Det er ikke, fordi den ikke er nogenlunde velskrevet, Jacob Skyggebjergs nye bog Hjælp, alligevel giver det ikke meget mening at anmelde den som litteratur. Som han selv skriver, så er den snarere et vidnesbyrd, et anklageskrift mod et system, som gjorde en ung mand fortræd. Og det helt uden grund, i al fald når han selv fortæller om det.
I 2007 kom Skyggebjerg i klammeri først med nogle dørmænd, siden et par politifolk. For at slippe for at komme i fængsel, sådan må man forstå det, spiller han derefter psykisk syg. Det skulle han aldrig have gjort. Så får han en behandlingsdom på fem år, og bliver – fordi han glemmer at komme til møder med sine behandlere – igen og igen hentet af politiet og tvangsindlagt.
De indlæggelser strukturerer bogen. I løbet af dens knap 300 sider bevæger man sig fra den første til den sjette og sidste. Men fordi der alligevel ingenting sker på de forskellige afdelinger, og fordi Skyggebjergs beretning brydes op af udklip fra hans journal, som er placeret mere eller mindre hulter til bulter, så føles bogen som én lang stilstand. Som en kværn, det ikke er til at slippe ud af.
Det er ikke ment som en kritik. Det giver vel et godt billede af tiden som indlagt, følelsen af total formålsløshed, af at være fanget i et bureaukratisk mareridt. Intet kan ændre på ens situation. Har man først fået en behandlingsdom, så bliver enhver ansats til opsætsighed tolket som et sygdomstegn. Så er systemet ikke synderligt generøst i dets tolkning af ens adfærd.
Og Skyggebjerg er, sådan fortæller han det, vred og aggressiv, fuld af foragt over for personalet. »Kontakten har været præget af at pt. mener at have ’patent på sandheden’, og at alle andre er stort set nogle tabere« – sådan skriver en psykiater i hans journal, og det er svært ikke at give ham lidt ret. Der er noget rethaverisk og arrogant over den stemme, man møder i Hjælp. Man aner konturerne af en provinsdesperado, der er helt uden vilje til at se sig selv udefra.
Uanset hvad: Som anklageskrift er Hjælp selvfølgelig en ensidig historie, hvilket jo ikke vil sige, at den er usand. Men som bog er den mest interessant, når den løfter blikket fra enkeltsagen og beskriver livet som indlagt med behandlingsdom. Skyggebjerg har et godt blik for, hvordan personalets joviale gemytlighed dækker over en magt, de ikke vil stå ved. Deres forlorne venskabelighed dækker over deres forsøg på at afrette de indlagte. Og som indlagt kan man virkelig intet stille op, heller ikke når plejerne er smålige og urimelige.
Sådan er det, uanset om man er uskyldig eller ej. Anmeldes? Det skulle da være til politiet, sådan lyder den gamle vittighed. Men det har Skyggebjerg prøvet, det fik han ikke noget ud af, nu prøver han at ændre noget ad denne vej.
Jacob Skyggebjerg: ’Hjælp’. Gladiator, 288 sider, 300 kroner
