Læsetid: 2 min.

Sibelius’ symfoni var show time for dirigenten

Göteborg Symfoniorkester gæstede København med dets unge chefdirigent, som gjorde sit til at stjæle billedet. Men det var klaversolisten, der med sin naturlighed og beherskelse stod for koncertens store oplevelse
20. marts 2018

Det var en ejendommelig koncert med Göteborg Symfonikerne, som gæstede DR’s Koncerthus med deres nye chefdirigent, den 32-årige finne Santtu-Matias Rouvali. Den lange paradesuite fra Richard Strauss’ opera Rosenkavaleren, kunne man egentlig godt have undværet og være gået lige på Beethovens fjerde klaverkoncert. Også fordi Sibelius’ første symfoni, der kom efter pausen, er rigelig lang, og så havde man stadig været klar til et gedigent stykke svensk musik som ekstranummer i stedet for en udhalet Valse triste af samme Sibelius.

Men det mest ejendommelige var den unge dirigent, som vi kender herhjemme som gæst hos Copenhagen Phil. Det er muligt, at han ser det som sin opgave at vække Göteborg-orkestret fra en tornerosesøvn, sådan som en anden finsk dirigent, Paavo Berglund, gjorde med Det Kongelige Kapel for år tilbage.

Men modsat Berglund går Rouvali ikke frem efter devisen less is more. Han så at sige overdirigerede sit orkester, lod det ikke i ro, satte sig på det med sin forpustede energi og ivrige fægtning med pinden, så man efterhånden følte, at han i højere grad dirigerede sig selv.

Glødende pondus

Göteborg Symfonikerne er et fint, gammelt orkester. Engang ubetinget førende i Norden, da det havde komponisten og pianisten Wilhelm Stenhammar som chefdirigent. Carl Nielsen vikarierede for ham i et halvt års tid, og han mente, at det var klart mere professionelt end Det Kongelige Kapel i København.

Sibelius gæstedirigerede flere gange i sin egen musik og var overmåde tilfreds. Sveriges nationalorkester har siden 1997 været orkestrets hædersnavn, og det skulle vel implicere, at det også i dag er det mest velspillende hinsidan – hvad det nok ikke er. Radiosymfonikerne og De Kongelige Filharmonikere i Stockholm må konkurrere om den plads.

Læs også

Det var mærkbart i fredags, at Göteborg-blæserne lød en kende anonyme, bortset fra en superb soloklarinettist. Strygerne bemægtigede sig undertiden ørerne med en glødende pondus, andre steder var det knap så attraktivt, men de må være orkestrets stærkeste kort.

Toneangivende pianist

Beethoven-koncerten med den franske solist, Hélène Grimaud, var aftenens mest vellykkede indslag. Det drama, Beethoven har komponeret ind i anden sats, udtrykte han ikke i ord, men man kan tolke klaverets afbrudte, sagte strofer som Orfeus, der henter sin Eurydike i dødsriget under højlydte trusler fra det unisone strygerkorps’ furier – som efterhånden tier, besejret af hans skønsang.

Grimaud og Rouvali tænkte næppe i de baner, så elektrisk var samspillet ikke, men dialogens fraser udtrykte alligevel intens vælde og sagte sørgmodighed. Og finalen var på toppen: let, energisk og præcis i de overgivne udvekslinger med Grimaud som den toneangivende.

Sibelius var en mand med patos, det ligger også ofte i hans musik, men den slags bør man være varsom med, for Sibelius er hverken Tjajkovskij eller Rachmaninov. Rouvali holdt sig ikke tilbage på den konto i landsmandens første symfoni, og det foregik med en selvbevidst egenrådighed og pudsige maestromanerer. Det var med andre ord show time.

Symfonien kom da som et patchwork af billedesekvenser og som sådan flot realiseret af orkestret, men hvad jeg i den grad savnede, var mere naturlighed og ydmyghed i formidlingen af Sibelius’ originale musikalske tænkning.

Strauss, Beethoven og Sibelius med Hélène Grimaud (klaver) og Göteborg Symfonikerne under Santtu-Matias Rouvali. Koncerthuset 16. marts

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Folketingsvalget er forbi, men magten skal stadig holdes i ørerne.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement. Første måned er gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu