Anmeldelse
Læsetid: 4 min.

Rom er synonym med undergang

Mary Beard med nyt syn på det antikke Rom
Mary Beard med nyt syn på det antikke Rom

Ritzau Scanpix

Kultur
9. marts 2018

Vi har vore forestillinger om de gamle romere, der alt i alt, mens det stod på, ikke var så gamle endda. Levealderen fulgte ikke med de materielle stormskridt, der ellers karakteriserede den romerske guldalder, og som den dag i dag kan betragtes, symboliseret i Pantheons højst konkrete konstruktion.

Først i 1958 blev kuppelens selvbærende betonspænd overgået, uden at forskerne var helt klar over de antikke ingeniørers hemmelighed. Ruiner og andre levninger fra romertiden, det vil sige fra 750’erne f.Kr. til 212 e.Kr, da statsopløsningen tog fart, er så overvældende, at ingen fagfolk har fuldt overblik.

Trods tidens tand er Rom synonym med sin fortid – og sin undergang. Ruinerne er signalementet: søjlerne på Forum Romanum, Caracallas termer, Colosseum, etc. Børnene fotograferes i dag sammen med betalte karnevalscenturioner inden gyset inde i stengiganten, hvor skiftende kejsere diverterede folket med vilde dyr og andres død og ulykke. Oldtiden var i sandhed et fremmed land.

Og samtidig er Rom den direkte forudsætning for det moderne. Et udvalg af forestillinger om stat og samfund tager udgangspunkt i det forholdsvis lille sumpede område øst for Tiberen bygget på seks-otte høje, hvorfra den romerske magt udvikledes og efter tilløb førte til erobringen af det meste af Europa og England med. Om denne periode har den britiske historiker Mary Beard opsummeret et snart langt livs forskning og leveret et vægtigt bidrag i en ny fremstilling: SPQR – Det antikke Roms historie.

Det improviserede imperium

Det forbløffende i Roms tidligere historie er det allerede tidligt gigantiske riges politisk set improviserende natur og den tilsyneladende ad hoc-planlægning i såvel administration som ekspansion. Først med Augustus (fra 27 f.Kr.-14 e.Kr.) udvikles et egentlig administrationsapparat, som under de efterfølgende kejsere udbygges som genkendeligt i departementer, direktorater, udvalg etc. Dét er den mindre spektakulære side af Roms historie, og næppe den man skænker flest tanker i bekendtskabet med orgier og voldsorgier i Caligula og Neros regimer.

Forestillingen om Rom i kejsertiden blev tidligt farvet dels af rigeligt overleverede (senere) ofte tendensprægede beretninger; dels af deterministiske forfaldsteorier og endelig af fiktionen, eksempelvis: Jeg Claudius, hvor henholdsvis romanen og den senere tv-serie lagde alen til greuel-beretningerne. De gale kejsere overskygger historien om hverdagens Rom, som Beard skriver, hvor det overvejende flertal i imperiet og for den sags skyld i byen næppe har mærket meget til eventuelt skiftende megalomane overhoveder.

Sejrherren skriver som bekendt historien; i Rom var der ikke langt fra kejseren til historieskriveren, der måtte indordne sig. Tiderne har dertil lagt sovs og kartofler til de personer og slægter, der rakte ud efter nøglerne til Palatinerhøjen. Tabstallene på magtens stenede vej var betragtelige, det kan man ikke nægte, vold var oldtidens politiske redskab; heri adskiller vi os fra dem dengang. Eller hvordan er det nu det er? 

Mary Beard: SPQR Det antikke Roms historie

Tvivlsomme karakterer

Mary Beard anskuer fortiden uden retouche; forsøger – og det med held – at forstå romerne ud fra datidens præmisser, hvilket lyder enkelt, men ikke er den historiske disciplins nemmeste side. Dertil kommer Beards afdækkende syn på fortidens aktører i handling og skrift.

Cicero var nok var en af historiens største oratorer og senere latinstuderende skoleungdoms rædsel, men dertil lidt af en skidt knægt, hvad man hørte mindre om. Det samme kan siges om den Brutus, der førte kniven mod Cæsar, og som hos Shakespeare er den noble tragiske helt, der handler for republikkens skyld. Det er muligt, men Brutus var samtidig en værre ågerkarl med skumle motiver. Også du, Brutus, var måske Cæsars finale konstatering af den karakter, han med egne tvivlsomme sider, havde nurset.

Hvad holdt sammen på dette enorme rige i en tidsalder, hvor det trods romernes udviklede transportteknologi tog tid at sende besked rundt, og endnu længere at flytte store troppestyrker? Det spørgsmål fylder ikke så lidt hos forfatteren.

Imperiet virkede, fordi det kunne betale sig. De omliggende folk drog fordel af romernes behov for varer og tjenesteydelser og lagde dertil stedligt mandskab til romersk militær. Det gik nu og da galt som i Teutoburgerskoven i år 9 e.Kr., da general Varus med hele tre legioner blev massakreret af en romersk uddannet lejesoldat. Men i det store og hele gik det. Arrangementet var til fordel for alle parter eller næsten alle. Det bør med Mary Beard erindres, at romerne ikke var de eneste, der var aggressive og ekspansive. På intet tidspunkt i hele romerrigets historie var der ikke krig et eller andet sted i omkredsen, foranlediget af folkeslag og fyrster, der også ville til fadet.

SPQR Senatus Populusque Romanus (Senatet og det romerske folk) hed det sig i hele perioden skønt senatet mestendels ikke havde meget at skulle have sagt, folket endnu mindre. Tro mod historien står SPQR stadig at læse på offentlige ejendele i Rom, kloakdæksler o.s.v. – måske sigende for traditionernes betydning i synet på den klassiske oldtid og Rom. Mary Beard rusker op i vanetænkningen og tilbyder nye tolkningsmuligheder, hvilket gør denne i øvrigt veloversatte bog værd at gå i dybden med.

Mary Beard: ’SPQR Det antikke Roms historie’. Oversat af Anders Nygaard. Gads Forlag, 616 s. ill., 290 kroner

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her