Læsetid: 4 min.

Skinnebachs digte møder en hel del støj i hans nye genreblandende objekt

Lars Skinnebachs nye, posthumane digte er gennemgående ret tynde – men de får heller ikke en kinamands chance i provokunstnervennens både Ankeranstrengte og anstrengende opsætning
Digteren Lars Skinnebach har udgivet en ny digtsamling, der ifølge Informations anmelder overdøves af illustrationerne i bogen.

Digteren Lars Skinnebach har udgivet en ny digtsamling, der ifølge Informations anmelder overdøves af illustrationerne i bogen.

Sofie Amalie Klougart

6. marts 2018

Man tøver med at hæfte glosen ’bog’ på det ret så specielle genreblandende objekt, Lars Skinnebach (født 1973) i dag sender på gaden i tæt interartielt samarbejde med den dansk-færøske multi- og provokunstner Goodiepal, alias Parl Kristian Bjørn Vester.

Men bog eller ej, om ambitionens omfang hersker absolut ingen tvivl. Vi er i den sektion af samtidskunsten, der kalder sig posthuman, og hvor afsættet tages i altomfattende skepsis over for samfundet, dets normer og institutioner. Digteren må her, i Skinnebachs regi, blive en slags fremtidsarkæolog, en vis seer, som søger en vej ind i den nye verden: en kosmisk-apokalyptisk drømmer.

Tro mod denne selvforståelse har han givet sin digtsamling, eller skulle man sige ’ansamling af postpoetiske tekster’, titlen TEOTWAWKI, som ikke er et urgammelt indiansk krigsråb, men et akronym, som står for ’The End Of The World As We Know It’, slogan for visse preppers og survivalgrupper, der i 1990’erne ville drage radikale konsekvenser af de dystre udsigter for jorden og menneskeheden.

 

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Prøv en måned gratis.

Klik her

Allerede abonnent? Log ind her

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.

Prøv en gratis måned og få:
  • Alle artikler på information.dk
  • Annoncefrit information.dk
  • E-avis mandag til lørdag
  • Medlemsfordele
0,-
Første måned/herefter 200 kr/md. Abonnementet er fortløbende.
Prøv nu

Allerede abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Bjarne Toft Sørensen

Der er noget selvmodsigende ved at anmelde et værk, som en digtbog "af stærkt afvigende hybrid karakter", og så give anmeldelsen rubrikken "Lyrik efter litteraturens ophør".

Vurderet ud fra den anlagte vinkel er anmeldelsen vel rimelig nok, men spørgsmålet er, om der ikke er noget mere positivt at sige om værket, hvis der overordnet set vælges en anden vinkel, hvor det i højere grad konceptuelt forstås som et eksperiment, der bl.a. skal fungere "i kraft af den efterfølgende medieformidlede omtale ----".

Der er jo tale om et "genreblandende objekt", et "tæt interartielt samarbejde", en særlig reference i titlen TEOTWAWKI, digte skrevet med fjerpen, "nydeligt kalligraferede", en illustrators og tilrettelæggers brug af bl.a. "rodet collage", "computerfremstillet billedmontage" og en overdøvelse af digtene ved at "forklare og kommentere løs på dem", samt "skamrosende omtale af venner i kunsten fra nær og fjern".