ukraines frugtbare sortjordsområder. Moskva førte derfor en indædt – og til sidst sejrrig – krig for at vinde Ukraine tilbage.

At mad er magt, var læren, sovjetregeringen skulle tage med sig fra borgerkrigen. Korn var blevet et våben, som den senere sovjetiske udenrigsminister Litvinov udtalte til en amerikansk hjælpekomité, der i 1921 forsøgte at komme ind i Rusland. Det var en lære, der skulle blive afgørende for de begivenheder, der udspillede sig under hungersnøden i 1931-34.

Under borgerkrigens ’krigskommunisme’, der bl.a. centraliserede al handel for at sikre fødevareforsyningerne, så man også de første tvangskollektiviseringer i det ukrainske landbrug, som i modsætning til det russiske ikke byggede på traditioner for fælleseje til jorden, og hvor man derfor mødte stærkere modstand. Sammen med de stadige beslaglæggelser af afgrøder skabte kollektiviseringerne en katastrofal produktionsnedgang i landbruget, og i Moskva opfattede bolsjevikkerne det som sabotage og antirevolutionær virksomhed, når bønderne i det perifere Ukraine nægtede at aflevere deres korn til statsligt fastsatte, lave priser og for penge, der reelt var værdiløse.

Bolsjevikkernes chikanering af de jordbesiddende bønder, ’kulakkerne’, udartede indimellem til massemord, og et voldsomt oprør i 1919 blev brutalt slået ned af Den Røde Hær. Under disse forhold faldt kornproduktionen i Ukraine visse steder til 10-15 procent af det normale. Under hungersnøden i 1921, som konkret skyldtes, at såsæden fra året før var blevet konfiskeret, omkom atter et uhyggeligt antal mennesker, måske millioner.

Katastrofen

Noget måtte gøres, og regimets Nye Økonomiske Politik, NEP, fra 1922 tillod atter fri handel med korn. Der blev også sat en stopper for tvangskollektiviseringerne, som imidlertid blev genoptaget sidst i 1920’erne, efter at Stalin havde sikret sin magtposition og havde truffet beslutning om Sovjetunionens hurtige industrialisering. Sværindustri var løsningen på landets permanente økonomiske krise, igen kom bønderne til at betale prisen, og igen gik det hårdest ud over Ukraine, fordi kampen mod de »kapitalistiske bønder« blev kædet sammen med kampen mod Ukraines selvstændighedsbevægelse, der naturligt nok havde fået vind i sejlene efter 1920’ernes sultkatastrofer og tvangskollektiviseringer.

Moskva lugtede således sammensværgelser og udenlandske agenter. Man valgte at slå hårdt igen. Kollektiviseringerne blev genoptaget, propagandaen arbejdede uophørligt, og bønder blev truet til at udlevere høsten. Den endegyldige ødelæggelse af Ukraines landbrugsstruktur blev gennemført i 1929-30. Igen brød oprør løs, igen blev »terroristerne« knust. Mellem 1930 og 1933 blev mere end to millioner ’kulakker’ deporteret til Sibirien. Resultatet af denne politik var en hungersnød, der således mere eller mindre direkte var påført Ukraine af styret i Moskva.

De nyeste opgørelser viser, at 3,9 millioner mistede livet under den store sult. Familier og hele landsbyer bukkede under. Man spiste rotter, insekter og græs. Kannibalisme forekom. I storbyerne flød ligene i gaderne. Kun alt for sent opdagede regimet, hvad det havde været skyld i og forsøgte forgæves at rette op på situationen ved at frigive fødevarer til landdistrikterne.

Samtidig fortsatte eksporten af korn for at finansiere opbyggelsen af industrien i de russiske kul- og jernmalmområder. Det er anslået, at yderligere 10 millioner bønder mellem 1928 og 1932 blev opsuget af den nye sovjetiske industri, som kæmpede for at nå femårsplanernes måltal. Sovjetunionen gennemlevede på denne måde over ganske få år en tvungen og statscentraliseret industrialisering, som muliggjorde sejren over Hitlertyskland i 1945 og derefter gjorde landet til en militær supermagt. Men omkostningerne havde været enorme, dramatiske og umenneskelige.

Nye kilder

Sultkatastrofen i 1932-33 var således kulminationen på en proces, der var begyndt i 1917, og som systematisk havde ødelagt landbrugets produktionsevne, ikke bare i Ukraine. Kun langsomt kom Sovjetunionen på fode igen – og i 1941 blev man så invaderet af Hitlers hære, der ikke så underligt blev modtaget som befriere, men som blot efterlod et spor af død og ødelæggelse – og atter sult. De lidelser, Ukraine gennemlevede i det 20. århundrede, er uden for kategori.

At det overhovedet er blevet muligt at skildre den store sovjetiske hungersnød, skyldes åbningen af centrale og lokale arkiver i Ukraine og andre steder siden Sovjetunionens opløsning i 1991. En stor del af arbejdet, som Applebaums bog bygger på – detektivarbejde i arkiverne, indsamling af beretninger, statistiske analyser osv. – er allerede gjort af andre. Som hun skriver i forordet: Bogen er en sammenfatning af deres arbejde. Den mangeårige forskning i den ukrainske hungersnød har særlig fundet sted i Ukraine og ved Harvard Center for Ukrainian History.

Fordømmelseshistorie

Hvad Applebaum selv tilføjer som sit personlige bidrag er desværre en uklædelig subjektivisme. Anne Applebaum, som i øvrigt optræder med sin bog ved de Historiske Dage i Øksnehallen i København i denne weekend, arbejder som journalist men har en BA i historie og en mastergrad i international politik. Hun er kendt som en af de største specialister i Sovjetunionens historie. Hun har tidligere publiceret vigtige værker om Stalins underlæggelse af Østeuropa efter Anden Verdenskrig og om systemet af sovjetiske arbejdslejre, kendt som Gulag-øhavet, og hun er ikke kendt for at lægge fingrene imellem, når datidens aktører skal bedømmes.

Det gælder også denne bog: Lenin er »en heftig, paranoid, konspiratorisk og fundamentalt udemokratisk leder«; hans bolsjevikker benyttede sig af »terror, vold og ondsindede propagandakampagner«, osv. Men heri ligger netop hendes problem. For mens man ret hurtigt kan blive enig om, at kz-lejre og hungersnød måske ikke hører til verdens mest opmuntrende forskningsemner, må man også med denne bog konstatere, at personlige be- og fordømmelser simpelthen står i vejen for en dybere analyse og formidling af emnet; et problem, vi genfinder hos en hjemlig sovjetkender som professor Bent Jensen.

Faktisk bliver det overordentlig tydeligt, hvorfor der (normalt) findes objektivitetskriterier i historievidenskaben. Hvor interessant er det egentlig, at en amerikansk journalist ved navn Anne Applebaum finder bolsjevikkernes politik forkert? En langt senere tids neoliberale nordamerikanske værdier ligefrem vælter ned over en formulering som denne – tag en dyb indånding:

»For alle i kommunistpartiet var borgerkrigen et vendepunkt, både i personlig og politisk henseende. I begyndelsen af 1917 havde ikke mange af dem udrettet ret meget i deres liv. De var tågede ideologer, der ikke på nogen måde havde oplevet succes. Hvis de tjente penge, var det ved at skrive for illegale aviser. De var røget ind og ud af fængsler, på det personlige plan var deres liv kompliceret, og de havde hverken nogen regerings- eller ledelseserfaring.«

Sætningerne vidner måske om Applebaums personlige idealer, men hverken om nogen større indsigt eller vilje til at opnå den.

Selvfølgelig kan det lade sig gøre at afdække historiske forhold, strukturer og årsagsforløb uden at ledsage analysen af normative udsagn, der svækker dens troværdighed. Forskningen i nazismen, Det Tredje Rige og Holocaust er eksemplarisk, hvad det angår. Applebaum kunne med fordel lade det være op til læseren at afgøre, hvornår noget er »modbydeligt«, »rigidt«, »hadefuldt«, »hæsligt« osv. (eksemplerne er fra bogen). Men af en eller anden grund – antagelig arven fra Den Kolde krig – skal sovjetforskningen spændes for en ideologisk vogn. Det klæder den ikke.

Stalins eftermæle

Anne Applebaums bog, hvis originale undertitel, Stalin’s War on the Ukraine, er skarpere end den danske, er den hidtil mest omfattende historiske redegørelse for sultkatastrofen, der mellem 1931 og 34 kostede mindst fem millioner sovjetborgere livet, heriblandt næsten fire millioner ukrainere.

Bogen er uden tvivl en af de vigtigste udgivelser i det væld af historiske fagbøger, der udkom sidste år som fejring, eller rettere markering, af 100-året for Den Russiske Revolution. I Rusland, hvor Stalin stadig kaldes »onkel« med en blanding af respekt og ironi, viger ironien i disse år for respekten i takt med Putin-regimets gradvise rehabilitering af diktatoren. Fortidens for- og modbilleder skifter jævnligt plads i det autokratisk styrede land, alt efter hvilken hersker, det til enhver tid siddende regime ønsker at identificere sig med.

Det er derfor ikke fra Rusland, vi skal forvente den store Stalin-kritik. Siden 1930’erne er de kritiske værker derimod kommet i en lind strøm fra den vestlige verdens mere pluralistiske forskningsverden, og Applebaums bog og hele forfatterskab skal ses i denne tradition, der også omfatter prominente historikere som Robert Conquest, Richard Pipes, Robert Service, Richard Overy og ikke mindst Timothy Snyder, der på forsiden af Rød sult anbefaler bogen som »fantastisk … uden tvivl et nyt standardværk om en af historiens største politiske grusomheder«.

Hunger som folkedrab

I 2006 kategoriserede den ukrainske regering officielt Holodomor, som er den ukrainske betegnelse for den store sultedød i 1930’erne, som folkedrab og er siden blevet fuldt af bl.a. Canada og Australien, men ikke USA og kun de færreste EU-lande. »Folkedrab« er en sjældent politisk betændt term. Her skal man træde varsomt. Og skønt Stalins hungerpolitik uden tvivl kan betegnes som et usædvanlig brutalt forsøg på at tvinge den ukrainske nation til underkastelse, er der ikke meget, der tyder på, at den var udtænkt med henblik på ligefrem at udrydde et helt folk.

Hvorom alting er: Historien er en læremester, og vil man forstå vore dages konflikt mellem Ukraine og Rusland, kan man godt begynde med Applebaums bog, som beskriver uhyrlighederne i detaljer, der ikke før har været kendt, og ikke mindst deres konsekvenser for det senere historiske forløb, den officielle mørklægning, eftervirkningerne og historiebearbejdelsen, samt hvor meget man vidste om hungersnøden i Vesten og hvor lidt man gjorde ved det.

Applebaums bog er på mange måder en historie om det moderne Ukraines tilblivelse. Det er alt sammen både oplysende og rystende læsning. Og så kan man jo lukke øjnene for hendes idiosynkrasier og politiske dagsorden.

Anne Applebaum: ’Rød sult – Stalins hungersnød i Ukraine’. Oversat af Peter Dürrfeld, 600 sider, 300 kroner.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Folketingsvalget er forbi, men magten skal stadig holdes i ørerne.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement. Første måned er gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • David Zennaro
David Zennaro anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu