Læsetid: 4 min.

Skinnebachs digte møder en hel del støj i hans nye genreblandende objekt

Lars Skinnebachs nye, posthumane digte er gennemgående ret tynde – men de får heller ikke en kinamands chance i provokunstnervennens både Ankeranstrengte og anstrengende opsætning
Digteren Lars Skinnebach har udgivet en ny digtsamling, der ifølge Informations anmelder overdøves af illustrationerne i bogen.

Digteren Lars Skinnebach har udgivet en ny digtsamling, der ifølge Informations anmelder overdøves af illustrationerne i bogen.

Sofie Amalie Klougart

6. marts 2018

Man tøver med at hæfte glosen ’bog’ på det ret så specielle genreblandende objekt, Lars Skinnebach (født 1973) i dag sender på gaden i tæt interartielt samarbejde med den dansk-færøske multi- og provokunstner Goodiepal, alias Parl Kristian Bjørn Vester.

Men bog eller ej, om ambitionens omfang hersker absolut ingen tvivl. Vi er i den sektion af samtidskunsten, der kalder sig posthuman, og hvor afsættet tages i altomfattende skepsis over for samfundet, dets normer og institutioner. Digteren må her, i Skinnebachs regi, blive en slags fremtidsarkæolog, en vis seer, som søger en vej ind i den nye verden: en kosmisk-apokalyptisk drømmer.

Tro mod denne selvforståelse har han givet sin digtsamling, eller skulle man sige ’ansamling af postpoetiske tekster’, titlen TEOTWAWKI, som ikke er et urgammelt indiansk krigsråb, men et akronym, som står for ’The End Of The World As We Know It’, slogan for visse preppers og survivalgrupper, der i 1990’erne ville drage radikale konsekvenser af de dystre udsigter for jorden og menneskeheden.

Primitivt

Da det 20. århundrede just var endegyldigt forbi, fik Lars Skinnebach lyrisk debut med Det mindste paradis, hvis fire efterfølgere (2004, 2006, 2009 og 2011) netop præges af voksende antipati over for hans samtids samfundssystem, dets menneskeopfattelse og natursyn.

»Vi lever i de mistede takters tid« »altid på randen af sammenbrud,« hedder det således i Din misbruger, hans bog nr. to. Men her taler han også om »at drukne sig i den fuldkomne accept af mennesket« og spidsformulerer derved paradokset i dagens udgivelse: Hvis – eller rettere når – en katastrofisk begivenhed ødelægger civilisationen, som vi kender den, gælder det om, forinden, at lagre det bedste, vi er og har. Selvmodsigende nok slår den posthumane skepsis i de nye digte derfor om i en art prøvende primitivisme.

Tydeligst sker det i centralafsnittet, en dialog i fire sekvenser og hen over 13 højresider mellem de to sidste mennesker på jorden, manden Timo og kvinden Dana. Hør selv.

»Timo: Jeg kan ikke se, at vi har en fremtid. Dana: Der er ingen fremtid.«

Eller som her. »Dana: Hvor længe kan vi udholde hinanden, når det offentlige kryber ind ad åbningerne. Timo: Du er det offentlige, informationsskærmene vender væk fra dig.« 

Lars Skinnebach: ’TEOTWAWKI’. Illumineret og kommenteret af Goodiepal.

Undergangsstemning

Før og efter dialogen »Den artificielle have« bringer Skinnebachs boglignende objekt serier af kortere digte kendetegnet ved samme dystre undergangsstemning, men også ved en ny kosmisk rummelighed:

»Nu og altid / en kileformet stråle / fra midt på havet og ud i rummet / De vanskelige vilkår / At elske og jorden.«

Her noterer anmelderen sig stilfærdigt, at digterens apokalyptiske kaldelse synes at være gået ud over hans evne til som før at overraske sprogligt. På den følgende side registrerer man, at også hans tænderskærende humor fra især I morgen findes systemerne igen (2009) må være røget af i et sving på vejen ud i universet:

»Ved et vandløb / der skiller nu og altid / bygger folket den første / civilisation.«

Der er nemlig sket det, at »Civilisationen / blev overskyllet, folket / ædt af fisk, og fisken / den største af dem alle / gik på land og talte / og ordene var flammer / som solen ædt af mider: / At vælge glæden, lyset«.

Dette valg er anmelderen helt med på. Men er det fremlagt i stor poesi?

At den profetiske ambition har været tårnhøj, har Lars Skinnebach manifesteret ved at skrive samtlige digte med fjerpen og lade dem fremstå nydeligt kalligraferede som spådomme i et gammelt pergamenthåndskrift – ikke ligefrem noget ukrukket valg, men på den anden side måske en opsætning, der svarer ganske godt til digterens autoritative, næsten prædikenlignende tale:

»Vesten synker som pile.« »Demokrati gør alle til gale regenter.«

Digte overdøves

Anmelderen har indtil nu udsat nærmere omtale af illustratorens og tilrettelæggerens andel. Hans indsats må nu ellers kaldes massiv, for ikke at sige anmassende.

I en livfuld, men ofte rodet collage af farver, fotos, typografiske finurligheder og computerfremstillet billedmontage har Goodiepal benyttet lejligheden til på det synligste at overdøve Skinnebachs digte. Dels ved at forklare og kommentere løs på dem og indplacere dem i et fælles humant og postæstetisk felt, dels ved overalt at indsmugle skamrosende omtale af venner i kunsten fra nær og fjern.

I alt omkring 25 kolleger mobiliseres: billedkunstnere, lydkunstnere, filmkunstnere, performancekunstnere, videokunstnere. Danske og udenlandske, indbyrdes vidt forskellige, men alle med det til fælles, at deres avantgardistiske eksperimenter kun fungerer i kraft af den efterfølgende medieformidlede omtale og derfor konstant må dokumenteres, på nettet især.

Læseren kunne bruge hele uger på at google sig igennem dette digitale galleri af interessante folk, hvis værker, aktioner, udstillinger og events uden undtagelse selvfølgelig er »fantastiske«, for nu at bruge Goodiepals foretrukne adjektiv.

Hvis Lars Skinnebach befinder sig godt i ovennævnte internationale selskab, så ham om det. Men forsøger man at tilegne sig TEOTWAWKI digtbog, om end jo af stærkt afvigende hybrid karakter, virker dens venstresider som en opmarch af visuel støj, et overdimensioneret suspensorium, som uvægerlig efterlader det indtryk, at digtene har støtte behov, her hvor digteren prøver sig af med ’Poesi Hinsides Afslutningen På Almindelig Hidtidig Poesi’, om man vil forkortet til anagrammet PHAPAHP.

Lars Skinnebach: ’TEOTWAWKI’. Digte. Illumineret og kommenteret af Goodiepal. I A4-format med spiralryg. 96 s. Kr. 199,95. Gyldendal. Udkommer i dag

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Folketingsvalget er forbi, men magten skal stadig holdes i ørerne.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement. Første måned er gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Bjarne Toft Sørensen

Der er noget selvmodsigende ved at anmelde et værk, som en digtbog "af stærkt afvigende hybrid karakter", og så give anmeldelsen rubrikken "Lyrik efter litteraturens ophør".

Vurderet ud fra den anlagte vinkel er anmeldelsen vel rimelig nok, men spørgsmålet er, om der ikke er noget mere positivt at sige om værket, hvis der overordnet set vælges en anden vinkel, hvor det i højere grad konceptuelt forstås som et eksperiment, der bl.a. skal fungere "i kraft af den efterfølgende medieformidlede omtale ----".

Der er jo tale om et "genreblandende objekt", et "tæt interartielt samarbejde", en særlig reference i titlen TEOTWAWKI, digte skrevet med fjerpen, "nydeligt kalligraferede", en illustrators og tilrettelæggers brug af bl.a. "rodet collage", "computerfremstillet billedmontage" og en overdøvelse af digtene ved at "forklare og kommentere løs på dem", samt "skamrosende omtale af venner i kunsten fra nær og fjern".