Stephen King og hans søn fejrer kvinden i ’Rosernes torne’

Det er en sælsom historie, som Stephen King og hans søn, Owen, fortæller i Rosernes torne. Det er også en historie til tiden, om jeg så må sige. Den foregår i en nær fremtid og handler om mænd og kvinder og kampen mellem de to køn og kan vel – med lidt god vilje – ses som et slags akkompagnement til Margaret Atwoods dystopiske science fiction-fortælling, The Handmaid’s Tale. Men som altid, når man har med King den ældre at gøre, bevæger bogen sig også ud over det hverdagsrealistiske og ind i det fantastiske og overnaturlige.

Historien foregår mestendels i og omkring en tidligere mineby, Dooling, i Appalacherne i staten West Virginia, hvor en broget skare af mænd og kvinder, unge og gamle, sorte og hvide med stigende forvirring og desperation forsøger at forholde sig til en mærkelig epidemi, som rammer USA. Aurora, kalder myndighederne denne sygdom, der indhyller alle kvinder, som falder i søvn, i en form for puppe af hvidt materiale.

Ingen mænd rammes af sygdommen, og efterhånden finder man som læser ud af, at kvinderne, der sover en Tornerose-agtig søvn – deraf bogens titel – faktisk ender i en anden og bedre verden, og spørgsmålet er, om de overhovedet har lyst til at vende tilbage. Mange af mændene, der altså stadig befinder sig i ’vores’ verden, kæmper med vrede, alkoholisme, utroskab, stofmisbrug, overgreb og meget andet, som har påvirket eller ligefrem gjort skade på kvinderne i deres liv. 

Stephen og Owen King: Rosernes torne

Sans for mennesker og miljøer

Det lyder måske lidt firkantet, når man sammenfatter bogen så kortfattet, og skal man kritisere Rosernes torne for noget, er det, at den skærer konflikten og forholdet mellem mænd og kvinder ud i pap og benytter sig af en række mere eller mindre kønsbestemte stereotyper for at hamre sine pointer fast.

Omvendt skriver Stephen – det vidste man jo godt – og Owen King fantastisk, og deres sans for mennesker, miljøer og detaljer giver bogen liv, nuancer og kompleksitet og gør den til en god og opslugende læseoplevelse, også selv om den med sine 800 sider er meget lang og af og til tager sig god tid.

Bogen indledes med et personregister, der er ganske omfattende og egentlig ret uoverskueligt, hvorfor jeg vil anbefale, at man begynder at læse uden at prøve at lære de mange navne at kende. Personerne bliver nemlig præsenteret ganske fint undervejs.

I centrum af den vildtvoksende fortælling, der når vidt omkring, hvis ikke geografisk, så i hvert fald tematisk, psykologisk og menneskeligt, står den midaldrende psykiater Clint Norcross og hans kone, sherif Lila Norcross.

Han arbejder i Dooling Kvindefængsel, der er fuldt af triste skæbner og kvinder, som har gjort fortræd, men som i dén grad også selv er blevet – og stadig bliver – gjort fortræd. Clint er et godt menneske, der selv har haft en barsk opvækst, og han er dygtig til sit arbejde. Han bliver dog udfordret i sjælden grad, da hans kone arresterer en mystisk ung og smuk kvinde, Evie Black, og placerer hende i fængslet. Evie har slået to modbydelige mænd ihjel på ganske brutal vis – hun smadrede den enes hoved gennem væggen på en beboelsesvogn – og det viser sig, at hun er den eneste kvinde, der ikke bliver forpuppet, når hun sover.

Personligt og mytologisk

Da Evie ankommer til Dooling Kvindefængsel, ved vi godt, at hun er et magisk væsen af en slags. En næsten guddommelig skikkelse, der kan kommunikere med planter og dyr, men som holder sig fra slanger, fordi dem har hun før haft problemer med – hvis I forstår, hvad Stephen og Owen King mener!?

Og mens Lila uden for fængslet kæmper for at holde søvnen stangen og opretholde lov og orden i Dooling – hvilket bliver sværere og sværere, efterhånden som Aurora-virussen spreder sig og skaber panik – prøver Clint at finde ud af, hvem Evie er, og hvorfor hun ved så meget om ham og hans liv. Blandt andet ved hun, at han, da hans og Lilas store teenagesøn, Jared, endnu var lille, havde en affære med en kvinde, som var med til at få ham på ret kurs som ung, og at affæren resulterede i en datter. Evie ved også, at Lila lige har opdaget affæren, og at det har fået hende til at tvivle på en fremtid med Clint.

Og således blandes det dybt personlige og private med det storladent mytologiske og spirituelle og krydres med pludselige udbrud af vold og en sort humor, som heldigvis punkterer de fleste tilløb til salvelsesfuld, højstemt selvretfærdighed.

Opfør jer ordentligt

Stephen og Owen King ved godt, at de virkelig har noget på hjerte og er mere direkte med det, end i hvert fald King den ældre plejer at være, og derfor dykker de også så langt ned i nogle af personerne, som de gør, og sørger samtidig for at vende så mange stereotyper og skæbner på hovedet som muligt. Der er masser af vrede, ubehagelige mænd og gode kvinder i Rosernes torne, men der er også gode mænd og vrede kvinder, og bogen er både en fejring af kvinden og en opfordring til at holde fred kønnene imellem og i det hele taget opføre sig ordentligt.

Spørgsmålet er selvfølgelig, om det er muligt, men én ting er sikkert: Ligestilling og respekt – også for andre menneskers religion, hudfarve og seksualitet – er et skridt på vejen, og bogen gør undervejs op med alt fra racisme, sexisme og generel fordomsfuldhed til flokmentalitet, ekstremisme og falske nyheder. Præsident Trump, som Stephen King gerne og ofte går i clinch med på Twitter, får mere end et par hak i tuden, og man er ikke i tvivl om, at far og søn meget bevidst skriver sig ind i en konfliktfyldt og kompleks samtid.

Til sidst vil jeg blot sige, at bogen er glimrende oversat af Jakob Levinsen, men at den skæmmes en smule af for mange slå- og stavefejl og ville have haft godt af endnu en omgang korrektur.

Stephen og Owen King: ’Rosernes torne’. Hr. Ferdinand, overs. Jakob Levinsen, 816 s., 300 kr.