Anmeldelse
Læsetid: 4 min.

Selvtægtsdramaet ’Death Wish’ giver en dårlig smag i munden

Det virker som en dårlig idé at sende den våbenfetichistiske selvtægtsfilm ’Death Wish’ i biografen på et tidspunkt, hvor amerikanerne i dén grad diskuterer våbenlovgivning. Især fordi filmens instruktør, Eli Roth, ikke synes interesseret i at deltage i diskussionen
Kirurgen Paul Kersey (Bruce Willis) ser rødt, da hans kone bliver slået ihjel, og begynder at dræbe Chicagos skurke i Eli Roths ’Death Wish’.

Kirurgen Paul Kersey (Bruce Willis) ser rødt, da hans kone bliver slået ihjel, og begynder at dræbe Chicagos skurke i Eli Roths ’Death Wish’.

SF Studios 

Kultur
9. marts 2018

Midtvejs i Eli Roths nye film, Death Wish, er der en scene, hvor hovedpersonen, kirurgen Paul Kersey (Bruce Willis), besøger en våbenbutik. Kort tid forinden har Paul mistet sin kone (Elisabeth Shue), og hans datter (Camila Morrone) endte i koma, da bevæbnede tyve brød ind i deres hus i en velhavende forstad til Chicago. Paul selv var på arbejde på skadestuen, hvor han dag efter dag redder både skudofre og gerningsmænds liv.

Men efter sin kones mord – ovenikøbet på hans fødselsdag – ser han så at sige rødt og beslutter sig for at købe et våben. Derfor opsøger han en butik spækket med pistoler og hel- og halvautomatiske rifler, og han får en rundvisning af en smilende og entusiastisk ung kvinde, Britney, der hviskende fortæller ham, at det altså ikke er svært at blive godkendt til at købe våben. Paul beslutter sig dog for at vente og give politiet endnu en chance for at fange de skyldige.

Det er en absurd og ubehagelig scene. Mest fordi den er så våbenfetichistisk, og jeg ikke kunne lade være med at tænke på den seneste skolemassakre i Florida i USA og den efterfølgende store diskussion om og folkelige bevægelse for strengere amerikansk våbenlovgivning. Jeg siger ikke, at Eli Roth er imod øget kontrol med salg af våben til privatpersoner, men instruktøren bag så brutale og blodige film som Cabin Fever, Hostel, The Green Inferno og Knock Knock, synes heller ikke helt at kunne tøjle sin egen begejstring for de skinnende skydevåben – eller finde ud af, hvad han skal bruge scenen til.

Et kriminalitetsplaget USA

Selvtægtsfilmen er en svær genre at begå sig i – og forlige sig med. På den ene side forstår man godt, at et menneske kan gå amok efter at have mistet sine nærmeste og begynde at dræbe grimme skurke – voldtægtsmænd, mordere, narkohandlere – indtil hans eller hendes hævntørst er stillet. (Spørgsmålet er dog, om den nogensinde bliver det.) Og man synes da, at det er i orden, når Paul – efter forgæves at stolet på politiet – selv ’tager sig af’ de mænd, der dræbte hans kone og sårede hans datter. Man tænker, at man ville gøre det samme, hvis nogen gjorde ens familie fortræd.

Men bagefter sidder man alligevel tilbage med en dårlig smag i munden og et sønderskudt moralsk kompas. Det gjorde jeg i hvert fald. Det gør Paul Kersey – eller Eli Roth – tilsyneladende ikke.

Death Wish er baseret på den samme roman, som den oprindelige Death Wish-film (En mand ser rødt på dansk), som havde Charles Bronson i hovedrollen. Den film var fra 1974 og skildrede et kriminalitetsplaget USA, hvor befolkningen havde mistet tiltroen til sine politikere og ordenshåndhævere og derfor hyldede selvtægtsmanden Kersey. Det var den samme fornemmelse af vrede og magtesløshed, som nogenlunde samtidig gjorde Clint Eastwoods ukonventionelle og effektive politimand, Dirty Harry, så populær.

Er det det samme, Roth forsøger med sin film – at portrættere et moderne USA, som svigter sine borgere, og hvor moral og etik er på vej ud ad vinduet, hvorfor det er helt i orden med en selvbestaltet skarpretter som Paul Kersey? Måske. Det synes dog ikke, som om Roth eller hans manuskriptforfatter, Joe Carnahan, for alvor er interesseret i at diskutere hverken Black Lives Matter eller skolemassakrer. Der er godt nok korte klip fra radioudsendelser, hvor værter og lyttere debatterer for og imod selvtægt, men de bruges ikke til noget. I stedet synes de næsten at være en slags alibi for Roth, så han kan lade Kersey – i Bruce Willis’ maskuline, kridhvide skikkelse – gøre, hvad han viser sig at være god til: at slå ihjel med retfærdigheden på sin side.

Hævn hjælper

Det fører mig tilbage til våbenforretningen og Britney. Paul vender nemlig også tilbage mod slutningen af Death Wish – indtil da har han meget poetisk benyttet sig af en død voldsmands pistol – og køber lovligt ind for at kunne beskytte sig. Og det synes på sin vis at være Roths pointe –nemlig at det er nødvendigt og helt rimeligt at beskytte sig. Det er dog en pointe, som altid vil lyde forkert, når man er født og opvokset i et samfund som det danske, og som bestemt ikke bliver mere rigtig af, at så mange mennesker hver dag bliver skudt i USA’s storbyer og på amerikanske skoler.

Flere gange bliver der i filmen spurgt, om den ukendte selvtægtsmand alias Paul Kersey er en frelsende engel eller en gemen forbryder. Umiddelbart synes Roth vist, at han er en helt, men instruktøren vil nok forsvare sig med, at Death Wish er et stykke fiktion, en fantasi, om en mand, der gør det, alle vi andre drømmer om. Blot synes jeg ikke, at instruktøren argumenterer overbevisende for sin sag. Pauls indre splittelse – og moralske kompas – der til at begynde med afholder ham fra at tage loven i egen hånd, bliver meget hurtigt til en stålsat hævntilstand, som tilmed gør ham gladere.

Også Pauls terapeut kan se, at han efter et par uger som selvtægtsmand i Chicagos mean streets har fået det meget bedre. Det hjælper ikke at tale om det, men derimod at handle med våben i hånden. Hævn hjælper. Måske har Roth lært lidt for meget af vennen Quentin Tarantinos hævnfantasi Inglourious Basterds, i hvilken Roth spiller nazistdræbende jøde. I modsætning til Tarantino, der bedriver alternativ historieskrivning og lader jøder dræbe Hitler i en begavet film fuld af lag, er der dog ingen dybde i Death Wish og ingen intelligent leg med moral eller metaforer. Bare et menneske, der skyder andre mennesker og nyder det. 

’Death Wish’. Instruktion: Eli Roth. Manuskript: Joe Carnahan. Amerikansk (Biografer landet over)

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her